fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Der kommer ikke store overvejelser om det forgangne år. Det har jeg ikke tid til, og det er nok mest kendetegnende ved dette år; jeg har ikke haft tid til at lave alt det jeg egentlig gerne ville.

  • For mere tid i 2011
  • Forhåbentligt også lidt flere penge
  • Og højere almentrivsel.
Og nu vil jeg hoppe i festpyjamasen, farvelægge mit ansigt en smule, pakke blinis m/ alt godt fra havet ned og begive mig til ædruelig nytårsfest med antikapitalistisk gaveleg. Fordi jeg gider bare ikke alt det der hejs i år.

onsdag den 29. december 2010

Skriveøvelse dag 11; la familia

Jeg kom lidt bort fra skriveøvelserne, men det næste på listen var mine søskende. Siden jeg vistnok sprang let og elegant over 'mine forældre' slår jeg dem sammen. Ok?

Min mor og far var yngre, end jeg er nu, da de blev gift. De havde lært hinanden at kende i Klampenborg kajakklub og flyttede sammen og blev gravide og blev gift.
Min storebror er 2 1/2 år ældre end mig og da vi var små legede vi næsten altid sammen. Vi skændtes næsten aldrig, medmindre jeg var for strid, for min storebror er god som dagen er lang, om sommeren, og jeg var en lille bisse. Da vi blev teenager holdt vi op med at lege og 2 1/2 år var pludselig ret meget, jeg flyttede til København og læste på universitet og rodede rundt i min forvirring og min storebror blev i Køge og prøvede at finde ud af hvad han skulle være og rodede rundt i sin forvirring og endte med cykelsmed. Vi ses ikke så tit, men han giver ekstravarme sokker til mig i julegave og cykellygter når jeg mister de gamle, og jeg laver konfekt og finder tegenserier han ikke en gang vidste at han ønskede sig.
Selvom vi er ret forskellige er vi også ret ens, og vi kender hinanden.

Min far og mor blev skilt da jeg var teenager, og der var faktisk ikke nogen, der var kede af at de gjorde det. De er begge to blevet gift igen, og meget gladere end de var dengang.

Min far lærte mig at løbe på ski og skøjter og hvad man skal pakke i sin rygsæk på vandreture og hvordan man finder vej gennem tåge med kort og kompas, og man kan spørge ham om næsten alting og nu besøger vi hinanden i Danmark og Norge og tager på hyttetur og til roklubsfester sammen.

Min mor lærte mig hvordan man kreativt kan lave alting ud af ingenting, værdien af strikkeopskrifter og tegnede bolleopskrifter til mig, da jeg var for lille til at læse og insisterede på at bage. Hun har altid valnødder eller kartofler eller ærter med fra sin egen have og vi tager i biografen og er helt enige om hvilke film vi godt gider se og at vi ihvertfald skal have kage bagefter og hun er vistnok den eneste jeg kan holde ud at shoppe med.

tirsdag den 28. december 2010

Om den der jul - til fanklubben

Den var lille og hyggelig, for det var jo kun mig og min mor og storebror. Vi så greven af Monte Christo og jeg strikkede vante og lånte min brors hænder og strikkede om igen en million gange, mens min mor benægtede at der var noget vi skulle hjælpe med og beklagede at maden blev forsinket. Der var dog så meget julekage og småkage og konfekt og the og kaffe at det var helt fint med sen middag, ellers var det næppe lykkedes os at spise en hel and og rødkålssalat og kartofler og sovs og risalamande. Der var selvfølgelig to mandelgaver, og min mor påstod ihærdigt at hun var kommet til at spise mandlerne, og mig og bror derfor skulle have gaverne.
Så var der gaveoppakning og jeg fik uldne strømper og undertøj og strømpebukser og sådan en halsfidus og en kalender med Nemi, og var særdeles tilfreds med udvalget. Man bliver et nemmere barn med alderen, uldmamelukker havde næppe været et hit for ti år siden.

Første juledag gik vi tur i sne og sol og kulde, spiste anderester, og jeg blev sendt hjem med toget med gaver og mad. Anden juledag var der endnu mere mad, denne gang ude hos min bedstemor, og det var fætrene og kusinerne og en enkelt onkel, for alle de rigtigt voksen var enten på arbejde eller syge. Hyggeligt var det i hvert fald, og aftenen blev afsluttet med endnu mere julegaveudveksling i Nordvest, hvor jeg også blev lykkeligt genforenet med min telefon, så nu kan man ringe til mig igen.

I går skulle jeg egentlig havde været flittig og arbejdet, men al den mad og socialisering havde åbenbart sat sig på hjernen som træthed og jeg fik ikke foretaget mig noget som helst fornuftigt. I dag sker der dog noget skriftligt også andetsteds end her. Lige sås tille og roligt.

Og jeg har stadig en hel hylde i køleskabet fyldt med juleslik og kage.

fredag den 24. december 2010

God jul!

Nu tager jeg ned til min mor og spiser mig fordærvet i julemad og bytter gaver og går sneture!

torsdag den 23. december 2010

Færdig!

Alt er pakket ind. Chokoladeæskerne ser nærmest professionelle ud, de er lavet af gamle kalendre og jeg gad virkelig godt have et kamera, så jeg kunne tage pralebilleder. Indholdet smager oven i købet godt. Dimseting er færdig, kort er færdig, jeg er færdig.

Der er kun en vante, der mangler at blive strikket. Den skal også først gives væk 2. juledag.

onsdag den 22. december 2010

Opdatering vedrørende karamel

  • man skal ikke bruge plastikske til at røre i karamelmassen, for så risikerer man at have lakridsplastikkarameller.
  • chili & romtrøfler er godt
  • vanilje & appelsinlikørstrøfler er godt
  • brændt-mandel karamel er godt (hakkede mandler, kanel, vanilje evt. kardemomme)
  • køb rigeligt fløde
  • man kan få lakridsgrums i tiger til en ti'er (til lakridskarameller uden plastik)
  • chokoladetoffee er stadigvæk godt
  • det er solbærkarameller og vanilje-valnødkaramel også
  • gad vide om ribskaramel er godt? Og jordbær? Dem har jeg vist også nogen af i fryseren...

Serviecemeddelelse til folk, der også kender mig i virkeligheden

Jeg har lagt min telefon i en lejlighed, hvis ejer og nøgleindehaver er taget på juleferie i Aalborg. Kontakt mig her i kommentarer, på facebook eller skype. Min telefon skulle gerne være mig i hænde d. 26 om aftenen. Jeg kan dog godt sende web-sms'er. Muligvis også modtage. Spændende og eksperimentelt.
Glædelig jul, når nu jeg ikke kan ringe og sige det.

tirsdag den 21. december 2010

Julegaver til dem, der ikke ønsker sig noget. Mao. konfekt på den nemme måde

Når man har nået den alder, hvor julefejring involverer veletablerede voksne uden børn (fordi man selv er barnet) begynder det at blive ret svært at finde på nye julegaver. I år har jeg tildels strikket mg ud af det og påtvinger dermed et antal mennesker mønsterløst improvisationsstrik på baggrund af garnrester. Dog tager det ret lang tid at strikke julegaver, især når man strikker så langsomt som mig.
Til visse har jeg derfor karamellet mig ud af julegavedilemmaet, og da jeg genopdagede at det er herrenemt, ville jeg dele min nyfundne visdom med alverden.
Juleslik kan jo også bare laves for at blive spist uden de større overvejelser, men da der skulle være en del forskellige slags, gik jeg efter det nemme, karamel/toffee og chokoladetrøfler.
Der der med at sidde og trille marcipakugler og dyppe dem i chokolade, så det både bliver lækkert og pænt er faktisk ret besværligt og så tager det herrelang tid, og er faktisk ret dyrt, fordi man jo skal ud og investere i noget marcipan og chokolade, der rent faktisk er godt. Og det er for det meste dyrt.

