dag 21; et øjeblik

For nogle uger siden kom jeg hjem en lørdag aften og skulle lave mad og køkkenet lignede noget der var løgn. Det havde det gjort i noget tid og da jeg rakte ind i skabet efter en stegepande, var den beskidt. Da jeg skumvredt marcherede ind i stuen og i et arrigt og sikkert skingert toneleje spurgte hvem fanden den idiot var, der havde puttet beskidte stegepander i skabet, blev jeg mødt af tre sofakartofler, der kun kunne sige uartikulerede "hhmmm?" lyde.
lige der havde jeg kraftedme fået nok og skrev til Kira for at høre om hendes ekstraværelse stadigvæk var ledigt, hvilket det var, dagen efter tog jeg ud og kiggede på det og aftalte at jeg flytter ind.

Nu er jeg sådan en er eksploderer mere som en geysir end som Eyfjallajökul, der kun gør det en gang hvert århundrede, men til gengæld lader aske og surhed hænge i månedsvis. Jeg blæser bare damp ud med jævne mellemrum og hvis man står lidt på afstand, er det ofte underholdende at kigge på, men hvis man kommer  for tæt på, er det en ret destruktiv kraft.
Siden jeg egentlig godt kan lide de mennesker jeg bor sammen med, og godt gider være venner med dem, men ikke kan finde ud af at være venner med deres rod, virkede det som en listigere idé at flytte ind hos Kira, der har en holdning til opvask, som ligger tættere på min egen. Ivan har allerede fundet en ven, der mangler et sted at bo, og overtager mit værelse, så det har alt sammen vist sig til det bedste.
Vi ryster posen med filosoffer, og det kom der kollektiv + bofællesskab ud af.