Til møde hos drømmedræberne

Jeg fravalgte specialeskriveriet i dag til fordel for et a-kassearrangement. Det var fint med gennemgang af reglerne, der sikrer at jeg rent faktisk kan få nogle penge, når jeg er snartfærdig og der måske ikke er jobs. Det går jo godt i øjeblikket, kun 30 % af de færdiguddannede indenfor kommunikation og journalistik er uden arbejde et år efter uddannelsen - resten har fundet noget! Det lyder jo herligt.

Sjældent har jeg også troet at jeg ville mene at kommunikation faktisk var en helt fin uddannelse, men efter at have hørt på fire journalistdåser brokke sig umådeligt i alle pauser over at deres speciale på SDU faktisk skulle indeholde 50% akademisk materiale, og ikke bare kunne være produkt, syntes jeg faktisk at de kommunikatoriske holdninger til teori og den akademiske verden er helt fornuftige.

Ligeledes forekom filosofi mig pludselig at have lavpraktisk fagelementer, de har da lært mig at tænke udenfor boksen, komme med nye ideer, der ikke er brugt en milliard gange før, argumentere for dem, og gøre det på stående fod.

Så blev vi spurgt om hvad vores drømmejob var, og naivt svarede jeg ærligt. De bad selv om det.

Det stod så ret meget i modsætning til de tyve andre, der gerne ville være den nye Lotte Thorsen, og syntes at mit drømmejob som formidler af naturrejser+lokalkulturjournalistik lød helt enormt lattervækkende, mens deres egne fascination af christiansborg da var helt unik og den lige vej til TV2 News primetime.

Jeg satser dog på at der også findes folk, der godt gad se programmer om urskove i New Zealand, Maorier og surfere på de vilde vover, eller tage med på telttur til Lapland, og at jeg kan lave dem. Realistisk eller ej, så er det i hvert fald ikke dummere end at drømme om at lave deadline eller være kulturredaktør på politiken. Nogen gør det jo, og det kunne lige så godt være os.