lørdag den 29. januar 2011

Det gælder om at være med (til at vinde)

Jeg var til klub-DM i ergometerrioning idag. Jeps, det vil sige at en stor del af dem, der tosser rundt i diverse in- og outriggere i dansek farvande om sommeren, havde samlet sig i en svedig, indelukket sportshal i Gladsaxe for at se hvem der kan ro hurtigst i maskine, altså absolut ingensteder hen.

Det hele bliver taget meget seriøst, man skal iføres ens rodragter, der snærer lige meget i skridtet, vejes og fortælle hvor gammel man er, så man kan få det rigtige handicap - det var heromkring min indre Maude fik lyst tila t sige at sådan behandler man altså ikke en dame!

Der var ret mange løb at være med til, men som nybegynder er det fire kilometers stafetten der gælder, fire m/k, en romaskine, skift hver kilometer, dunkende teknomusik, stor resultatlystavle, sure gamle mænd, der glemmer at give startsignal, men til gengæld påpeger forkerte skiftemetoder hurtigere end lynet.
Det gik (vistnok) rimeligt godt set udfra egne evner, dog aner jeg ikke hvilket nummer vi rent faktisk blev fordi jeg var nødt til at sidde på en stol og forsøge at trække vejret for at undgå astmaanfald og samaritangreb. Og jeg plejer altså ikke at have astma. Til gengæld ved jeg så, at jeg kan ro 500 meter på 1:55 min og de resterende 500 svingende mellem 2:00 og 2:10, hvilket gennemsnitlig set er 20 sekunder bedre end de tider jeg sidder og fedter rundt med til den daglige træning.
Nørdeindlæg over & out.

Nu skal jeg over til Milla og ønske hende tillykke med et eksamenbevis, hvor der står psykomotorisk terapeut. Det skal hun nok have en flaske farmorsprut på.

torsdag den 27. januar 2011

dag 21; et øjeblik

For nogle uger siden kom jeg hjem en lørdag aften og skulle lave mad og køkkenet lignede noget der var løgn. Det havde det gjort i noget tid og da jeg rakte ind i skabet efter en stegepande, var den beskidt. Da jeg skumvredt marcherede ind i stuen og i et arrigt og sikkert skingert toneleje spurgte hvem fanden den idiot var, der havde puttet beskidte stegepander i skabet, blev jeg mødt af tre sofakartofler, der kun kunne sige uartikulerede "hhmmm?" lyde.
lige der havde jeg kraftedme fået nok og skrev til Kira for at høre om hendes ekstraværelse stadigvæk var ledigt, hvilket det var, dagen efter tog jeg ud og kiggede på det og aftalte at jeg flytter ind.

Nu er jeg sådan en er eksploderer mere som en geysir end som Eyfjallajökul, der kun gør det en gang hvert århundrede, men til gengæld lader aske og surhed hænge i månedsvis. Jeg blæser bare damp ud med jævne mellemrum og hvis man står lidt på afstand, er det ofte underholdende at kigge på, men hvis man kommer  for tæt på, er det en ret destruktiv kraft.
Siden jeg egentlig godt kan lide de mennesker jeg bor sammen med, og godt gider være venner med dem, men ikke kan finde ud af at være venner med deres rod, virkede det som en listigere idé at flytte ind hos Kira, der har en holdning til opvask, som ligger tættere på min egen. Ivan har allerede fundet en ven, der mangler et sted at bo, og overtager mit værelse, så det har alt sammen vist sig til det bedste.
Vi ryster posen med filosoffer, og det kom der kollektiv + bofællesskab ud af.

tirsdag den 25. januar 2011

skriveøvelse dag 20; denne måned

Speciale - usjovt. Intet andet.
Træning - hårdt, men livsnødvendigt for mentalhelse (og klub-VM)
Flytning - impulsivt og lettende

mandag den 24. januar 2011

Noget jeg fortryder II/weirdshitiown.com

Jeg er ved at rydde ud herhjemme i kollektivværelset af særlige grunde der ikke skal afsløres helt endnu, og hold da fest hvor har jeg mange underlige ting. Det er ikke en gang kun de særheder jeg har arvet fra farmor, men i allerhøjeste grad også mine egne underligheder. Gamle cykelnøgler og elektronik. Breve og dimser. Papirer og lønsedler fra halfemserne. En trilliard bøger. Hobbykreagejl og strikkegarn til en livstid.
Nu skal det ud og væk og gemmes på det underlige lagerrum i Glostrup, så jeg kan få et minimalistisk værelse med et skrivebord jeg kan sidde ved og plads til mig selv og mit hoved. Det er meget tiltrængt.

Noget jeg fortryder

Et tyvsjålent visdomsord; det er for tidligt at give op og for sent at starte forfra.
Folk der siger at de ingenting fortryder, lyver ellers har de ikke lært nok.
Sandheden i 'je ne regrette rien' er at man kan ikke fortryde noget, man kan i hvert fald ikke ændre det i særlig  mange tilfælde.

Der er meget jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde vidst det jeg ved nu, men det ved jeg jo kun i kraft af det liv jeg har levet. Cirkulær argumentation.
Men der er en del ting jeg fortryder at jeg ikke i det mindste prøvede, at jeg ikke turde lidt mere da jeg var yngre, i stedet for at gøre sådan som jeg troede jeg skulle. At jeg havde haft modet til at følge mine egne ideer istedet for andres, og at jeg ikke havde hørt så meget efter hvad andre mente. På den anden side kan jeg godt forstå og huske hvorfor det var svært. Hvorfor det stadigvæk er så svært. Hvor kunne man have levet mange forskellige liv og hvor er det svært at vælge det rigtige.

For mig var det især rigtigt svært at være 17-18-19-20 år og skulle forestille at være noget der var rigtigt voksen og tage de der valg, der bestemmer hvad der egentlig er for et slags menneske man bliver resten af livet. Derfor gjorde jeg det, der var nemt og gik på universitetet som pæne piger med pæne karakterer gør, uden at tage chancen med de vilde ideer.

Nu er jeg snart færdig og nu står jeg der igen - 27 og nu gælder det, SU'en er brugt til mere end sidste krone, specialet skal lige gøres helt færdigt og så, hvad fanden gør jeg så? Helst noget jeg ikke fortryder.

I det mindste er jeg ikke gravid med en jeg egentlig ikke er sikker på jeg vil være kæreste med, eller teknisk insolvent, eller har opgivet livsdrømmen jeg havde en gang, sådan som nogen i nær og perifer omgangskreds. Eller jurist.

søndag den 23. januar 2011

Søndagsfølelsen

 Jeg er så træt at jeg ikke en gang gider gå fra skrivebordet over til hængekøjen. Og her roder og mine arme og ben vejer et ton fordi jeg styrketrændede igår og sofaen er for kort til at ligge på.
Jeg lover at vende tilbage med noget mere interessant i morgen; Skriveøvelse 18: ting jeg fortryder.
Chokolade. Strikketøj. Det tror jeg godt jeg kan.

fredag den 21. januar 2011

Tit op

Jeg har lavet en header, eller i hvert fald sat et billede ind øverst oppe med noget, der ifølge blogspot skal være en beskrivelse. Billedet forestiller et ømt og kærligt portræt af mit lådne ponyben lige omkring knæet, med en picnicbænk & picnic i Lofotens bjerge i baggrunden. Jeg kan heller ikke finde ud af selvudløserbilleder.

Nina spiser



Torsk
+
Savoykål
+
majroer
+
jordskokker
+
grapefrugt
=
Dampet torsk i savoykål med rodsalat.

Placer torsk i savoykålsblade med noget smagsgivende (jeg tester oliven, citronskiver og salt og peber).
Rens rødderne og skær dem i tyndest mulig skiver. Fileter grape, gem saften og bruge den til at lave en dressing med olivenolie og sådan noget. Spises med ris eller brød eller kartofler, hvis man har brug for sådant.

