da jeg gik ud af gymnasiet arbejdede jeg i DSB-kiosken i Køge for at spare sammen til at tage på eventyr i Brasilien og tog af sted i marts måned hvor sneen sjappede om cykelhjulene når jeg cyklede ned midt om natten for at åbne kiosken. I Brasilien var der så mange farver og mennesker og lugte og så meget lys at jeg blev helt svimmel, og på nogle ekstra grå dage kan jeg savne det så meget at mine vinterstøvler nærmest suger sig fast til togperronen.
Efter at jeg havde været i Brasilien begyndte jeg at læse jura inde ved Vor frue kirke, det år hvor Mary og frede skulle giftes, så der var håndværkere der pudsede og polerede pladsen og kirken overalt. Den vinter hang mine støvler fast i alle perroner og jeg gik uendeligt langsomt og alle juraordene sneglede sig frem i mine bøger og var helt uendelige og fuldstændig uforståelige og ligegyldige.
Så begyndte jeg at arbejde i kiosken igen om foråret indtil jeg skulle begynde at læse på Roskilde Universitet. Det ble varmt så den sommer at vi gik i bikini under kitteluniformen og tog på stranden efter arbejde og var fregnede og brune. Og den sommer kom der en dreng med et smil og blå øjne der gjorde mine knæ bløde og gav mig rutschebanefornemmelser i maven. Han købte rød Cecil og vi snakkede sammen om helt almindelige små ting som man nu gør med faste kunder og smilede til hinanden mens ingen af os turde sige nogle af de store ting vi gerne ville. Den sidste uge jeg arbejdede der gik jeg med en seddel i lommen med mit nummer på, for hvis nu han kom så turde jeg måske give det til ham. Men han kom ikke forbi og jeg begyndte at læse økonomi og sociologi og PRR (som ingen kunne forklare hvad egentlig var) og samfundsfag på RUC og så ham en enkelt gang et år efter på perronen i Trekroner ud af øjenkrogen idet jeg var småfuld efter en tirsdagsbar med de andre rusvejledere; han stod af toget og jeg stod på.
Og så! forleden stod han på perronen i Køge og var helt sommerbrun med sin cykel og vi fik øje på hinanden og vi smilede og vidste med det samme hvem hinanden var og der var en meddelelse i højttaleren om at vi skulle længere ned ad perronen for toget skulle deles. Jeg gik ned ad perronen og satte mig i et af de sæder i den første cykelkupé med ryggen mod køreretningen så man kan se hvem der kommer ind, og lige efter kom han ind med sin cykel og satte sig overfor mig og pillede med sin mobiltelefon og jeg pillede med mit strikketøj indtil jeg tog mig sammen og spurgte om ikke han var ham der var kommet i kiosken da jeg arbejdede der? Det var det og vi talte sammen og jeg talte frygtelig meget og ivrigt og højt om filosofi og videnskabsteori mens han smilede så det kildede i min mave og min stemme rystede kun en lille smule. Da han skulle af på Solrød station glemte han helt at få sin cykel med så forvirret var han også blevet og stod først af på Karlslunde men det gjorde ikke noget. Og jeg havde fortalt at jeg arbejder på museet hver anden weekend og han talt frem på fingrene så han kunne vide hvornår jeg var der næste gang. Han hedder Henrik.
Jeg og Solvej var ude og så Sex and the city med indsmuglet sparkletini og røde og blå cupcakes. Vi løb tør for sparkletini efter en time, og måtte ned og tanke op med minichampagneflasker i biobaren. Vi var meget enige om at den kun kan ses med tilstrækkelig mængde pink bubbles - ellers er det simpelthen for slemt! Den er mest af alt et alt for langt SATC afsnit, hvor det ender forudsigeligt med prinsen på den hvide hest. SATC er blevet voksen=kedeligt. Eller muligvis er det bare mig der ikke er blevet voksen endnu. Jeg savnede ihvertfald noget kant. 
