Min tro, skriveøvelse dag 8

Rent generelt er jeg ikke så meget for organiserede religioner. Tro er jo netop tro, og hvis man er så mange mennesker, der er så enige om at man tror noget bestemt, ender det hurtigt med at man synes man ved og har ret. Hvis der så er nogle andre, der mener at de har ret i noget helt andet, er det man står med en rask lille religionskrig, som vistnok er det, vi mennesker er kommet allermest op at slås om, når man ser bort fra sult og ejebegær. Religion er opium for folket og præsterne er pusherne, der ender med magten.

Jeg har ikke noget imod folks personlige overbevisning om noget mere og højere i livet og verden end samtalekøkkener og H&M's næste sommertøj. Funderinger over hvor vi kommer og fra og hvor vi skal hen og hvordan man ter sig på vejen mellem de to punkter, kan jeg på ingen som helst måde se noget skidt i. Det er baggrunden for det meste kunst, kultur, filosofi og livsvisdom, og jeg tror på mennesker og håber på at vi kan finde ud af at leve ordentligt sammen, og der behøver vi nok nogle regler vi kan være nogenlunde enige om. Men både guderne og reglerne er nok nogen vi selv har hittet på.

Jeg er dermed udmærket klar over hvor stor betydning religion har for vores tankegang og moralsæt, selvom vi slet ikke selv er religiøse officielt, vores armodsprotestantiske fortid i den skandinaviske kulturkreds har stadig relevans i dag. Det betyder nu ikke at vi stadig bør tro på en nytestamentlig Jahve, der skabte verden; dog heller ikke at jeg kan forklare hvor verden kommer fra - jeg er så humanistisk uddannet at jeg knap nok kan forklare hvor elektriciteten kommer fra og hvordan fly kan lette. Selvom jeg ikke kan forklare det, tror jeg nu ikke på at det er ved magi.

Jeg har hørt en kreationistisk forklaring på evolutionsteorien, om at det svarer til at tro at bare man har nogle planker og mursten og mørtel, bliver det til et hus af sig selv, hvis man venter længe nok.
Den ligning passer ikke helt ind i mit temperament, for det første er huse ikke reproducerende organismer, og for det andet er forklaringen halv i sig selv, for hvor kommer plankerne og mørtlen i det hele taget fra til at starte med?
Det er noget med Big Bang og sammenpressede atomer og hele universet, der kan være på spidsen af en knappenål og alt for vidtløftigt til at jeg kan rumme det. Der findes kræfter derude vi ikke kender til, der har sat noget i gang vi ikke forstår, men det er nok nærmere fysik, vi bare ikke fatter.

Og hvad jeg ihvertfald ikke fatter, er hvordan man kan bilde sig selv ind at en eller anden guddommelig kraft har igangsat hele det kolossale milliardårige show for 30.000 års latterlig menneskehed, der alligevel ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og smadrer scenen på et sekund. Så skulle den hersens urkraft have nedskrevet regler om hvornår man må knalde og hvad man må spise og hvordan man skal sy sit tøj i hånduddelte bøger, og der er kun en af de mange millioner religioner, der er den sikre vej til et liv, der fortsætter i al evighed med honning og rosiner, efter vores jordiske hylster er mugnet?

Som om tyfoner og torden bryder sig om mennesker.