Skriveøvelse dag 18: min bedste fødselsdag

Måske er jeg bare ikke i stand til at huske længere tilbage end to år. Måske er det rent faktisk rigtigt, at mange ting er blevet meget sjovere, jo ældre jeg er blevet.
For to år siden fyldte jeg 25 og var lige flyttet til Finland fordi jeg havde et helt umætteligt behov for at komme ud og væk. jeg kendte slet ikke nogen, og boede i en lejlighed på cirka 35 m2, hvor interiøret bestod af en seng, et bord og en stol jeg havde lånt, og en gammel madras og en malerstige jeg havde klunset. Jeg havde præcis to tallerkener og fem plastikkopper, og der kom en hel masse mennesker, jeg kender nu og der var musik og kage og drikkevarer og jeg endte med at sove i arm med ham jeg blev kæreste med deroppe, fordi nogen af gæsterne var faldet i søvn i sengen efter at vi have teste hvor mange der kunne ligge i den.

Året efter var jeg lige præcis kommet tilbage til København efter et år i udlandet og en sommer i telt, og stadigvæk helt rundforvirret over at være hjemme. Da kom den lille håndfuld som er mine allerbedste venner og vi hørte skramlede lp'er og fortalte røverhistorier og stod ude i nattelun gård og smugrøg.

I år holdt vi turbanfest med mærkelige drinks, fordi jeg havde arvet al min farmors vermouth og hendes kollektion af pudsige hatte og der var mængder med mennesker i kollektivet.

onsdag den 19. januar 2011

Dagsrapport

Stod for sent op. Tog ned på RUC og kiggede på specialet. Læste tegneserier og avis på nettet i stedet for at glo på det åbne word-dokument, jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Spiste frokost. Kiggede mere på word-dokument og rettede lidt i nogle sætninger. Læste lidt i en dum bog. Var sur på speciale og tænkte at det da kan være ligemeget og jeg holder bare op og gør hvad? Gik ud og lavede te.
Drak te og spiste mellemmad. Fandt anden bog frem og skrev halvanden side om lighed og enshed, og lavede punkter over hvordan det skulle fortsættes i morgen. Tog toget til Nordhavn og sleb og lakerede båd. Tog hjem og spiste f'lafel. Går i seng nu.

tirsdag den 18. januar 2011

Skriveøvelse dag 17; mit bedste minde








Det ultimativt bedste? Og jeg må kun vælge et?
Ok, Nordkap '09, efter fire-fem uger i telt og på tommel, gratisbillet doneret af italiensk motorcyklist, der stoppede og gav mig sin brugte (de du'r nemlig i to dage), solskin og klar himmel, den eneste på Knivskjellodda bortset fra et par rensdyr, midnatssol, morgenbad i ishavet.

lørdag den 15. januar 2011

Intertekstuel kommunikation

Jeg har langt om længe opdaget blogger statistics, og her er nogle læsere, som jeg tror hverken er venner&familie eller mig selv, der retter stavefejl, for så meget håber jeg ikke at venne&familie-gruppen overspringshandler.
Der er dog ikke så mange kommentaerer, og det er egentlig ok, for jeg kommenterer sjældent selv på andre blogger, og så mange læser jeg nu egentlig heller ikke, og jeg har jo også antispam-spærre på. Så det er forståeligt nok.
Men jeg har lavet tre små firkanter under hvert ndlæg man bare lige kan sætte et kryds i, Ja! for ting man kan lide, Nej! for ting man ikke kan lide og Meh! for ting man bare ikke syntes var særlig spændende. Lidt mere udveksling. Lidt mere sjov.

Så kører vi.


Doin' it wrong

Jeg har sendt en jobansøgning.Det er ikke er rigtigt voksenjob, så der er rum for eksperimenter med formen. Jeg var meget ærlig. Det har jeg lige fået at vide er en dårlig strategi hos fagforeningen. Jeg tror ikke på dem.