Til karameller og toffee skal man bruge sukker, fløde, smør og en eller anden slags smagsgiver. Til trøflerne skal man invester i noget af den dyre lækre chokolade, men skal så bare blande den med fløde og smør og en eller anden smagsgiver igen.

Karamellerne bliver mere interessante, jo mere interessant sukker du bruger, jeg har primært kørt noget brun farin, sirup og mørk rørsukker. For en julet smag er julekrydderier oplagt, altså kanel, kardemomme, appelsin osv. Jeg valgte smag efter fadebursprincippet, dvs. hvad jeg havde i skuffer og skabe. Derfor blev det solbær, vanille/valnød, chokolade, og nok også en portion med mandler/kanel.
Solbærrene var frosne, blev tøet i mikro og mast igennem en sigte, så man slipper for snask og kerner og tilføjet til karamelmassen til sidst. Det er fordelagtigt at gøre det med alle smagsgivere. Krydderier er bedst i pulveriseret form, nødder hakkes groft, og hvis man kommer rigtig chokolade i sin toffee, knækkes den groft, og smeltes ned i toffeemassen. Den gør det toffee'rne endnu blødere og mere smuldrende, end når der bare er smør i. Men det smage enormt godt.

Omtrentlig grundopskrift på karamel:

1 dl fløde
2,5 dl sukker
1 spsk sirup

Koges indtil det begynder at lugte en lille smule brændt. Hvis man er fancy kan man bruge et sukkertermometer (omkring da 120 grader celsius) eller kugletests (karamelmassen skal danne en blød kugle når man hælder en klat i koldt vand), for hvis sukkeret ikke er blevet varmt nok, bliver det ikke til karamelmasse.
Til denne portion er ca 1 dl frugtmos/ 1 tsk krydderie/ 1 håndfuld nødder fint. Røres i karamelmassen, der bagefter hældes i en form foret med bagepapir, og køler af. Hvis man vil skære den fint ud, gøres det med en skarp kniv, før massen stivner helt.
Hvis man tager til træning mens man venter og kommer hjem til en knaldhård kæmpekaramel, propper man den i en pose og slår på posen med en hammer, til man har karameller i mundrette størrelser og ikke alt for meget smulder.

Omtrentlig grundopskrift på toffe:

3 dl sukker
2 spsk sirup
1,5 dl fløde
100 g smør

Dette kommes også i en gryde og koges på samme vis som karamellem. Smagsgivere hældes i til sidst, og her er det ligeledes passende samme portion smagsstof som til karameller.
Til chokoladetoffees skal man dog både komme 1 dl kakaopulver (altså den slags uden sukker i) og et sted mellem 50 og 100 g mørk chokolade i, alt efter hvor blødt og chokoladet det skal være.

Toffee (og karameller, hvis de er klistrede) kan med fordel pudres med flormelis, så de ikke forvandler sig til en stor karamel igen, før man når at give dem væk. Chokoladetoffee skal selvfølgelig have kakaopulver/flormelis.

Chokoladetrøfler bliver også mere spændende hvis man køber en chokolade med 70+ % kakaomasse. Her kan man tilsmage enten ved at koge fløde med krydderier i ikke-pulveriseret form, dvs. en hel kanelstang, eller hele nellikker osv., og huske at fjerne krydderierne bagefter. Hvis man vil have citrusskal (husk økocitroner i så fald), spændende sprut, hakkede nødder eller andet interessant i sine trøfler, kommes det i, når chokoladen er smeltet.

Omtrentlig opskrift på chokoladetrøfler:

1 dl fløde
50 g smør
100 g chokolade

Fløde* og smør lunes, chokolade smeltes i, nødder, sprut osv blandes i. Hele molevitten hældes i en form foret med bagepapir og stilles i køleskabet, skæres i firkanter hvis man har andet at lave (er doven) eller trilles til fine kugler hvis man er omhyggelig, og pudres med kakao/flormelis.

*Evt. spicet med krydderier tidligere, i så fald køles den af m/ krydderier, der fjernes før man komme smør og chokolade i.

Hele balladen, altså både karameller og chokolade, opbevares bedst i køleskab, så man ikke får muggen konfekt.

PS. Hvis man ikke bryder sig om at eksperimentere lige så meget i køkkenet, som mine improvisationsopskrifter lægger op til, kan man google sig til præcise opskrifter. De ligger i massevis på nettet.

mandag den 20. december 2010

Og det var weekend

Fredagens optur: nogen tog mig med til mojo og høre blues.


Lørdagens optur: nogen tog mig med i biografen og se rare exports

Søndagens optur: skitur i dyrehaven.

Weekendens pinlighed: få påpeget af 35-årig, der låner badeværelset, at man muligvis bør overveje at vaske badeforhænget fordi det ligesom er lidt, øh, klamt?

Weekendens øv:
posthuset lukkede lige for næsen af mig, da jeg skulle hente min bog

jeg er virkelig dårlig til at beregne størrelser når jeg skal strikke julegaver, og ender uværgeligt med at pille lige så meget op, som jeg strikker.

torsdag den 16. december 2010

Hvad har jeg på i dag - skriveøvelse dag 9

Slidte blå jeans
langærmet morfarundertrøje
ternet skjorte
nye brune uldstrømper fra superbedst ved trekroner station - af uudgrundelige årsager kom jeg i morges afsted uden strømper på...
Gyldne ballerinafutter

og udenpå:
HellyH's supervinterjakke
Rød alpeklat
Russisk blomstersjal
Falske mukluks

Opdateres muligvis senere med billede OG træningstøj!
Se, der var Nina iført tøj!

Så klædte jeg mig ud til Ninja og løb en tur
og bagefter spiste jeg and iført det rare tøj.

Nu mangler der kun et billede af min pyjamas. Det behøver I ikke at se på, men den kan skimtes i baggrunden, elegant draperet over en sengestolpe. Jeg ser ikke en stor fremtid som fashionblogger fremfor mig.

tirsdag den 14. december 2010

Min tro, skriveøvelse dag 8

Rent generelt er jeg ikke så meget for organiserede religioner. Tro er jo netop tro, og hvis man er så mange mennesker, der er så enige om at man tror noget bestemt, ender det hurtigt med at man synes man ved og har ret. Hvis der så er nogle andre, der mener at de har ret i noget helt andet, er det man står med en rask lille religionskrig, som vistnok er det, vi mennesker er kommet allermest op at slås om, når man ser bort fra sult og ejebegær. Religion er opium for folket og præsterne er pusherne, der ender med magten.

Jeg har ikke noget imod folks personlige overbevisning om noget mere og højere i livet og verden end samtalekøkkener og H&M's næste sommertøj. Funderinger over hvor vi kommer og fra og hvor vi skal hen og hvordan man ter sig på vejen mellem de to punkter, kan jeg på ingen som helst måde se noget skidt i. Det er baggrunden for det meste kunst, kultur, filosofi og livsvisdom, og jeg tror på mennesker og håber på at vi kan finde ud af at leve ordentligt sammen, og der behøver vi nok nogle regler vi kan være nogenlunde enige om. Men både guderne og reglerne er nok nogen vi selv har hittet på.

