So long, rødder!

Jeg tager på skiferie til Norge. Mor jer herhjemme i den smeltede sne.

Og strejken fortsætter

Adam opgav først og ryddede op i køkkenet (man mistænker at han har lugtet lunten. Muligvis læser han også blog.) da der var ved at se rigtigt grimt ud efter fællestirsdag, som egentlig mest blev fællesbio og ikke så meget fællesoprydning.
Ellers har Kira tipset mig om at man kan jo sætte det beskidte ind på værelset, hvor Nogen bor. Hun øver sig i at få sine brødre til at rydde op efter sig selv. Åbenbart er Nogen og et par knægte på 12 og 14 på samme niveau.
Og Nogen fik heller ikkke lov til at få grøntsagstærte forleden, fordi han ikek bidrog til fællesskabet. Så kan han lære det!

Forbløffende og skræmmende

Folk der skal til at skrive speciale på kommunkation er åbenbart ikke i stand til at lave en dækkende overskrift eller navngive dokumenter, der skal rundt til i omegnen af femten mennesker. Har modtaget fem dokumenter med titlerne: 'vores oplæg', 'hvad vi vil skrive om', 'mitzi og louises oplæg', 'sylvester' og 'hvad har jeg valgt at arbejde med'. Jeg synes ikke det lyder lovende endnu.

Pigerne mod drengene

Sædvanligvis er jeg glad for at bo i det lille kollektiv. Bare så det er på plads. Men der er altså nogle ting som jeg er meget lidt glad for. Andre menneskers rod og opvask for eksempel. Jeg gider ikke gøre rent efter andre. Hverken venner, kærester, samboere, børn, gamle - hvis de rent fysisk ikke kan, så kan vi godt snakke om det. Ellers er det bare dovenskab, og makker, jeg kan bare godt vise dig hvordan en støvsuger virker, hvis du ikke ved det!
Jeg er ikke den eneste der er pænt træt af andres opvaskebunker, så mig og Kathrine er gået i strejke. I to uger fremover, hvoraf jeg er på skiferie i den sidste, så der skal Kathrine være standhaftig alene. Vi vasker kun op efter os selv. Vi tømmer ikke opvaskemaskinen (nu har jeg tømt og fyldt den omkring 3-4 gange sidste uge. Hvis vi skiftedes, burde det ikke være nødvendigt at jeg gjorde mere end to gange om ugen), jeg planlægger at shoppe en pigeskraldespand, og så laver vi nok ølkøleskabet om til pigekøleskab. TIl næste fællestirsdag har vi (mig og Kathrine) bestemt at vi støvsuger og vasker gulv, og måske bytter pant til ting vi mangler. Salt og sådan. Så kan drenge have deres rådne bananer i fred. Og hvis de vælger at de ikke gider gøre rent, håber jeg de får botulisme.

Om det virker? Nej, det virker ikke. De kommer ikke mirakuløst til vaske op bare fordi alting stabler sig op i køkkenet. Ikke før der mangler tallerkner. De gør nok ikke rent på badeværelset af sig selv før der er gået to måneder og man kun kan opholde sig derude iført gasmaske. Det er en demonstration. For de kommer til at opdage hvor klamt der er. Hvor meget der roder. Den ene af dem gør i hvertfald. Vi har næsten vores eget lille ordsprog her i kollektivet. "Der er nogen der roder/efterlader opvask/madrester/tomme vinflasker overalt!" Og vi ved godt hvem nogen er. Mine venner ved også godt hvem nogen er. For når man kun er fire menensker, så ved man godt hvem der roder. På et tidspunkt ender vi nok med at være tre mod en.
For tja, hvis nogen ikke gider bidrage til fællesskabet, så gider fællesskabet på et tidspunkt heller ikke længere bidrage til nogen. Et kollektiv er et samfund i miniature, og det her samfund har god, lang vilje, men hård justits når den misbruges.
Ellers er det nemlig ikke længere noget fællesskab, hvor man har valgt at bo sammen, fordi man synes at det er sjovest, men en tvungen nødvendighed, hvor man helst vil slippe af med resten og have det hele for sig selv. Og hvis det viser sig at vi er ude i det sidste, så vil jeg ikke lege med mere. Så vil jeg hellere finde et sted at bo hvor man bor sammen fordi det er sjovt, og ikke fordi det er den nemmeste måde at tørre lorten af på andre.

Åh nej!

Jeg tabte flødebollerne!

Livet er en jammerdal

Kira er på vinterferie i Berlin, så der er kedeligt på kontoret, som vi iøvrigt skal flytte fra. På et eller andet tidspunkt kommer der nogle flyttemænd (nok i dag. Måske i morgen. En eller anden gang ihvertfald)og bærer vores ting nedenunder. Forhåbentligivis kommer de også med nogle skriveborde.Og så skal jeg have Alberto til at fremskaffe nogle computere til os. Og hente ny nøgle. or fjerde gang siden december. Jeg er lidt træt af RUC.
Og så er jeg kommet til at melde mig til at være testkanin til noget kommunikationsinterwebnetværks-noget, som tager to timer og helt sikkert er røvkedeligt og dumt og meget uinnovativt som alt der nogensinde er blevet fundet på ovre på kommunikation.
Desuden er jeg snotforkølet og det er dårligt vejr.

Update: men flyttemændene/drengene (de var meget unge) var her og flyttede mine ting. De var søde. Der kommer skrivebord dernede i dag eller morgen, forhåbentligvis og så computer. Og jeg har væretnede på nøglekontoret og få en nøgle der passer.

pigen de kaldte kylling

Jeg havde også vinger og orange ben og røde støvler. Og næbet kunne bevæge sig.

Nyt til fanklubben (aka mor & far)

I torsdags fik jeg fjernet sting fra skulderen. Det gjorde ikke ondt, og den er vokset pænt sammen, men skal benyttes med forsigtighed lidt tid endnu.

I fredags var jeg nede på RUC og være fornuftig, og om aftenen var jeg ude på Rigshospitalets kollegie og var klædt ud som kylling og være meget lidt fornuftig.

Om lørdagen var der stævne, og alle de store drenge gav hinanden bank, mens jeg stod i et mørkt hjørne og solgte øl og var ret træt. Så var jeg hjemme og sove lidt, og tog pæn kjole på og gik i byen med alle drengen, der havde givet hinanden bank og skulle fejre det med øl. Det gjorde vi så.

Om søndagen sov jeg længe og nussede rundt og vaskede tøj i kollektivets nye vaskemaskine. Og jeg har ikke nogen kæreste, og dem der ikke har nogen kæreste, de bliver ikke inviteret ud og lave romantiske ting til valentin. De tager ud til en veninde og synes at mænd er dumme.

Idag har jeg læst og trænet.

Hvad ville elgen dog der?

Min far har lige ringet fra oslo og fortalt røverhistorier. Denne her er dog sand; Karis mor (altså min fars svigermor) bor på et såkaldt gamlehjem i Ål sådan lidt nord for Gudbrandsdalen. Der havde de haft en elg på besøg forleden dag. Den var gået rundt og havde kigget ind af vinduerne, og pludselig bestemt sig for at der så rarere ud indenfor end udenfor og sprang igennem et lukket vindue og ind på et heldigvis tomt værelse. Så gik den ned ad gangen og ind på et andet værelse, hvor beboeren var hjemme, men dog tilstrækkelig kvik til at hun kunne komme ud af værelset og fik lukket døren efter sig.
Slutningen på historien var dog ikke så lykkelig for elgens vedkommende, politiet og vildtplejen kom og skød den inde på selve værelset, for det var helt umuligt at få den udenfor igen.

De må have haft noget at tale om over aftensmaden, de gamle. Gad vide om de fik elgsteg.

Kollektiv staves d-e-l-e

Det er jo ikke sådan et idealistisk kollektiv jeg bor i. Det er et temmeligt tilfældigt kolektiv, der er endt med at være sat sammen af nogle ret fantastiske mennesker, der ser film sammen, laver risotto med mere parmesan end ris, planlægger ture til Berlin, tager på rocken og drikker for mange øl og holder svinesøndag dagen efter, drikker the og strikker strømper, går ture langs vandet og i parken, rydder op efter hinanden og låner appelsiner og broccoli og knækbrød af hinanden, sidder under det samme tæppe i sofaen, går med mustacher og balkjoler om mandagen og har små mærkelige, hyggelige vaner, som man kun lærer at kende når man har boet sammen i lang tid og ikke skal imponere hinanden overhovedet, men bare er hjemme.