Det bliver spændende at se om jeg får det.

torsdag den 13. januar 2011

Skriveøvelse dag 16; mit første kys

Det kan jeg overhovedet ikke huske. Det har med garanti været Fredrik eller Yngve eller Kim eller en af de andre drenge jeg gik på barneskole med i Oslo, til en eller anden fest, hvor vi skulle lege flaskehalsen pegede på, og en af de uheldige knægte fik til opgave at kysse mig, der var den rødhårede bebrillede giraf, og jeg har med statsgaranti protesteret intenst for at det skulle være lidt mindre pinligt for os begge to.
Jeg har stadigvæk problemer med at huske første kys, fordi indeni er jeg fortsat med at være hende den kiksede, der ikke rigtigt vil kysse på drenge, og flertallet af første kys, hvor man skal tage lidt mere mod til sig, er det sket ud på de senere timer, der har det med at være uskarpt i fremkaldningen.
Jeg synes alligevel også at det næste kys er vigtigere. For det meste helst med den samme, bare for at undgå misforståelser.

mandag den 10. januar 2011

Til møde hos drømmedræberne

Jeg fravalgte specialeskriveriet i dag til fordel for et a-kassearrangement. Det var fint med gennemgang af reglerne, der sikrer at jeg rent faktisk kan få nogle penge, når jeg er snartfærdig og der måske ikke er jobs. Det går jo godt i øjeblikket, kun 30 % af de færdiguddannede indenfor kommunikation og journalistik er uden arbejde et år efter uddannelsen - resten har fundet noget! Det lyder jo herligt.
Sjældent har jeg også troet at jeg ville mene at kommunikation faktisk var en helt fin uddannelse, men efter at have hørt på fire journalistdåser brokke sig umådeligt i alle pauser over at deres speciale på SDU faktisk skulle indeholde 50% akademisk materiale, og ikke bare kunne være produkt, syntes jeg faktisk at de kommunikatoriske holdninger til teori og den akademiske verden er helt fornuftige.
Ligeledes forekom filosofi mig pludselig at have lavpraktisk fagelementer, de har da lært mig at tænke udenfor boksen, komme med nye ideer, der ikke er brugt en milliard gange før, argumentere for dem, og gøre det på stående fod.
Så blev vi spurgt om hvad vores drømmejob var, og naivt svarede jeg ærligt. De bad selv om det.
Det stod så ret meget i modsætning til de tyve andre, der gerne ville være den nye Lotte Thorsen, og syntes at mit drømmejob som formidler af naturrejser+lokalkulturjournalistik lød helt enormt lattervækkende, mens deres egne fascination af christiansborg da var helt unik og den lige vej til TV2 News primetime.
Jeg satser dog på at der også findes folk, der godt gad se programmer om urskove i New Zealand, Maorier og surfere på de vilde vover, eller tage med på telttur til Lapland, og at jeg kan lave dem. Realistisk eller ej, så er det i hvert fald ikke dummere end at drømme om at lave deadline eller være kulturredaktør på politiken. Nogen gør det jo, og det kunne lige så godt være os.

søndag den 9. januar 2011

Grit


Når jeg er træt af bøgerne, reparerer jeg cykel. Bevæger mig, laver noget. Sliber båd. Jeg kan godt lide at hugge brænde, bore hylder op, høvle lige og glat, få ting til at virke igen. Håndværker. Åh, jeg skulle have været håndværker, pludselig kan jeg sé det - jeg skulle have været håndværker.

fredag den 7. januar 2011

Jeg er heldigvis ikke alene om at være den mærkelige pige

Ting som folk har googlet hvorefter de er havnet på min blog:

nina den ufikse - jeps, det er mig.

skinny jeans - dem er jeg ikke så stor fan af, men bare du lader være med at kombinere hængerøv og skinny jeans, skal jeg nok lade være med at sige noget.

ønskeliste fødselsdag - dem har jeg mange af

van dango og lærebog? - jeg kender ikke Hr. van Dango. Eller mener du Fandango? Lærebøger kan jeg anbefale mange af, hvis altså det er filosofi vi taler om.

slangord for bryster - patter, jader, babs&nutte, lunger, barm, tasker, gajoler, meloner

pagefrisurer - Tja, måske en li'som Katy?

julefrokost huskeliste - sådan en har jeg! Hjalp den?

gider ikke skrive speciale - det kan jeg sgu godt forstå, det gider jeg heller ikke.

"mao konfekt" - mao konfekt? Det ved jeg ikke hvad er. Kinesiske karameller med kulturrevolutionstema?

Strikker - strikker hue? Sokker? vanter? Du må være lidt mere præcis, ellers kan jeg ikke hjælpe.

