fredag den 27. maj 2011

Jamen, burde du ikke være færdig snart?

Hvis jeg får det spørgsmål igen,så går jeg min vej. Jeg sidder og skriver og retter og skærer fra og sætter til og sammen. Spiser alt for meget slik og alt for få æbler. Streamer DR's jazzkanal, så det er en anelse mindre trist at sidde alene i regnvejret. Det er sjovere at sejle.

onsdag den 25. maj 2011

Jeg har sat d-vitaminerne væk

Det lykkedes mig at blive skoldet inde i øret i går. Jeg havde taget solcreme på, men først ude på vandet, hvor man ikke kan se sig i spejlet og tjekke alle stedet. I gar aftes kunne jeg kun sove på venstre side, for højre øre var en kakkelovn. Jeg vidste godt det med skilningen, men indeni øret? Det er første gang.

tirsdag den 24. maj 2011

Jeg spiser også - morgenmad til aftensmad


Altså,  det der arbejde er faktisk meget fint og hyggeligt, men ikke så blogegnet. Hvert fald ikke på regnvejrsdage, hvor der gennemsnitligt er fire kunder med på hver tur. Når jeg er færdig med at være på arbejde, tager jeg hjem og spiser og sover. Det er heller ikke så spændende.
Dog får man en solid appetit af al den friske luft, og hver dag har jeg haft en større  madpakke med, og kommer stadigvæk hjem og er ved at dø af sult.

Så laver jeg amerikansk morgenmad til aftensmad.

Sæt nogle nye kartofler over, huske rigeligt salt i vandet. To frosne pølser skæres i småbidder og steges på panden (stegepanden, ikke din egen skaldepande). En klat cremefraiche blandes med purløg, salt og peber - det er dressingen man kommer ovenpå al maden. 2 æg og en klat cremefraiche blandes med salt, peber og hvidløg og steges til omelet på pølsepanden - husk at fjerne pølserne først. Når omeletten er færdig, ruller man den sammen og lægger på siden af panden, hælder pølserne på igen og varmer dem op igen.
Kartofler, omelet og pølser hældes over på en tallerken og garneres med dressingen.
 Til dessert anbefales lidt frugt for at tage den værste fedtede fornemmelse.

søndag den 22. maj 2011


Jeg fik lov til at styre lidt i havnen, da bådføreren godt kunne bruge en benstrækkerpause. Det var skæg. Det er også skæg når amerikanere siger ting som: "What are you saying when you speak that other language?  I was told the tour was guided!" "Uhm, well, ma'am, that's when I'm guiding in Danish, since we also have guests here from Denmark. It's the exact same things I'm saying." 
Men hvordan skulle hun også vide at de indfødte ikke taler engelsk. Før sommeren er ovre, skal jeg have bildt nogen ind at vikingerne bor i reservater.

fredag den 20. maj 2011

Nydelig som bare det

Så har jeg fået en uniform, vasket den, lagt bukserne en halv meter op (de er ikke lavet til damer med lårmuskler og korte ben) og tilføjet et frækt rødt bælte. Så må jeg se om man gerne må det, eller de insisterer på marineblå all over.

torsdag den 19. maj 2011

Venner med talenter



Den 28 spiller Camilla på børneteateret på staden klokken 21. Jeg synes du skulle komme derud og høre hende, og måske drikke en øl med alle os fra  kollektivets festklub, der også kommer derud.

listeliste

om mad

Yndlingsret: alt der er stærkt. Men generelt er jeg så altædende, at jeg ville spise lygtepæle, hvis de var fordøjelige. Kh Frk. AltidSulten.

Yndlingsdessert: Bananasplit!

Yndlingsdrik: Myntete, citron&ingefærte, rabarber- og citronlemonade

Værste mad og drikke: Jeg er ikke særlig vild med sodavand. Heller ikke mælk som drik. Mad, der drejer det sig mest om væmmelige slimede, melede konsistenser. Melboller for eksempel. Og så kan jeg ikke lide ansjoser.

Bedste drink: Øl. G&T. Hvidvin&hyld.

Smør på madderne: Altid i blæsevejr. Ellers kommer det and på hvad der skal ovenpå. Avokadomadder med smør er lidt dobbeltkonfekt.

Slik: Ja! Alt for meget. Ikke af tykhedsangst, men fordi jeg glemmer at spise rigtig mad med vitaminer og fibre i, når der ligger vingummier.

Bedste suppe: Jordskok. Borscht.

Yndlingsis: Den der fantastiske citronis, jeg fik som tolvårig på Malta, der smagte helt utroligt af sommer og var syrligtsød på den absolut rigtige måde. Jeg har ledt efter den perfekte citronis lige siden.



Er det dether, de mener, når de taler om mindfulness?

I øjebliket sker der så mage ting, at jeg slet ikke har tid til at reflektere over dem, det går bare overs tok og sten derudaf. Når jeg endelig har et lille frikvarter her og der, trykkes jeg på den intellektuelle pauseknap og tager ud og dyrker noget motion og giver den overophedede hjerne lidt fri. En løbetur rundtom søerne, hvor det eneste jeg gør er at løbe og og hive efter vejret og prøve at fatte at træer kan være så grønne midt i byen efter så lang en vinter. En tur på rulleskøjter, hvor det kun drejer sig om ikke at vælte i potholes og bestemme skibstyper langs strandvejen. I kajak, strakt arm, pagaj i vand, ikke vælte i bølgerne, fremad mod blæsten og jeg splatter stadigvæk litervis af vand i håret på mig selv. Der var gråandeællinger.
Der er kun lige nu, for der er ikke tid til hverken i går eller i morgen.

tirsdag den 17. maj 2011

Fars sømandspige

Jeg har arbejdet hele weekenden og i dag, og fik, ret uventet, først fri klokken ti om aftenen. Nu skal jeg sove og så må I more jer med en sømandsvise  min far har sendt pr. kommentar:

Imellem Nyhavn og Holmen

Tekst: ?gammel sømandsvise
Melodi: Irsk folkemelodi 

Der var en matros og hun hed Nina, ja
og hun hed Nina, ja og hun hed Nina.
Hun sejled' rundt i en smadderkas' ja
imellem Nyhavn og Holmen.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Nyhavn og Holmen.