Jeg er dermed udmærket klar over hvor stor betydning religion har for vores tankegang og moralsæt, selvom vi slet ikke selv er religiøse officielt, vores armodsprotestantiske fortid i den skandinaviske kulturkreds har stadig relevans i dag. Det betyder nu ikke at vi stadig bør tro på en nytestamentlig Jahve, der skabte verden; dog heller ikke at jeg kan forklare hvor verden kommer fra - jeg er så humanistisk uddannet at jeg knap nok kan forklare hvor elektriciteten kommer fra og hvordan fly kan lette. Selvom jeg ikke kan forklare det, tror jeg nu ikke på at det er ved magi.

Jeg har hørt en kreationistisk forklaring på evolutionsteorien, om at det svarer til at tro at bare man har nogle planker og mursten og mørtel, bliver det til et hus af sig selv, hvis man venter længe nok.
Den ligning passer ikke helt ind i mit temperament, for det første er huse ikke reproducerende organismer, og for det andet er forklaringen halv i sig selv, for hvor kommer plankerne og mørtlen i det hele taget fra til at starte med?
Det er noget med Big Bang og sammenpressede atomer og hele universet, der kan være på spidsen af en knappenål og alt for vidtløftigt til at jeg kan rumme det. Der findes kræfter derude vi ikke kender til, der har sat noget i gang vi ikke forstår, men det er nok nærmere fysik, vi bare ikke fatter.

Og hvad jeg ihvertfald ikke fatter, er hvordan man kan bilde sig selv ind at en eller anden guddommelig kraft har igangsat hele det kolossale milliardårige show for 30.000 års latterlig menneskehed, der alligevel ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og smadrer scenen på et sekund. Så skulle den hersens urkraft have nedskrevet regler om hvornår man må knalde og hvad man må spise og hvordan man skal sy sit tøj i hånduddelte bøger, og der er kun en af de mange millioner religioner, der er den sikre vej til et liv, der fortsætter i al evighed med honning og rosiner, efter vores jordiske hylster er mugnet?

Som om tyfoner og torden bryder sig om mennesker.

mandag den 13. december 2010

Et øjeblik - skriveøvelse

Et øjeblik, så går jeg i gang. Jeg skal bare lige skrive en to-do liste, og en ønskeseddel, og h vad jeg skal give til de andre i julegaver, og læse Rocky på politiken.dk og se om Stien har lavet en sjov tegning og spise en chokoladecroissant og og lave en kop te, og ud at tisse og læse hvad det er de er sket med ham bombemanden i Stockholm, og svare på en sms og.. Lige om et øjeblik, så går jeg i gang.

søndag den 12. december 2010

Skriveøvelse; min bedste ven

Heldgivis har jeg en del venner, og heldigvis er det ikke længere som i folkeskolen, hvor man det ikke lod sig gøre at have flere bedste venner. Jeg har en håndfuld, der er allertættst på, dem jeg kan være alvorlig med, fjollet med, tale i timesvis eller sidde og glo fjernsyn og spise lakridser fordi man er alt for træt til noget osm helst andet. Dem, der kan forstå min fascination af fjollede ting, og som ikke finder udenfor deres abstraktionsivau at man kan være interesseret i både styrketræning, franske film og fjollede prinsessekjoler, hvor jeg kan være mig selv, uden at kun skulle være den præsentable del.
Dem jeg holder allermest af.

torsdag den 9. december 2010

Størst af alt er kærligheden - skriveøvelse

Jeg er heldig. Der er en hel del mennesker jeg holder meget af. Det gør mig heldig, fordi jeg tror det egentlig er det vigtigste for os. Mennesker er flokdyr, vi er ikke lavet til ensomhed, vi er lavet til at dele og samarbejde, derfor er vi nødt til at elske hinanden.
Den der skelnen og rangering af kærlighedstyper i den der er beregnet til venner, familie, kærester, børn og hvad man nu ellers kan dele det op i, ved jeg ikke helt om jeg er enig i. Om der er nogle af kærlighedsslagserne der er anderledes eller bedre eller dårligere.
Bevares, der er da meget stor forskel på de ting, jeg laver med de forskellige kategorier af mennesker, og hvad jeg har lyst til at lave med dem, tag endelig ikke fejl af det.
Men om det har noget med kærligheden at gøre? Kærligheden har vel mest at gøre med at jeg holder af dem, vil bruge tid med dem og på dem, at de er nogen jeg kan regne med og som kan regne med mig, at de er der og ikke forsvinder, selvom tiden måske gør, uanset hvilken slags forhold jeg har til dem.
Det andet der, I ved nok, som er en ganske fornuftig begrundelse for skelnen mellem de forskellige slags kærligheder, det har vel strengt taget at gøre med tiltrækning, og det henregner jeg nu under biologi. Det har en helt anden natur end kærlighed.

tirsdag den 7. december 2010

Huskeliste til julefrokost

Parental Advisory - explicit content - forældre bør ikke nødvendigvis læse dette, medmindre de sætter stor pris på voksne børn m/ ironi.

Nødhælp til andre, der i disse tider kan finde på at være lidt ligesom mig.

12.00-16.00 Hvis du insisterer på en skitur før julefrokosten, så husk at lægge den tilstrækkeligt tidligt til at du kan nå en lur bagefter. Og lad så være med at blive lidt væk i Dyrehaven, så du kommer for sent hjem.

16.30-17.30 Tager du en lur selvom du egentlig ikke kan nå det, skal du huske at stille et vækkeur.

17.45 Alternativt kan du få din far til at ringe til dig, skælde ham ud fordi han vækker dig, se på uret og opdage at der er 45 minutter til du skal være pæn et helt andet sted end du er nu.

17.50 Affør dig langt uldent skiundertøj som du gik i seng med på. Planlæg at gå i bad. Bank på døren og fedt for at dine flatmates bader hurtigt.

17.55 Tag skiundertøj på igen, fordi du lugter så væmmeligt at alt andet straks ville blive inficeret.

18.00 Hent rene trusser i vaskekælderen og læg dem til tørre på radiatoren.

18.02 Tænd for strygejern

18.03 Find skosværte frem

18.04 Flatmate er færdig i bad, du og dine sko er tværet ind i rød skosværte.

18.05 Vask hænderne uden at fedte noget ind i rød skosværte, og tør skoene af for skosværte indvendig. Vask hænder igen.

18.10 Kom i tanke om strygejernet og tjek kjole for anbefalet temperatur. Skru ned for strygejernet og begynd at stryge kjole.

18.15 Imens kan du overveje om det mon har gjort nogen forskel at kjolen egentlig kun må tørrenses, og du bare smed den i vaskemaskinen efter sidste fest.

18.20 Opgiv at få den strøget pænt. Giv skoene en omgang med pudsekluden. Få røde fingre igen.

18. 22 Gå i bad, spar tid ved kun at barbere steder der er synlige med kjole på. Glem armhulerne.

18.30 (nu skal du egentlig være til julefrokost) Tør håret og opdag behårede armhuler. Bestem dig for at der ikke er nok mennesker, der kigger under dine arme, til at det gør noget. Giv også dem en omgang med hårtørreren.

18.35 Sminke, deo, parfume, kjole (det gjorde noget at den blev vasket i maskine, den blev mindre), sko, håndtaske, deo, sjal, nøgler, øreringe, hårsløjfe, ekstra strømpebukser.