Ubeslutsomhed - det kender jeg godt godt. Måske...

bornholmerure dame - jeg vidste ikke at bornholmerure kom i damemodeller. Spændende.

dims stofservietter - jeg har mange dimser. Og mange stofservietter. Eller skal du lave en dims med en stofserviet? Det er lidt uklart.

døgnrapporten østerbro - var det min eller en mere officiel du var ude efter? Om ikke andet håber jeg det var underholdende i mild grad.

Skriveøvelse dag 15; mine drømme

Idag tjekkede jeg. Vi er halvvejs.
For tiden falder jeg i akut udmattelsessøvn og kommer for det meste lidt senere op end jeg havde planlagt på forhånd og kan ikke huske hvad jeg drømmer. Det er bare en stor dunkelhed, der er alt for kortvarig. Zzzzzzz
Men under mere normale omstændigheder så kan jeg noget lidt mystisk: jeg ved at jeg drømmer, når jeg drømmer, dvs. bevidste drømme. Det er noget man kan lære ved lidt meditation, er effektivt mod dårlige drømme, bevirker at man oftere kan huske hvad man har drømt og det skulle efter sigende også virke også på børn, der har mareridt.
For midt vedkommende drejede det sig om den store Bussemand, der prøvede at komme og ta' mig om natten, mens jeg sov de uskyldiges søvn. Når han nu dukker op, ved jeg at jeg drømmer, og der slet ikke findes nogen bussemand og så vågner jeg. Helt uden panikangstens sved, fordi jeg har viklet mig helt ind i dynen og sparket til den jeg sover ved siden af, mens jeg i søvne er løbet fra bussemanden. Det er meget rart at slippe for. Selvom drømmemeditation lyder enormt flippet.

torsdag den 6. januar 2011

Fastfood


Såfremt ingredienserne findes for hånden tager det her måltid maks tyve minutter at lave, og det er herrenemt. Perfekt for aftener, hvor man egentlig ikke gider lave mad, men ved man ville have rigtig godt af et nogenlunde sundt og næringsrigt måltid. Eksempelvis aftener, hvor man først er hjemme klokken 0tte efter en lang dag på kontoret og en træning der var ved at tage livet af én. Det smager oven i købet rimelig godt, ihvertfald i min mund, selvom det ikke ser så sexet ud i min telefon.
Laks med grønne linser og spinat

Grønne linser - 1 dl pr person, hvis I er sultne, ellers lidt mindre
et par laurbærblade
et fed hvidløg
salt

Dressing
olivenolie, citronsaft og peber

ca 7 frosne spinatklumper pr person - igen hvis I er sultne, ellers lidt mindre
en klat smør
lidt mælk
salt, peber og muskatnød

1 portion laks pr person, ca. 100-150 g - min var frossen i separate pakker fra Aldi
citronsaft
salt og peber

sesam- og nigellafrø

Kog linserne i en gryde med laurbærblade, hvidløg og lidt salt i ca. 20 min. Hæld vand og laurbærblade fra, mos hvidløgsfeddet, hæld lidt olivenolie og citron over og drys en anelse
peber over. Rør rundt.

Mens linserne koger finder du spinat og laks frem fra fryseren. Laksen kan tøs op i en skål med lunkent vand - indeni indpakningen!
Spinaten tøs op på panden med en klat smør, hæld en slat mælk ved når den er tøet, krydr med salt, peber og muskatnød, og mosl det op i et hjørne af gryden. Eller læg det på et tallerken/serveringsfad og hold lunt.

Steg laksen med salt, peber og citron. Pas på den ikke får for meget, den bliver ret nemt tør.

Anret spinat, linser og laks på en tallerken, drys med sesam- og nigellafrø. Hvis du har. De findes bl.a. i Tiger-butikkens krydderihylde.

Anbefalet dessert: chokoladeispind med orangesmag og en kop grøn te med engelsk krimi. Eller måske en banan, hvis man er bange for at ens bukser er ved at blive for små. Dog stadig med te & krimi.