En dag da Nina havde stødt fra land, ja
havde stødt fra land, ja havde stødt fra land,
hun havde glemt at få proviant, ja
imellem Nyhavn og Holmen.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Nyhavn og Holmen.

Og Nina hun leved' af bakskuld kuns, ja
af bakskuld kuns, ja af bakskuld kuns.
Hun skylled' ned med en kaffepunch, ja
imellem Nyhavn og Holmen.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Nyhavn og Holmen.

Og Nina hun sejled' i dage tre, ja
i dage tre, ja i dage tre.
Men hun fik aldrig mer' land at se, ja
imellem Nyhavn og Holmen.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Nyhavn og Holmen.

Og hver en matros, der går til bunds, ja
der går til bunds, ja der går til bunds,
ham hilser Nina med en kaffepunch, ja
imellem Nyhavn og Holmen.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Nyhavn og Holmen. 

torsdag den 12. maj 2011

Den dumme guide

Idag er der optil flere, der har spurgt mig om hvordan store både er kommet ind i små kanaler med lave broer; både ved kanalen rundt om Christiansborg og i Nyhavn ligger der flere ret store skibe efter lave broer. Jeg ved godt at man kan lægge masterne ned, men de er stadig for høje til at komme under broen. Er der nogen der ved hvordan de har leget tetris med bådene? Far?
Og jo, jeg kunne også bare spørge en gang jeg er i havn. Der har man bare travlt med at lede turister fra- og omborde. Det er lidt som at være fårehyrde, man skal bare have den forreste vendt den rigtige vej. Jeg tror dog får spørger mindre, og om mindre sære ting.

onsdag den 11. maj 2011

Til fanklubben

I dag har jeg været til intromøde på arbejdet, nogle ville måske mene at det er hensigtsmæssigt at lægge et intromøde før man begynder på selve arbejdet, på den anden side vidste vi nu godt hvad det var de faktisk mente, når der blev talt om turisters særprægede vaner. Der var også man over bord-øvelse, og vi fik alle fem lov til at ligge midt i havneløbet mellem langebro og knippelsbro og klumre rundt med an kanalrundfartspram, så alle kan stoppe båden, ifald bådføreren pludeslig dejser om.
Så var jeg i roklubben for at lære at sejle vores motorbåd, den er væsentlig mindre, og noget nemmere at manøvrere. Jeg nåede også at stryketræne før jeg tog hjem og bagte brød, lavede salat og bønnepostej, og nu skal jeg i seng, fordi jeg skal op til en morgenmadsdate kl 7.30.
Fritid? Det er for tøsedrenge.

Frøken kedelig

Noget af det mest triste man kan læse om på blogs er folk, der har travlt, udne at de laver noget der egentlig er spændende. Sådan er jeg lige i øjeblikket.
Jeg kan dog oplyse verden om at jeg har fået to singaporeanske dollars i drikkepenge (tak, dem skal jeg nok få brug for), ros for at være en god guide på min tredje dag af flere forskellige turister, sendt det indtil videre mest besværlige afsnit af specialet afsted til min vejleder, skal rette det sidste teori (hvilekt primært vil bestå af at arbejde med den brede slettepen) og har en god skitse over den sammenbindende analyse, der får filosofi og kommunikation til at hænge sammen i en nydelig sløjfe.
Udover det er jeg blevet typen som laver morgenmadsaftalerr kl 7.30 for at have tid til at se venner, jeg ikke har set i et års tid, fordi de har befundet sig eksotiske steder som USA og Afghanistan. Det var ikke sådan jeg regnede med at bruge min sommer.

søndag den 8. maj 2011

Sommertravlt

Jeg har otte skrivedage denne måned. 14 arbejdsdage. En weekendtur og en arbejdsdag i fødevarefællesskabet, hvor jeg skal pakke tonsvis af grøntsager til alle de andre små flippere.
Der er ikke så meget tid til andre ting, men på denne måneds fridag - idag - fik jeg pakket en rulleskøjtetur, robådsintstruktion, cykelafhentning og en spansklektion ind.
Men det gør ikke noget, for solen skinner og jeg har fregner i hele hovedet og får lov til at være ude på vandet hvertfald hveranden dag, og snart er skriveriet overstået, og jeg skal alt muligt spændende hele sommeren, når jeg ikke skal arbejde.

onsdag den 4. maj 2011

Skraldespansk

Jeg er begyndt på kanalrundfarten, og opdagede at jeg ikke længere kan spansk. Til gengæld har jeg organiseret spansklektioner via couchsurfin det meste af ugen til gengæld for rundvisninger. Omskrevet det spankse til noget der ikke er højkastiliansk martimt sprog. Købt mælk, vasket tøj og bagt brød. Spist chokolademad og vitaminpiller til aftensmad fordi jeg pludselig opdagede hvor sent det var.

Brugt weekenden på den første rotur, at være til fest, træt efter festen og på kanalrundfartslyttetur. Grundigere beskrivelser kommer senere. Jeg skal sove nu. Jeg skal arbejde i morgen.