Min mor og far var yngre, end jeg er nu, da de blev gift. De havde lært hinanden at kende i Klampenborg kajakklub og flyttede sammen og blev gravide og blev gift.
Min storebror er 2 1/2 år ældre end mig og da vi var små legede vi næsten altid sammen. Vi skændtes næsten aldrig, medmindre jeg var for strid, for min storebror er god som dagen er lang, om sommeren, og jeg var en lille bisse. Da vi blev teenager holdt vi op med at lege og 2 1/2 år var pludselig ret meget, jeg flyttede til København og læste på universitet og rodede rundt i min forvirring og min storebror blev i Køge og prøvede at finde ud af hvad han skulle være og rodede rundt i sin forvirring og endte med cykelsmed. Vi ses ikke så tit, men han giver ekstravarme sokker til mig i julegave og cykellygter når jeg mister de gamle, og jeg laver konfekt og finder tegenserier han ikke en gang vidste at han ønskede sig.
Selvom vi er ret forskellige er vi også ret ens, og vi kender hinanden.
Min far og mor blev skilt da jeg var teenager, og der var faktisk ikke nogen, der var kede af at de gjorde det. De er begge to blevet gift igen, og meget gladere end de var dengang.
Min far lærte mig at løbe på ski og skøjter og hvad man skal pakke i sin rygsæk på vandreture og hvordan man finder vej gennem tåge med kort og kompas, og man kan spørge ham om næsten alting og nu besøger vi hinanden i Danmark og Norge og tager på hyttetur og til roklubsfester sammen.
Min mor lærte mig hvordan man kreativt kan lave alting ud af ingenting, værdien af strikkeopskrifter og tegnede bolleopskrifter til mig, da jeg var for lille til at læse og insisterede på at bage. Hun har altid valnødder eller kartofler eller ærter med fra sin egen have og vi tager i biografen og er helt enige om hvilke film vi godt gider se og at vi ihvertfald skal have kage bagefter og hun er vistnok den eneste jeg kan holde ud at shoppe med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar