Beklagelse

Jeg beklager; undskylder på bedste hvis som en anden slesk politiker, men i modsætning til dem mener jeg det nu. Hvis du havde håbet på et indlæg om dagen, må jeg nok skuffe dig, valgløfterne kan ikke indfris, de tidslige ressourcer er knappe og skal fordeles på mange pligter, ligeså er kreativiteten bredt ud som alt for lidt smør på et alt for stort stykke ristet brød.

De kommer, skriveøvelserne, lidt efter lidt, heller velorvejet end ligegyldigt. Jeg håber du er enig.

Interludium; typhoid Mary

Fredag var forkert. Helt forkert på alle måder, jeg kom for sent op, og fik ikke lavet noget på kontoret og var i alment råddent humør. Lørdag morgen gik det op for mig, at det var nok fordi jeg var rask nok til at blive rastløs, men ikke rigtigt rask nok til at jeg havde foretaget mig noget mere fysisk aktiverende end at gå til og fra toget.

Således oplyst bestemte jeg mig for at tage i svømmehallen, selvom jeg ikke er helt sikker på at man må det,hvis man stadigvæk måske indeholder baciller. Så hvis der opstår en epidemi med epicentrum i Øbrohallen, så er det min skyld. Jeg synes bare ikke at jeg er hardcore nok til at løbe ture i snevejr endnu. Og styrke/rotræning virkede også bare.... Koldt.

Dog kan jeg så videreformilde at øbrohallen lørdag formiddag er meget mere stille og rolig end søndag formiddag. Det var kun mig og nogle særdeles nydelige unge mænd, der trænede crawl. Jeg tror oven i købet en af dem flirtede med mig.

Enter Ego. Skriveøvelse dag 1

Jeg hedder Nina. Jeg læser filosofi og skriver speciale. Det er forhåbentligt snart færdig og efter det aner jeg ikke hvad jeg skal lave. Fortrinsvis finde et arbejde, man får menneskepenge for, og som peger lidt i retning af en fornuftig karrierevej. Lige præcis hvad det skal være ved jeg ikke, men jeg har tidligere arbejdet på museum og som studievejleder og journalist og været i ambassadepraktik og det var alt sammen interessant og sjovt og så har jeg også været hotdog- og softiceforsælger på bakken og rengøringsassistent og køkkenskabsknopsorterer og softwaretester og yngstetjener/bartender/kokkemedhjælper og billet/avis/sodavandspusher i dsb og avisuddeler og barnepige. Det var noget mindre sjovt og interessant. Jeg har fået næsten alle jobs jeg har søgt, undtagen et par stykker, hvor jeg egentlig godt vidste at chancen var minimal. Undtagen den gang jeg blev afvist som kandidat til kasseassistent i Netto og jeg er stadig ikke helt sikker på om det er meget godt eller rigtigt skidt.

Jeg hedder Nina. Jeg er 170 cm høj og vejer 63 kilo og er 27 år gammel og har boet i tre lande og rejst i en ti-stykker og taler otte sprog medtalt dem, hvor jeg stort set kun kan bestille mad, hotelværelse og sige nogle indledende høflighedsfraser. Jeg har boet i seksten forskellige huse og lejligheder og værelser og seks uger i telt i Lapland og tre måneder i brasilianske hængekøjer og en sommerferie i Spanien og en sommerferie i England. Nogen af værelserne har været så små, at man ikke kunne åbne skabet, mens ikeafutonen var slået ud, og nogle har indeholdt så få ejendele, at de kunne tælles med mine samlede fingre og tær, og nogle har indeholdt så meget ragelse at halvdelen skal opbevares i Brøndbyøsters mest mærkværdige lagerbygning. Jeg har haft to kærester (2 år & seks måneder og otte måneder), og de har begge to været søde, og den ene er min bedste ven (en ud af tre) og den anden har jeg ikke talt med i et år og kommer nok aldrig nogen sinde til at se igen. Jeg har gået i skole otte forskellige steder inkluderet universiteter, i snart atten år minus pauser. Jeg har aldrig været på sygehuset, men skal opereres ambulant tre gange til i skulderen for at fjerne verdens største modermærke med SORTE hår på. Da jeg blev født, havde jeg navlestrengen tre gange rundt om halsen og det er skideheldigt at jeg ikke var blevet kvalt i den.