Denne uge, skriveøvelse dag 12 (eller noget deromkring)

Mandag:
Morgenbad i Øresund og på pinden på RUC og fik omsat specialefrustrationer til behandling af dokumentet der bærer titlen: Ligestilling på hvilke præmisser, og indeholder lange overvejelser vedrørende nævnte dilemma, samt afsnittene den lækkende rørledning, Gender bias, implicit bias og den gammeldags mandschauvinist, Lighed, ikke enshed - det uretfærdige køn. I skal vist være ret glade for at jeg kan separere mellem privat og professionelt. Og jeg kom ikke med toget til trænin, for der var et tog på østerprut station, der var faldet af et rangerspor, og derfor var regionaltogene til og fra Roskilde aflyste.

Tirsdag:
Morgenbad i øresund og på RUC igen. Da var jeg gået lidt død i uretfærdigheden og overgået til kapitlet, der handler om hvad den der feminisme er for en fis. Der var tog at komme hjem med, så jeg kom i svømmeren og forsøgte at crawle efter Jes' instruktioner, hvilket resulterede i at vi blev enige om at jeg nok skulle begynde med at lære at trække vejret rigtigt, når jeg svømmer almindelig brystsvømning først.
Efter at prøve at inhalere hele øbrohallen gennem næsen uden at drukne og indtage flere liter klorvand og snottet hele bassinet til, fandt jeg ud af at det er muligt at puste ud under vand og ind over vand uden at få vand med ind.
Til aftensmad lavede jeg rosenkål, fordi jeg aldrig har fået rosenkål før, fordi min mor ikke kan lide det, og her små ti år efter at jeg er flyttet hjemmefra tænkte jeg at det var på tide at få en selvstændig mening om sagen. Det viste sig at rosenkål er ok i begrænsede mængder.

Onsdag:
RUC igen, stadigvæk på 'Hvad er feminisme for en fis?' Trøstede mig med wienerbrød fra kantinen. Tog til tiden, træning i roklubben, mine baller gjorde oprør, jeg tog billeder af mig selv i omklædningsrummet og bloggede ud til folkets underholdning og spiste æggemadder til aften.

Torsdag:
Std sent op og er på RUC og udskyder det der med 'Hvad er feminismen for en fis?' med at blogge og hente refernecebøger på biblioteket. Har en plan om ergometertræning igen idag, medmindre den onde kombination af sne og DSB sætter en stopper for det.

Fredag:
RUC igår, RUC i dag, RUC igen imorgen! Fredag plejer at være styrketræningsdag. Hvis jeg når det. Har bestemt at jeg skal i biffen og se Winter's bone og har tvunget ven med der får lov til at betale. Planlægger at medbringe særdeles velfyldt slikpose.



Lørdag:
Planlægger jeg at købe noget uldgarn til en trøje jeg er blevet lun på i min mors gamle bog med fiskertrøjeopskrifter. Den kan muligvis blive færdig når jeg er pensionist. Og flere uldundertrøjer. Det skal der også indhandles. Og så skal jeg nok skrive lidt.

Søndag:
Skriveskrive. Måske på RUC, hvis jeg kan overkomme at tage derned. Ellers på bibliotek.

OBS! jeg lover at finde på bedre titler til mine kapitler før jeg afleverer specialet. Desuden håber jeg på øget forståelse for uinspireret blogning - jeg er bare virkelig kedelig lige nu. Altså, rosenkål og svømmeture? Næh du, snart er jeg arbejdsløs akademiker og det skal nok blive spændende!
. 18

onsdag den 5. januar 2011

Ponyen Yvonne

Skriveøvelse dag 14: det havde jeg på. Jeg snyder lidt, fordi jeg for en gangs skyld var iført andet end jeans&skjorte&trøje. Min uge er jo den samme i morgen.


Farmors omsyede yvonnekjole fra 60'erne?
Tudsegammel rød højhalser
Fleeceforede strømpebukser fra vila (de er smarte, og med det mener jeg varme).

Udenpåtøjet: den fantastiske Helly, alpeklat, fake indianerstøvler, russisk halsklud, vanter fra brormand og telefon med røde høredutter- eevriday my friend.