18.50 Penge!

18.55 Hent pung og kryds fingre for at automaten ikke æder dankortet.

19.05 Ankom til fest, succeskriterium: du er ikke væltet på cykel på vej derned. Til gengæld er du uglet og svedig.

19.10 Betal for maden, gå ud og fiks håret, tag ekstra strømepbukser af og sko på. Konstater at sjalet overhovedet ikke passer til kjolen.Tag det på alligevel, for dit skriggrønne tørklæde er nok endnu værre.

19.15 Køb en øl og find dit bord. Konstater at du sidder ved siden af B's mand*, der er en Charmør i sin Bedste Alder (45+)

19.20-22? Mad og beleven konversation. Ihjelstegte fiskefileter, frostrejer, stegt gris i egen hud, stegt gris i egen tarm, hakket gris med eget krydderi og rødkål fra glas. Risalamanden var vist god. Eller så var det snapsen. Prøv at forklare hvad dit filosofispeciale handler om, uden at fornærme nogen.
Forsøg at undgå at tale om dit kærlighedsliv og at undgå at drikke snaps uden at fornærme nogen. Undgå at anden Charmør i sin Bedste Alder (45+) kysser på dig. Bliv kysset på kinden i stedet. Flygt ud på toilettet. Tilbage ved bordet er der byttet pladser og du sidder nu ved siden af Flink Brandmand, der godt ved han er tyve år ældre end dig. Udveksl anekdoter om vildmarksliv, arbejdsmarked, Finland og rohistorier.

22? Op til baren. Drinks, øl, snaps, bestil vand til de alt for fulde (også dig selv), aftal med Rar Tegner, at I skal skrive en børnebog om spøgelser, udtal dig schludret om noget filosofi, kinddans til musik, der absolut ikke egner sig til kinddans, udveksle røvere med gamle roere, mere øl og drinks.


??? Censurereret.

??? Husk sko, ekstra strømpebukser, taske, nøgler, håndtaske, cykelkurv, jakke, tørklæde, hue, vanter, nøgler. Tag hjem. Ikke nødvendigvis til dig selv, men ihvertfald ikke med Charmør i sin Bedste Alder (45+). Find hellere Charmør før sin Bedste Alder (30+).

??? Gå i koma.

Søndag: spis morgenmad, gå i bad og gå i seng igen. Send sms til far, der overnatter hjemme hos dig selv (hvor du ikke er), om at du ikke er blevet slået ihjel og efterladt i en grøft på vejen hjem fra julefrokost. Du har blot overnattet andetsteds.

Søndag eftermiddag; Censureret. Involverer politi, der ender med at smile smørret og ønske dig en fortsat god eftermiddag.

Senere søndag eftermiddag; Trask ud til kusine og æd dig fordærvet i marcipan og æbleskiver. Drik ikke gløgg, det er uheldsvangert post-julefrokost.

Søndag aften; Gå i koma igen.

Mandag; Find mail i indbakke med fine spøgelsestegninger og oplæg til uhyggehistorie. Tag ikke til træning, hvor de andre kan grin af dig, men gem dig på kontoret i stedet. (Evt. omvendt, hvis det er arbejdet, du var på julefrokost med.)

PS til flatmates: jeg har ikke blødt i håndvasken, det er rød skosværte!

* B som du har roet meget med. Rigtigt meget.

mandag den 6. december 2010

skriveøvelse dag fem? -Min dag

var alt for lang og alt for kort. Op for sent og rode rundt og finde bøger og alt var besværligt og madagsagtigt og sådan fortsatte det bare. Så kort fortalt har jeg siddet på RUC i skrækkelig mange timer og ikke fået en kæft andet ud af det end: hvad fanden laver jeg? Hvad gør jeg ved det her speciale? Hvorfor blev jeg ikke bare tømrer?
Nu vil jeg spise og sove og håbe på en bedre dag i morgen; samt mere interessante blogindlæg.

fredag den 3. december 2010

Mænd i dag

Jeg fik sushi. Fra føtex. Aftenen blev reddet af øl. Lidt kan man da stole på dem.

torsdag den 2. december 2010

Minä ♥ suomea

Det spiste jeg i dag - skriveøvelse dag fire.

Ok, vi ryster posen lidt, for det der med ekstern godkendelse tager lidt tid. Dermed kommer et af de lette indlæg: mit fødevareindtag og den umådelige interesse omverden må have for dette.

Morgenmad: havregrød med solsikkekerner, rosiner, kanel og smørklat, lavet på økokomælk og grove gryn, for sådan kan jeg bedst lide det. To jerntabletter med c-vitamin (for så optages de bedre i fysikken) et glas æblejuice og en spand myntete.

Snackpack til bibliotek: hindbærte, valnødder, mandler, dadler og kandiseret ingefær.

Opdateres på senere tidspunkt, når jeg har spist noget igen. Uh, sikken cliffhanger!

Frokost: to rugbrødsmadder med ost og et kvart knækbrødsmøllehjul - også med ost, men en anden slags ost - vildt og avanceret! En kvart agurk, to gulerødder, to mandariner og en kande vand.

Eftermiddagssnack: en halv pakke lakridsgajoler.

Aftensmad: på vej ud til den. Jeg gætter på pizza. Det er nemlig en mand uden køkken i nyindflyttet lejlighed. Måske også øl, hvis jeg er heldig.

onsdag den 1. december 2010

Mens vi venter

Jeg har skrevet et blogindlæg til dag 2, det om den første kærlighed. Det er bare til godkendelse, hos én, der figurerer i det, fordi jeg jeg nødig vil gøre mig utilbens med andre. I mellemtiden er jeg højst utilfreds med DSB, der igen ikke kan forstå at det der vinter dukker op og at der er koldt. Og snevejr. Jeg mener, resten af os kan godt finde ud af at se på en vejrudsigt, og tænke så langt som at vi nok bør købe et par vinterstøvler og en frakke. Men DSB? Næ nej, sneplov og salt og ekstratog og sådan? Alle ved jo det ikke sner på sporene. Det behøver vi ikke. Jeg venter bare på den dag, hvor jeg sner inde på RUC igen, så bliver det tre gange på et år, med en sommerferie imellem. Det må kunne komme i en eller anden rekordbog.

tirsdag den 30. november 2010

Beklagelse

Jeg beklager; undskylder på bedste hvis som en anden slesk politiker, men i modsætning til dem mener jeg det nu. Hvis du havde håbet på et indlæg om dagen, må jeg nok skuffe dig, valgløfterne kan ikke indfris, de tidslige ressourcer er knappe og skal fordeles på mange pligter, ligeså er kreativiteten bredt ud som alt for lidt smør på et alt for stort stykke ristet brød.
De kommer, skriveøvelserne, lidt efter lidt, heller velorvejet end ligegyldigt. Jeg håber du er enig.

søndag den 28. november 2010

Interludium; typhoid Mary

Fredag var forkert. Helt forkert på alle måder, jeg kom for sent op, og fik ikke lavet noget på kontoret og var i alment råddent humør. Lørdag morgen gik det op for mig, at det var nok fordi jeg var rask nok til at blive rastløs, men ikke rigtigt rask nok til at jeg havde foretaget mig noget mere fysisk aktiverende end at gå til og fra toget.
Således oplyst bestemte jeg mig for at tage i svømmehallen, selvom jeg ikke er helt sikker på at man må det,hvis man stadigvæk måske indeholder baciller. Så hvis der opstår en epidemi med epicentrum i Øbrohallen, så er det min skyld. Jeg synes bare ikke at jeg er hardcore nok til at løbe ture i snevejr endnu. Og styrke/rotræning virkede også bare.... Koldt.
Dog kan jeg så videreformilde at øbrohallen lørdag formiddag er meget mere stille og rolig end søndag formiddag. Det var kun mig og nogle særdeles nydelige unge mænd, der trænede crawl. Jeg tror oven i købet en af dem flirtede med mig.

