Hejdå Tammerfors

Farveldrinks. Ikke så mange, men de rigtige mennesker. De fleste er på ferie. Lidt mærkeligt at jeg tager afsted og afsked nu, og det føles ikke helt virkeligt. Men også rigtig. Jeg har været her nu. Vil også gerne tilbage på besøg. Og meget måske lidt længerevarende om noget tid. Men der tales ihvertfald om år, og ikke måneder. Det er tid til at rejse. Danmark er langt væk.

Så er vi ved at være der

Mine ejendele er næsten pakket sammen. De vejer omkring 35 kilo, minus vandreudstyr. Det synes jeg er ret godt klaret. Det spændende bliver så at se hvor meget det koster at sende pakkerne til Danmark, for de er pakket i flere forskellige kasser og tasker. Jeg mistænker at jeg bør nærstudere postis prislister og ompakke så taskerne vejer præcist 9,5 kg, eller 19,5, istedet for 11 og 12 og 6 kg, således at det bliver billigere.

Ligeledes drager jeg ud på tur igen med retning mod Nordkapp, i første omgang tager jeg til Oulu i morgen, og derefter videre nordpå i Finland til jeg rammer Inari. Fra Inari kan man nemlig tage til Karasjok og derfra burde det være piece of cake at komme til Nordkapp. Eller noget deromkring. Og så tager jeg nedad mod Oslo, og regner med at ramme Far og Kari lige lidt før midten af august, og så kommer jeg hjem. Og iøvrigt skifter jeg adresse til Adams minikollektiv på Østerbro, så jeg er emigreret herfra.

Var der andet? Det føles lidt som om jeg har glemt noget...

U-turn

Så er jeg i Tampere igen, parat til at fejre fødselsdag for JP d. 13. juli, og skal ellers pakke mine ejendele sammen og sende dem hjemad. Jeg er nemlig slet ikke færdig med at være ude at rejse, og siden der både er ferie og penge på kontoen tager jeg afsted igen, når jeg er færdigpakket.

Så bliver det op nordpå i Finland og ind til Norge og Nordkapp, ned til Lofoten, Bodø og hurtigrute til Trondheim, og derfra bus hjem til far i Oslo og derfra til København.

Nu nåede jeg jo ikke rigtigt Nordkapp i denne omgang, og det var måske også lidt ambitiøst på knap to uger, hvis ellers man skal nå at se noget. Så rendte jeg jo ind i Rasmus i Trondheim, han var også på eventyr og på vej mod nord, og havde en bil med en ledig plads. Den tog jeg med glæde. Og da vi godt kunne lide hinandens selskab (nu ikke på den måde, hvis I tænker sådan, kan I godt tage og dyppe indersiden i en gang tredobbelt salmiakspiritus. Det var meget ærbart.)

Han ville gerne på fjeldtur, og det ville jeg faktisk også, så vi tog over Saltfjellene, og jeg blev sat af i Arjeplog i Sverige. Derfra tog jeg med bus til Umeå, hvor jeg sov på en meget pudseløjerlig campingplads (hvorfor er campingpladser altid lidt underlige?) og med færge til Vaasa og tog til Tampere, og nu sidder jeg her og synes det er gået meget stærkt det hele.

For tre dage siden sad jeg på et norsk bjerg, for to dage siden lå jeg i et telt og delte rom og røverhistorier med Rasmus i midten af Sverige, igår rejste jeg hele dagen, og nu er her alt for mange vægge.

Stadig i live og på tur

Jeg er i Mo i Rana og tager på vandretur i Saltfjellene.