Om den der jul - til fanklubben

Den var lille og hyggelig, for det var jo kun mig og min mor og storebror. Vi så greven af Monte Christo og jeg strikkede vante og lånte min brors hænder og strikkede om igen en million gange, mens min mor benægtede at der var noget vi skulle hjælpe med og beklagede at maden blev forsinket. Der var dog så meget julekage og småkage og konfekt og the og kaffe at det var helt fint med sen middag, ellers var det næppe lykkedes os at spise en hel and og rødkålssalat og kartofler og sovs og risalamande. Der var selvfølgelig to mandelgaver, og min mor påstod ihærdigt at hun var kommet til at spise mandlerne, og mig og bror derfor skulle have gaverne.
Så var der gaveoppakning og jeg fik uldne strømper og undertøj og strømpebukser og sådan en halsfidus og en kalender med Nemi, og var særdeles tilfreds med udvalget. Man bliver et nemmere barn med alderen, uldmamelukker havde næppe været et hit for ti år siden.

Første juledag gik vi tur i sne og sol og kulde, spiste anderester, og jeg blev sendt hjem med toget med gaver og mad. Anden juledag var der endnu mere mad, denne gang ude hos min bedstemor, og det var fætrene og kusinerne og en enkelt onkel, for alle de rigtigt voksen var enten på arbejde eller syge. Hyggeligt var det i hvert fald, og aftenen blev afsluttet med endnu mere julegaveudveksling i Nordvest, hvor jeg også blev lykkeligt genforenet med min telefon, så nu kan man ringe til mig igen.

I går skulle jeg egentlig havde været flittig og arbejdet, men al den mad og socialisering havde åbenbart sat sig på hjernen som træthed og jeg fik ikke foretaget mig noget som helst fornuftigt. I dag sker der dog noget skriftligt også andetsteds end her. Lige sås tille og roligt.

Og jeg har stadig en hel hylde i køleskabet fyldt med juleslik og kage.