torsdag den 25. november 2010

Enter Ego. Skriveøvelse dag 1

Jeg hedder Nina. Jeg læser filosofi og skriver speciale. Det er forhåbentligt snart færdig og efter det aner jeg ikke hvad jeg skal lave. Fortrinsvis finde et arbejde, man får menneskepenge for, og som peger lidt i retning af en fornuftig karrierevej. Lige præcis hvad det skal være ved jeg ikke, men jeg har tidligere arbejdet på museum og som studievejleder og journalist og været i ambassadepraktik og det var alt sammen interessant og sjovt og så har jeg også været hotdog- og softiceforsælger på bakken og rengøringsassistent og køkkenskabsknopsorterer og softwaretester og yngstetjener/bartender/kokkemedhjælper og billet/avis/sodavandspusher i dsb og avisuddeler og barnepige. Det var noget mindre sjovt og interessant. Jeg har fået næsten alle jobs jeg har søgt, undtagen et par stykker, hvor jeg egentlig godt vidste at chancen var minimal. Undtagen den gang jeg blev afvist som kandidat til kasseassistent i Netto og jeg er stadig ikke helt sikker på om det er meget godt eller rigtigt skidt.

Jeg hedder Nina. Jeg er 170 cm høj og vejer 63 kilo og er 27 år gammel og har boet i tre lande og rejst i en ti-stykker og taler otte sprog medtalt dem, hvor jeg stort set kun kan bestille mad, hotelværelse og sige nogle indledende høflighedsfraser. Jeg har boet i seksten forskellige huse og lejligheder og værelser og seks uger i telt i Lapland og tre måneder i brasilianske hængekøjer og en sommerferie i Spanien og en sommerferie i England. Nogen af værelserne har været så små, at man ikke kunne åbne skabet, mens ikeafutonen var slået ud, og nogle har indeholdt så få ejendele, at de kunne tælles med mine samlede fingre og tær, og nogle har indeholdt så meget ragelse at halvdelen skal opbevares i Brøndbyøsters mest mærkværdige lagerbygning. Jeg har haft to kærester (2 år & seks måneder og otte måneder), og de har begge to været søde, og den ene er min bedste ven (en ud af tre) og den anden har jeg ikke talt med i et år og kommer nok aldrig nogen sinde til at se igen. Jeg har gået i skole otte forskellige steder inkluderet universiteter, i snart atten år minus pauser. Jeg har aldrig været på sygehuset, men skal opereres ambulant tre gange til i skulderen for at fjerne verdens største modermærke med SORTE hår på. Da jeg blev født, havde jeg navlestrengen tre gange rundt om halsen og det er skideheldigt at jeg ikke var blevet kvalt i den.

Jeg hedder Nina og bor i kollektiv med Ivan og Adam og Kathrine og de er verdens sødeste og verdens dummeste og vi skændes om rengøringen og holder fantastiske hyggeaftener med film og chokolade og the og rundeskuldermassage. Vi går på druk på de lokale tavernaer og slæber donnaer og don juan'er med hjem og der er altid en at kramme, når de ikke ringer tilbage. Vi holder lillenytårsaften og falder i søvn i en kæmpebunke med glimmer i håret og ingen af vores møbler matcher, for de er alle sammen nogen vi har fået og arvet og fundet og købt på loppemarkeder og slæbt ind i lejligheden og vi mener alle sammen at vi hver især har det hyggeligste værelse. Vi har en grammofonspiller og en cd-spiller, der er sat sammen af delene til fire forskellige gamle og hører helst musik, der er ældre end os selv. Vores fjernsyn er arvet og det eneste vi kan blive rigtigt enige om at se er Simpsons, Top Gear og Americas next top model.

Jeg hedder Nina og jeg vil lære at gå på jagt og at køre med slædehunde og at navigere efter stjernerne og hvilke rødder og svampe, der er spiselige og hvordan man garver et skind og jeg vil lære at sejle et skib og surfe og dykke efter perlemuslinger og bo under et palmetræ og jeg ved ikke hvor man får penge fra, hvis det er sådan noget man helst ville lave, men jeg havde tænkt på at skrive en bog om det og hvis den er god nok, gider du måske købe den.

Jeg hedder Nina og jeg drømmer mere om frihed end om familieliv & fladskærm og jeg morgenbader i Øresund, for så er der i det mindste et tidspunkt på dagen, hvor jeg kan lukke øjnene og mærke verden og tro på at jeg nok skal komme tilbage derud og findes i den igen.

L'ouvertoure

De sidste fem dage har min hjerne været så marineret i snot at jeg ikke har tænkt noget mere avanceret end at jeg godt kunne bruge en lille lur.
Muligvis har hjerne (og krop) bare haft behov for et time-out, hvor specialeovervejelser og financielle hovedbrydninger ikke stod på tapetet, for selvom jeg er pænt flad nu, har jeg haft en særdeles effektiv dag, hvor jeg har syret helt ud i mærkelige filosofiske argumentationer om ligestilling og kønsroller - og nej, I gider ikke læse dem og jeg gider egentlig ikke publicere dem her, den slags på nettet har det med at tiltrække mindre behagelige typer og det her er hyggeblog og ikke en debatblog.

I morges mødte jeg Mireille, der lige havde afleveret speciale til trykning og min kontormakker den fantastiske Kira er blevet færdig og afleverer på tirsdag, og jeg er efterhånden den eneste, der planlægger at blive færdig, som ikke er blevet færdig endnu. Jeg har jo strengt taget også to måneder til aflevering, og en hulans masse sider at skrive og rette og tilpasse og litteraturliste og indholdsfortegnelse og forside og fodnoter og alt det, der gør det til et rigtigt speciale.
Når jeg nu har haft min sygepause planlægger jeg til gengæld at aflyse den ting, der hedder fritid indtil den 31/1-2011. Med undtagelse af juleaften og nytårsaften; og jeg må også godt træne, for ellers ville det ikke bare være mig, der blev tosset, men alle andre omkring mig.

søndag den 21. november 2010

Præsenter gevær!

Jeg hedder Nina. Jeg er syg. Skriveøvelse midlertidigt udsat.

torsdag den 18. november 2010

Den store stilhed

Det er ikke sådan at jeg er forsvundet. Det er bare sådan, at jeg tvivler på hvor interessant det er at læse om at jeg morgenbader og sidder på kontor og skriver speciale om noget med filosofi og ligestilling, og så tager jeg til træning og sidder og hiver i en snor, og så tager jeg hjem og spiser aftensmad og går i seng.
Derfor har jeg stjålet noget inspiration, så der er noget at læse om, og den ene abonnent jeg ikke er venner med i virkeligheden (hej Line!), ikke giver mig op fordi jeg er blevet for trist og kedelig. Hold ud, hold ud, snart kommer jeg tilbage til verden.