Jeg hedder Nina og bor i kollektiv med Ivan og Adam og Kathrine og de er verdens sødeste og verdens dummeste og vi skændes om rengøringen og holder fantastiske hyggeaftener med film og chokolade og the og rundeskuldermassage. Vi går på druk på de lokale tavernaer og slæber donnaer og don juan'er med hjem og der er altid en at kramme, når de ikke ringer tilbage. Vi holder lillenytårsaften og falder i søvn i en kæmpebunke med glimmer i håret og ingen af vores møbler matcher, for de er alle sammen nogen vi har fået og arvet og fundet og købt på loppemarkeder og slæbt ind i lejligheden og vi mener alle sammen at vi hver især har det hyggeligste værelse. Vi har en grammofonspiller og en cd-spiller, der er sat sammen af delene til fire forskellige gamle og hører helst musik, der er ældre end os selv. Vores fjernsyn er arvet og det eneste vi kan blive rigtigt enige om at se er Simpsons, Top Gear og Americas next top model.

Jeg hedder Nina og jeg vil lære at gå på jagt og at køre med slædehunde og at navigere efter stjernerne og hvilke rødder og svampe, der er spiselige og hvordan man garver et skind og jeg vil lære at sejle et skib og surfe og dykke efter perlemuslinger og bo under et palmetræ og jeg ved ikke hvor man får penge fra, hvis det er sådan noget man helst ville lave, men jeg havde tænkt på at skrive en bog om det og hvis den er god nok, gider du måske købe den.

Jeg hedder Nina og jeg drømmer mere om frihed end om familieliv & fladskærm og jeg morgenbader i Øresund, for så er der i det mindste et tidspunkt på dagen, hvor jeg kan lukke øjnene og mærke verden og tro på at jeg nok skal komme tilbage derud og findes i den igen.

L'ouvertoure

De sidste fem dage har min hjerne været så marineret i snot at jeg ikke har tænkt noget mere avanceret end at jeg godt kunne bruge en lille lur.

Muligvis har hjerne (og krop) bare haft behov for et time-out, hvor specialeovervejelser og financielle hovedbrydninger ikke stod på tapetet, for selvom jeg er pænt flad nu, har jeg haft en særdeles effektiv dag, hvor jeg har syret helt ud i mærkelige filosofiske argumentationer om ligestilling og kønsroller - og nej, I gider ikke læse dem og jeg gider egentlig ikke publicere dem her, den slags på nettet har det med at tiltrække mindre behagelige typer og det her er hyggeblog og ikke en debatblog.

I morges mødte jeg Mireille, der lige havde afleveret speciale til trykning og min kontormakker den fantastiske Kira er blevet færdig og afleverer på tirsdag, og jeg er efterhånden den eneste, der planlægger at blive færdig, som ikke er blevet færdig endnu. Jeg har jo strengt taget også to måneder til aflevering, og en hulans masse sider at skrive og rette og tilpasse og litteraturliste og indholdsfortegnelse og forside og fodnoter og alt det, der gør det til et rigtigt speciale.

Når jeg nu har haft min sygepause planlægger jeg til gengæld at aflyse den ting, der hedder fritid indtil den 31/1-2011. Med undtagelse af juleaften og nytårsaften; og jeg må også godt træne, for ellers ville det ikke bare være mig, der blev tosset, men alle andre omkring mig.

Præsenter gevær!

Jeg hedder Nina. Jeg er syg. Skriveøvelse midlertidigt udsat.

Den store stilhed

Det er ikke sådan at jeg er forsvundet. Det er bare sådan, at jeg tvivler på hvor interessant det er at læse om at jeg morgenbader og sidder på kontor og skriver speciale om noget med filosofi og ligestilling, og så tager jeg til træning og sidder og hiver i en snor, og så tager jeg hjem og spiser aftensmad og går i seng.

Derfor har jeg stjålet noget inspiration, så der er noget at læse om, og den ene abonnent jeg ikke er venner med i virkeligheden (hej Line!), ikke giver mig op fordi jeg er blevet for trist og kedelig. Hold ud, hold ud, snart kommer jeg tilbage til verden.

I mellemtiden:

Dag 01 - Præsentere mig selv

Dag 02 - Min første kærlighed

Dag 03 - Mine forældre

Dag 04 - Det spiste jeg i dag

Dag 05 - Hvad er kærlighed?

Dag 06 - Min dag

Dag 07 - Min bedste ven

Dag 08 - Et øjeblik

Dag 09 - Min tro

Dag 10 - Det havde jeg på i dag

Dag 11 - Mine søskende

Dag 12 - I min håndtaske

Dag 13 - Denne uge

Dag 14 - Det havde jeg på i dag

Dag 15 - Mine drømme

Dag 16 - Mit første kys

Dag 17 - Mit bedste minde

Dag 18 - Min bedste fødselsdag

Dag 19 - Detta fortryder jeg

Dag 20 - Denne måned

Dag 21 - Et andet øjeblik

Dag 22 - Det her gør mig oprørt

Dag 23 - Dette gør mig glad

Dag 24 - Det her får mig til at græde

Dag 25 - En første

Dag 26 - Min frygt

Dag 27 - Mit yndlingssted

Dag 28 - Det her savner jeg

Dag 29 - Mine ambitioner

Dag 30 - Et sidste øjeblik

weekend helg wochenende viikonloppu fin de semana

Det er jo fredag. Fredag skal fejres med fjollet film, fredagsslik og fredagshygge. Det ser oven i købet ud som om jeg er ret alene hjemme, og det virkede at råbe af de andre i køkkenet i går ("Mor er ikke skuffet! Jeg er nemlig ikke din mor! Og jeg er pikkevred! For her er for klamt!") for det ser ualmindeligt nydeligt ud.