Finske efterslæb

Jeg fik et flybonuskort da jeg boede i Finland udfra den betragtning, at over en femårig periode, kan det da godt være at jeg samler point nok sammen til at en gratistur til Ålborg. Derfor får jeg stadigvæk også nyhedsmails fra Blue1 (som er SAS' finske søsterselskab). Det eneste problem er at jeg får dem på finsk. Således har jeg brugt omkring ti minutter på at decifrere en mail, der gik ud på at man kan få grupperabat i februar. Jo flere rejsende, jo mere rabat.
Selvom det i og for sig er bekræftende at jeg stadigvæk kan forstå (noget) finsk, har jeg altså tilladt mig at afmelde de finske nyhedsbreve, og tilmelde mig igen på svensk. Tror jeg nok.

Hukommelsesgenvindelse

Jeg kom pludselig i tanke om hvorfor det var jeg en gang i tidernes morgen begyndte på jura. Det var fordi man (dengang) ikke skulle skrive speciale, men til embedseksamen for at blive færdig. Jeg tror faktisk stadigvæk jeg ville vælg en rigtig svær eksamen fremfor et speciale hvis det lod sig gøre. Allerhelst dog bare et arbejde, hvor man fik løn og havde kollegaer (og en chef, hvor man gerne må spørge dumt mere end fire gange om året).

...Det er i dag et vejr, et solskinsvejr...

Det kan godt være at Banedanmark lukkede ned for halvdelen af trafikken i går og sneen ligger højt i dag. Men solen skinner, og fuglene er begyndt at synge og det er muligt at tage til og fra kontor i dagslys uden at pjække. Jeg kan sidde og kigge ud på blå himmel og hvide marker og snart er det forbi. Lige straks bliver det forår og solskin og grønne øl på grønne plæner, og så står vi forbløffede og kan næsten ikke tro at toget blev aflyst fordi det var snestorm.

The quest for the fiskefrikadelle

Jeg havde en helt usædvanlig stor indre trang til fiskefrikadeller med kartoffelmos i dag. Det er i virkeligheden nok ikke så usædvanligt, kartoffelmos er til enhver tid fantastisk og fisken er et dejligt dyr, der smager godt og sundt.
Og så sidder man der på toget med sine tredive kroner i lommen og drømmer om fiskefrikadeller, går målrettet op til Netto, som er fyldt med stressede børn og skrigende mødre på vej hjem fra børnehave og arbejde. De har ingen fiskefars.
Op med ho'det ven, det her er Østerbro, der er en fiskehandler. Han har lukket.
Midlertidig opgiven.
Jeg traver hjem i sneen, skræller kartofler og gulerødder og æbler og rødbede til den dejlige mos og råkostsalat. Det ser lidt kedeligt ud, og mens kartoflerne koger, begiver jeg mig ud i kulden igen. I den anden Netto er der heller ingen fiskefarsfangst.
Og med mine sølle tredive kroner begiver jeg mig over i superbest, hvor fiskefarsen er lidt dyrere, og må stå og bede om fars for tredive kroner og ikke om et halvt kilo. Men de havde!
Så gik jeg glædesstrålende hjem, spædede fiskefarsen op med nogle af rejerne fra fryseren (jeg kom til at købe 2,5 kilo frosne rejer fordi de var på tilbud en gang i efteråret, nogen der vil forbi til rejecocktails?), stegte fiskedeller, mosede kartofler, rev grøntsager og rånød min første hjemmelavede aftensmad siden vi holdt filosoffrokost.

Og til dagens kuriøse oplysning: RUC har udsendt vejrvarsel med snestorm, hvor der anbefales at man arbejder hjemmefra. Dette kan kun støttes af undertegnede, der sneede inde på RUC sidste onsdag. Dog kender jeg en på et kollegie, som jeg kunne lokke til at jeg gerne måtte spontanovernatte, men ellers tror jeg det er lidt trist at være stuck on RUC, når man finder ud af at det sidste tog kørte kl 17.45, og resten er aflyst ihvertfald frem til 22.