I mellemtiden:


Dag 01 - Præsentere mig selv
Dag 02 - Min første kærlighed
Dag 03 - Mine forældre
Dag 04 - Det spiste jeg i dag
Dag 05 - Hvad er kærlighed?
Dag 06 - Min dag
Dag 07 - Min bedste ven
Dag 08 - Et øjeblik
Dag 09 - Min tro
Dag 10 - Det havde jeg på i dag
Dag 11 - Mine søskende
Dag 12 - I min håndtaske
Dag 13 - Denne uge
Dag 14 - Det havde jeg på i dag
Dag 15 - Mine drømme
Dag 16 - Mit første kys
Dag 17 - Mit bedste minde
Dag 18 - Min bedste fødselsdag
Dag 19 - Detta fortryder jeg
Dag 20 - Denne måned
Dag 21 - Et andet øjeblik
Dag 22 - Det her gør mig oprørt
Dag 23 - Dette gør mig glad
Dag 24 - Det her får mig til at græde
Dag 25 - En første
Dag 26 - Min frygt
Dag 27 - Mit yndlingssted
Dag 28 - Det her savner jeg
Dag 29 - Mine ambitioner
Dag 30 - Et sidste øjeblik

fredag den 12. november 2010

weekend helg wochenende viikonloppu fin de semana

Det er jo fredag. Fredag skal fejres med fjollet film, fredagsslik og fredagshygge. Det ser oven i købet ud som om jeg er ret alene hjemme, og det virkede at råbe af de andre i køkkenet i går ("Mor er ikke skuffet! Jeg er nemlig ikke din mor! Og jeg er pikkevred! For her er for klamt!") for det ser ualmindeligt nydeligt ud.
Desuden har jeg pillet filosofiske argumenter fra hinanden og lavet en plan over næste uges arbejde, der inkluderer et seminar om mainstreaming. Så lærte vi også noget i dag.

onsdag den 10. november 2010

Samfundsomstyrteren Kurt

Når man læser kommunikation, er det en god idé at tilmelde sig kommunikationspostlisten. En hel del kommunikationsstuderende laver noget, der indbefatter spørgeskemaer. Gerne kombinationen spørgeskemaer + studerende (navlepillende projekter - det kender jeg ikke noget til). Derfor får man en frygtelgi masse spørgeskemaer tilsendt på den der kommunikationspostliste.
Enten kan man bare besvare dem - det gør man i starten. Efter 27 spørgeskema i løbet af de to første uger af første semester, bliver man træt af dem og trykker ignore resten af studietiden. Indtil man begynder at skrive speciale og keder sig og for et let ondskabsfuldt forhold til akademia og unge naive studerende. Så forvandler man sig til Kurt, 47, håndværker, fra Nordjylland, der holder meget af opera, ekstrabladet, charterrejser, James Joyce og canadisk indierock.

Mørketid & murmeldyr

Jeg er mest til at gå i seng hen ad otte-tiden om aftenen, og kan alligevel ikke få mig selv til at stå op når vækkeuret ringer om morgenen. Ikke desto mindre er jeg stadigvæk så træt på kontoret at jeg helst vil have en lille morfar på sofaen, for ellers kan jeg simpelthen ikke skrive mere. Indtil videre har det resulteret i at jeg lurede fra 15-16.30 på sofaen i mandags, mens jeg drømte at jeg skulle skrive på et gigantisk tangentbord hvor jeg ikke kunne nå fra den ene ende til den anden og en semipjækkedag i går, hvor jeg dog fik lavet lidt derhjemme.
Nu havde Sune ellers lige fortalt mig hvad det er jeg har gang i, så det kan blive til et færdig speciale. Der er åbenbart et eller andet jeg skal indhente.

lørdag den 6. november 2010

Jeg er blevet en af de forsigtige

Jeg har anskaffet mig en familieforsikring, sådan hedder det nemlig hvad enten man har en familie eller ej. Oven i købet gennem min fagforening. Der er selvfølgelig en del papirer, der lige skal underskrives og sådan, før den rigtigt gælder, men det føles meget voksent. Meget lidt ungdommeligt vovemod.
Det hjælper slet heller ikke at jeg i samme ombæring af "praktiske ting, der skal ordnes" har opsagt mit avisabonnement. Primært fordi jeg ikke finder avisen lødig nok; de skriver jo bare en værre gang livsstil og lidt sludder-for-en-sladder debat uden at komme rigtigt i dybden med det, der er interessant, altså kultur (selvfølgelig den rigtige slags kultur, altså den fine, og helst noget med bøger) og videnskab (altså den rigtige slags om de store tanker, kritisk stillingtagen til metode og konsekvenser og alt det, ikke et eller andet pjat om ænders tissemænd) og debat (igen, helst noget der handler om andet end folk der har været i fjernsynet fordi de ikke kan noget).
Jeg er simpelthen blevet alvorligt ramt af voksenhed og intellektualitis. Og nu vil jeg gå ud og motionere mit legeme lidt, købe noget frugt og en tandbørste og derefter læse en endnu ikke udgivet artikel, jeg har plaget ud af en af phd'erne på filosofi. Derefter mangler jeg bare lige at skrive specialet færdig og blive gymnasielærer, så er jeg slået ned. Hårdt og seriøst.

tirsdag den 2. november 2010

jeg gør det, jeg gør det, nu har jeg gjort noget af det

I har muligvis bemærket at det er blevet november og jeg ikke er blevet cand. mag i triumf og glæde. Der var noget med en farmor, der døde i sommers, som tog lidt tid, og så er der noget med at det er svært at skrive sådan et speciale, og så er der noget med angsten for hvad man dog skal gøre ude i det virkelige liv når man er færdig og og gud, jeg kan jo slet ikke finde ud af det her.
Men jeg har sendt noget til min vejleder om hvad det er, jeg ikke kan finde ud af. Så håber jeg vi kan finde ud af det sammen. Og jeg har søgt ekstra su. Og der er også tre måneder til hammeren falder for alvor.

torsdag den 28. oktober 2010

Julegaver

Jeg ved godt, det er for tidligt at tale om jul nu. Men hvis nu det var sådan at vi sagde at jeg strikker flertallet af mine julegaver fordi:
A) jeg er fattig
B) jeg pendler med tog til RUC hver dag i 45 min.

Hvad ville du så gerne have?
  • sokker
  • tørklæde
  • vanter
  • hue
  • hyggefutter
Det bliver primært stribet. Man kan godt ønske farver og mønstre, men der er få garantier, jeg kan kun ret og vrang. Og det ser helt sikkert hjemmelavet ud.

Ting jeg ikke forstår

Hvorfor er det folk altid skal spørge en om ens telefonnummer? Eventuelt adresse, når de på eget initiativ skal hjem til en? Altså, folk jeg kender, der ved hvad jeg hedder? Hvorfor slår de det ikke bare op i telefonbogen? Og jeg forstår heller ikke folk, der bliver forskrækkede over at jeg er i stand til at finde ud af hvor de bor, eller hvad deres mail og telefonnummer er?
Makker, du står nok i telefonbogen, medmindre du aktivt har valgt hemmelig adresse.
Bliver man en skummel stalker, bare fordi man er i stand til at slå op i www.gulesider.dk?