Desuden har jeg pillet filosofiske argumenter fra hinanden og lavet en plan over næste uges arbejde, der inkluderer et seminar om mainstreaming. Så lærte vi også noget i dag.

Samfundsomstyrteren Kurt

Når man læser kommunikation, er det en god idé at tilmelde sig kommunikationspostlisten. En hel del kommunikationsstuderende laver noget, der indbefatter spørgeskemaer. Gerne kombinationen spørgeskemaer + studerende (navlepillende projekter - det kender jeg ikke noget til). Derfor får man en frygtelgi masse spørgeskemaer tilsendt på den der kommunikationspostliste.
Enten kan man bare besvare dem - det gør man i starten. Efter 27 spørgeskema i løbet af de to første uger af første semester, bliver man træt af dem og trykker ignore resten af studietiden. Indtil man begynder at skrive speciale og keder sig og for et let ondskabsfuldt forhold til akademia og unge naive studerende. Så forvandler man sig til Kurt, 47, håndværker, fra Nordjylland, der holder meget af opera, ekstrabladet, charterrejser, James Joyce og canadisk indierock.

Mørketid & murmeldyr

Jeg er mest til at gå i seng hen ad otte-tiden om aftenen, og kan alligevel ikke få mig selv til at stå op når vækkeuret ringer om morgenen. Ikke desto mindre er jeg stadigvæk så træt på kontoret at jeg helst vil have en lille morfar på sofaen, for ellers kan jeg simpelthen ikke skrive mere. Indtil videre har det resulteret i at jeg lurede fra 15-16.30 på sofaen i mandags, mens jeg drømte at jeg skulle skrive på et gigantisk tangentbord hvor jeg ikke kunne nå fra den ene ende til den anden og en semipjækkedag i går, hvor jeg dog fik lavet lidt derhjemme.
Nu havde Sune ellers lige fortalt mig hvad det er jeg har gang i, så det kan blive til et færdig speciale. Der er åbenbart et eller andet jeg skal indhente.

Jeg er blevet en af de forsigtige

Jeg har anskaffet mig en familieforsikring, sådan hedder det nemlig hvad enten man har en familie eller ej. Oven i købet gennem min fagforening. Der er selvfølgelig en del papirer, der lige skal underskrives og sådan, før den rigtigt gælder, men det føles meget voksent. Meget lidt ungdommeligt vovemod.

Det hjælper slet heller ikke at jeg i samme ombæring af "praktiske ting, der skal ordnes" har opsagt mit avisabonnement. Primært fordi jeg ikke finder avisen lødig nok; de skriver jo bare en værre gang livsstil og lidt sludder-for-en-sladder debat uden at komme rigtigt i dybden med det, der er interessant, altså kultur (selvfølgelig den rigtige slags kultur, altså den fine, og helst noget med bøger) og videnskab (altså den rigtige slags om de store tanker, kritisk stillingtagen til metode og konsekvenser og alt det, ikke et eller andet pjat om ænders tissemænd) og debat (igen, helst noget der handler om andet end folk der har været i fjernsynet fordi de ikke kan noget).

Jeg er simpelthen blevet alvorligt ramt af voksenhed og intellektualitis. Og nu vil jeg gå ud og motionere mit legeme lidt, købe noget frugt og en tandbørste og derefter læse en endnu ikke udgivet artikel, jeg har plaget ud af en af phd'erne på filosofi. Derefter mangler jeg bare lige at skrive specialet færdig og blive gymnasielærer, så er jeg slået ned. Hårdt og seriøst.

jeg gør det, jeg gør det, nu har jeg gjort noget af det

I har muligvis bemærket at det er blevet november og jeg ikke er blevet cand. mag i triumf og glæde. Der var noget med en farmor, der døde i sommers, som tog lidt tid, og så er der noget med at det er svært at skrive sådan et speciale, og så er der noget med angsten for hvad man dog skal gøre ude i det virkelige liv når man er færdig og og gud, jeg kan jo slet ikke finde ud af det her.
Men jeg har sendt noget til min vejleder om hvad det er, jeg ikke kan finde ud af. Så håber jeg vi kan finde ud af det sammen. Og jeg har søgt ekstra su. Og der er også tre måneder til hammeren falder for alvor.