Billederne er taget i omklædningsrummet efter træning, de har meget større spejl end mig, og tema i pink. Drengeomklædningen er knaldende blå.
Og så synes jeg at det er ret skægt hvor tydeligt det bliver i sådan et stort spejl, at jeg er gjort fuldstændig som en menneskepony; lidt kort og velmusklet & firkantet og ret glad. Måske er det også derfor jeg ikke bliver nogen stor modeblogger. Det er svært at gøre ponyer om til elegante araberheste, der ser godt ud i alt.
Og det er iøvrigt bare fordi jeg kun har mobilkamera og at det er ret dårligt, at billederne er så voldsomt uskarpe - hvilket jeg beklager, men i må leve med til bedre financielle situationer er opstået. Det er ikke fordi jeg har noget imod at der findes identificerende billeder af mig på nettet som fremmede mennesker kan se. Fremmede mennesker må godt se mig, det gør de hver dag ude i virkeligheden.

Den mærkelige pige

På facebook klikker jeg alle reklamerne væk og rapporterer dem som "offensive". Det morer mig meget.

tirsdag den 4. januar 2011

Skriveøvelse dag 12; i min håndtaske

Jeg går ikke med håndtaske. Jeg går med rygsæk, eller træningstaske og så har jeg da også et par skuldertasker, dem der med lang rem, som man tager på skrå over brystet, så de elefant deler damesagerne på midten, og man har hænderne fri til vigtigere ting end at holde i sin pudderdåse i en perlebesat dimmer uden plads til vigtige ting som bøger og ekstra ulden trøje.

I rygsækken:
  • mobil
  • lommebog
  • et helt rugbrød
  • og en ost -både rugbrød og ost efterlades altså i køleskabet på RUC, jeg manglede nye forsyninger
  • og tre klementiner
  • et brev fra RUC
  • et brev fra en ven
  • en Nemikalender
  • et Nemiblad
  • en kopieret udgave af Kymlicka: Contemporary Political Philosophy; kapitlet om feminisme
  • en taskeparaply
  • en kalender
  • en halv pose halstabletter
  • forbløffende mange bind og tampax fordelt i lige så mange lommer
  • kontaktlinser til venstre øje
  • tandbørste
  • ansigtscreme - den svanemærkede uparfumerede billige fra fakta
  • deo - apotekets
  • fire kuglepenne
  • en guldneglelak
  • snotpapir
  • et par gamle boner
Tidligere på morgenen fandtes der også et par skiftetrusser til brug efter jeg havde været i hullet (i isen, ned i vandet, jo, det er koldt) ved roklubben. Nu ligger de i skabet i roklubben. Godt jeg ikke skal til at opregne hvad der findes der.

søndag den 2. januar 2011

Det bliver et godt år

2010 sluttede med en af de hyggeligste og sjoveste fester jeg længe har været med til.
(men har I også bemærket at alle fester er blevet til gode fester her på det sidste selvom der er færre af dem?) På trods af, eller måske netop på grund af en høj grad af ædruelighed fik vi rent faktisk talt med hinanden om fjollede ting og vigtige ting og ting, der var spændende for teenagerne og ting der var spændende for de gamle - a.k.a. os på 26+. Vi spiste til det stod ud af ørerne, smurte hinanden ind i glimmermakeup og legede antikapitalistisk pakkeleg, hvor man kun må tage ting med, der allerede bare ligger derhjemme og flyder, og jeg var hende der tudede af grin over Solvej, der pakkede en gammel dykkermaske og et tandpastafarvet cardigansæt op og Lars, der fik alt dullegrejet, hvorefter de begge to iførte sig herlighederne.

Nytårsmorgen spistes der brunch og jeg lokkede nogen med ned og havbade i hullet i isen ved Kvik. I dag gik jeg ned og trænede og ned og kiggede på vandet og solnedgangen, der var helt kamprosa og dunkelblå.
Og nu, nu er årets første rigtige måltid maskintorsk med laks i stedet for torsk, og i aften skal glimmeret af og i morgen er det et nyt blankt år, der er begyndt med verdens flotteste solskin og jeg skal bare lige skrive lidt mere på specialet og så er 2011 helt mit til at lege med.