Jeg synes ærlig talt bare det virker lidt hjælpeløst, når man ikke kan.

onsdag den 27. oktober 2010

Og så suger du kønsbenet op til navlen og ballerne ned fra lænden

Roklubben har startet vinteraktiviterne. Om onsdagene er det en lille dame med runde overarme og topmave, der lærer os yoga.
Hun minder mig mest af alt om fysioterapeuten, der huserede på min norske barneskole, med meget naturligt hår og krop og tøj og roligmonoton stemmeføring. Og meget seriøs. Alle små barnerygge blev rettet til tinsoldaterperfektion.
Her er det alle de ældre herrer og damer i rodragt, der prustende forsøger at vride arme og ben ud i trekantspositioner og stræk. Og mig og Tim, der kommer til at fnise af de besynderlige ordrer om at trække op og ned i knæ og rulle skuldrene bagud og ned på ryggen.
Alle ordrer gives i du-form; "du trækker vejret" - ja, for ellers dør jeg, i hvert fald sådan i længden og "du følger bare med på dit eget niveau" og "du går nu ud i en asthavashavavishata". Ahva sa' damen jeg skulle? Nå, sætte mig på knæ...
Men spøg til side, hun er vist ganske udmærket, og det ville ganske givet være behageligt, hvis nu gymnastiklokalet var varmet op til mere end 15 grader celsius.
Jeg tager helt sikkert lange bukser på næste gang.

tirsdag den 26. oktober 2010

Jeg vil ikke afvise at det kunne have været en mere produktiv dag

Jeg lagde tappert ud med at stikke hovedet under dynen igen og snooze en halv time, før jeg gik ned og tog min van(d)vittige dukkert ved svanemøllestranden - i strålende solskin iøvrigt. Og så kom jeg ret sent ned til RUC og glemte at spise frokost med de andre og kom til at bruge det meste af dagen på at sidde og studere vildmarkskurser man kan tage hos ATA - jeg vil helst på vintertrapperkurset og hvilken slags dugnad man kan lave hos DNT - jeg vil nok helst reparere hytter.
Herhjemme har jeg kreeret en mindre vellykket karryret; de må gerne beholde deres tofu i Kina, og nogle figen-og-nødde-dimser, der smager lidt af brændt popcorn. Og mine nye roløbeklatrevandresurfesko er heller ikke kommet endnu.
Så jeg sætter mig ind foran det store onde fjernsyn og drikker kirsebærte og spiser ost med gammelt ristet rugbrød og blommer til. Yay for tirsdag!

fredag den 22. oktober 2010

Husk at der var sommer

Kajaktur i Sverige - vi var i Jarnavik naturreservat 200 km nord for malmø og lejede kajakker hos paddelkompaniet
Fra venstre: Morten, Louise, Jakob, Gunnar, Tina, Nina (altså mig), Nicky og Jakob.

Blankt hav at ro på

Små skærgårdsøer at spise frokost på

Mere hav

Trangiakøkken og nyplukkede brombær

Øer at sove på og mennesker at hygge sig med

Lejrplads

Solnedgange

Beundres fortrinsvis udendørs med et glas rødvin eller en kop varm kakao

Nattebål

Og det er i øvrigt Jakob der har taget billeder.

torsdag den 21. oktober 2010

onsdag den 20. oktober 2010

Ikke hver dag, men ofte II

Lemon extravaganza

Kage:
200 g sukker
2 æg
200 g mel
150 g smør
Bagepulver
2 gulerødder
2 økologiske citroner (du skal nemlig bruge skallen)

Fyld:
smør
lemoncurd

Glasur:
en pokkers masse flormelis - jeg brugte ca. en halv pakke. Det er også en godt stor kage.
saft af en halv citron + lidt citronsaft på flaske

Husk at tænd for ovnen; ca 200 grader. Rør æg og sukker sammen, skræl og riv gulerødderne fint, riv den gule skræl af citronerne og pres de tre halvdele af dem, den sidste skal bruges til glasur.
Kom revne gulerødder, citronskal og saft i sammen med mel og smør, bland til en nogenlunde glat dej. Bages til den er gylden - cirka 20-30 min. Rør fyldet sammen, smørret skal have rumtemperatur for at det bliver pænt og glat.. Lemoncurd er i princippet bare citronsyltetøj, jeg havde et glas stående fra min farmors atomlager. Kan vist også fås i Irma og større supermarkeder.

Lad kagen køle lidt af når den er kommet ud af ovnen, skær den igennem og kom fyldet mellem de to lag, det må gerne smelte lidt ind i den lune kage.

Rør glasur sammen af flormelis og citronsaft, hvis det skal være et tæt tykt lag, skal man lave den ret stiv. Hæld det først på kagen når den er kold!

Kan pyntes med krymmelkugler og sådan, hvis man er til det. Jeg glemte dem i denne omgang, fordi jeg var mere optaget af at spise kagen.

Ikke hver dag, men ofte


Bade nøgenbad i koldt vand med gyldent lys. Årstidens opdagelse: hår på benene har faktisk en isolerende effekt.

onsdag den 13. oktober 2010

Sand mellem tæerne

Her skulle have været et billede. Det er der ikke, fordi min telefon og min computer ikke er på talefod. Noget med at vælge en anden mappe at gemme billeder på, men det kan jeg ikke finde ud af hvor jeg kan vælge.

Billedet er ellers en meget fin solopgang over Øresund set fra Svanemøllestranden. I undrer jer muligvis over hvad pokker jeg laver nede på Svanemøllestranden så tidligt om morgenen, hvis nogen gætter på at jeg var ude at ro, er det dog forkert.

Jeg var ude at bade. Vinterbade, eller mere korrekt, efterårsbade. Om det er koldt? Lige omkring 11 grader celsius, så jeg har været i køligere.
Ligefrem at udsætte sig for det frivilligt, og ikke bare fordi man er på vandretur og enormt snavset, lyder måske lidt ekstremistisk, men det er ret fantastisk at begynde dagen med havblik, sandstrand og gylden solopgang. Jeg ved der kommer efterårsdage med gråregn og bølger, men jeg tror faktisk også at den slags dage også bliver lidt smukkere, hvis de begynder med et morgendyp, så jeg har tænkt mig at fortsætte med mit vinterbaderi. Lidt mindre spleen, lidt mere glæde.

I må gerne synes at jeg er skør. Jeg synes det er dejligt.

Edit: jeg vil morgenbade, såfremt det lykkes mig at stille mit vækkeur så jeg vågner til solopgang, fremfor til lyden af ivrige skolebørn på vej i skole. Selv de bedste intentioner...

søndag den 10. oktober 2010

Det mest spændende jeg kan byde på fra denne uge


Eksotiske fiskedeller med grønne linser (proteiner til pseudovegetariske sportsmennesker)


Grønne linser (dem du skal begynde med):
grønne linser - 1 dl/person
laurbærblade
salt
vand
olivenolie
citronsaft
peber

Skyl linserne i en sigte, mest for at tjekke at der ikke er sten i. Kog dem møre i vand med salt og laurbærblade efter anvisningen bag på posen, smag undervejs, de bliver lidt sørgelige hvis de får for meget, og er på den anden side ærgelige at gumle i, hvis de får for lidt.
Vend dem i en dressing af citronsaft, olivenolie og friskkværnet peber.


Fiskedeller:
500 g hakket torsk (eller anden fisk)
nogle forårsløg
frisk chili
hvidløg
ingefær
økologisk citron
sesamfrø


Hak forårsløg og chili fint. Riv den gule skal af citron, ingefær og hvidløg, pres den halve citron (den anden halvdel bruger du til linser og servering) og hæld det i en skål til den hakkede fiks og bland det hele. Steges i olie på en varm pande, til fisekdellerne er pænt brunede og gennemstegte, drys sesamfrø og pres lidt citronsaft på det hele til servering.

Der blev cirka 10 deller af portionen og jeg (der generelt spiser meget) spiste tre med en ordentlig portion linser til. hvisman vil have grøntsager til, tror jeg en råkostsalat med gulerødder, hvidkål og æbler ville være fint.

Ellers? Så har jeg skrevet speciale og roet. Udmærkede aktiviteter, men ikke så newsworthy.

Norgesbilleder - i yderkanten af Oslo


Akershus elv har jeg badet i en milliard gange som barn. En lille sti fører ned gennem skoven i kløften fra vores gamle baghave til elven. På vej ned til den stille badekulp er der en mængde vandfald med fine udkigsposter.

Når vi skulle se på noget andet end den hverdagslige elv, cyklede vi op til Østernvann.
Det ligger der stadig, alt sammen.

tirsdag den 5. oktober 2010

Hjemvendt fra sneen

Jeg er kommet hjem igen, dog foreløbig uden billeder - den der blåtand på mit kamera og min computer er blevet uvenner med hinanden.
Det var dog et meget hyggeligt besøg, hvor jeg nåede at se Katarina, men desværre ikke Helene, der skulle arbejde, og de er jo efterhånden de veninder jeg har kendt i allerlængst tid, men ser allersjældnest og alligevel har vi kendt hinanden så længe og så godt at der ikke er de pinlige pauser, hvor man ikke ved hvad man skal gøre, selvom vi ikke har set hinanden i noget nær et år.
Oppe i min faders hytte, der er lille og rød og har græs på taget var der lidt køligt til vi fik ordentlig fyr på petroleumsovn og pejs, og så blev der til gengæld også meget lunt. Den ligger i sommergræsningsfeltet, hvor det stadigvæk er brunt og vådt norsk efterår, men tager man bilen fem kilometer opad bjerget og går en lille tur, så kommer man op til sneen og tåget vinter. Der er også en fiskeelv og badekulp (dog kun egnet til sommerbrug) og en lokal top, hvor man kan gå op og beundre udsigten.
Vi var mest helt lavpraktiske og beskæftigede os med at gå ture, tænde op, lave mad, rette døre op, male vinduer, sætte wirer fast for vinteren, klippe græs og fjerne småbirke fra taget, male vinduer og andet småtteri, der skal ordnes i sådan en hytte.
Søndag kørte vi ned igen, og mandag formiddag var jeg hjemme til en fin solskinsdag og kedelige kontorting.

tirsdag den 28. september 2010

Pest og kolera

Jeg tager en godt forlænget wekend i Norge hos farmand, og flyver for en gangs skyld derop. Billetten var billigere end busturen, og det tager jo kun en time at flyve. Hvis man læser kontrkaten med småt, indebærere det dog også at man skal tidligt afsted, for senere på dagen er billetterne dyre, og man skal jo tidligt i lufthavnen og tjekkes for ikke at være terrorist. Så jeg skal op klokken 4.30, og regner med at være hjemme hos min far sådan cirka klokken 10. Busturen tager 8 timer.

Jeg vil pakke alle mine uldtrøjer og gå i seng. Så vender jeg tilbage med billeder på mandag.

torsdag den 23. september 2010

Reklame, antireklame og snart weekend

Jeg drager til den forjættede by Odense og tager på fisketur med min yndlingsrolf i morgen.
Først skal jeg nu lige til semesterstartsforelæsning med KiFF på KUA og interviewe Esther og lytte til Dorthe Jørgensens vise ord. Det foregår fra klokken 14 i lokale 27.0.9. Der er reception og pindemadder bagefter.

En helt anden ting er at jeg kommer fra en meget behåret familie og derfor er Den Heldige Lyse, så min moustache er blond. Dog fjerner jeg den sådan lidt af og til, når den bliver for bemærkelsesværdig. Det kan dog ikke anbefales at bruge veets voksstrips til ansigtet. Det var lidt ligesom dengang man var fem år gammel og blæste hubbabubbatyggegummibobler og de sad fast udover hele ansigtet og i håret. Komplet med farve og lugt. Jeg er meget hårfri nu, også på uplanlagte steder. Og lidt klistret.

tirsdag den 21. september 2010

Fordele ved at være en dame

Man kan hænge i klatrerebet på legepladsen og gryntende prøve at lave armhævninger og mavebøjninger, uden at blive arresteret fordi nogen tror man er pædofil.

mandag den 20. september 2010

Men weekender kan jeg godt lide

I weekenden er det ikke spor svært at vågne, da er jeg tidligst oppe og henter avis i postkassen og laver lækker morgenmad til mig selv. Læser alt fra politisk debat over motionssiderne,s om jeg egentlig altid blvier lidt harm på, fordi de kun skriver om at løbe, som om det var den eneste form for motion der duede, når nu det er så kedeligt at løbe, over litteratursiderne, der altid giver mig lyst til at gå på biblioteket og låne bøger og gemme mig i hængekøjen med en kop te resten af dagen. Og nu er det blevet efterår igen, og lige køligt nok at svømme ved svanemøllestranden (i hvert fald uden våddragt, og sådan en har jeg ikke rigtigt råd til i øjeblikket), så om søndagen er jeg hende densporty, der står ved i øbrohallen klokken ni om morgenen, når de åbner.

Jeg læste nu ikke bøger hele dagen, istedet var jeg ude ved mit hav til styrmandskursus om lørdagen og kajaktur om søndagen. Meget pædagogisk blæste det en halv pelikan lørdag eftermiddag, så det var ekstra svært at lægge pænt til. Det gik nu alligevel.

Cyklede en tur op langs med strandvejen bagefter (som om det ikke er nok at ro strækningen fire gange om ugen) for at se til min farmors hus, der er blevet tømt helt og aldeles og har fået et 'til salg'-skilt udenfor ved vejen og ser helt småt og fremmed ud, selvom der stadig lugter af farmor.
Og alle de der småtng, der skal gøres såsom at vende potteplanter, der strækker sig efter lyset, så de kan gro jævnt, vaske tøj og gulv, lave græskarsuppe og se temaaften på DR om polyamorøse forhold, mens man spiser fødselsdagschokolader.

Jeg ved ikke hvad det er med mandag morgen

men det ser ud som om vi ikke rigtigt kan finde hinanden. Enten snoozer jeg vækkeuret så meget at jeg falder helt i søvn igen, eller også glemmer jeg helt at sætte det til og sover længere end hvad jeg ellers gør i weekenden. Vågner ved at reklamerne ringer på og tænker helt forvirret hvad det er for en fræk laban, der bliver ved med at ringe på midt om natten, indtil det går op for mig at det er langt op ad formiddagen, og jeg har sovet alt for længe og er helt tung og træt i hovedet og heller ikke når til æstetikkursus denne mandag.

torsdag den 16. september 2010

Turbanparty - nu med billeder


Vi fyldte lejligheden med alle de bedste menensker vi kendte.

Lavede underlige drinks.

Nogen var ikke så glade for dem.

Nogen var gladest for karamelkringle og te.


Nogen havde taget sjove hatte på.

Nogen dansede trommedans i stuen.

Andre fjollede i sofaen.

Jeg holdt tale for folket.

Og de lyttede begejstret

og sang fødselsdagssange for mig!
Og der er flere billeder! Vil I have flere billeder?

onsdag den 15. september 2010

Efterårssysler


Cykelreparationer så det gamle skidt kan holde vinteren over.
Kajakudflugter i havnen i blæsevejr på det her vand.

Varm kakao med flødeskum i gigantkopper efter kolde kajakture.

Og leg med ny telefon med kamera og bluetooth. Så nu kommer der billeder igen, omend i diskutabel kvalitet. Dog bedre end ingen illustrationer.