Everybody knows the truth, Frank, we just become better liars

jeg var inde at se Revolutionary Road i dag. Med Kate Winslet og Leonardo Dicaprio, og det kan i princippet give enhver pseudointellektuel kuldegysninger og ufrivillige tics med tanke på Titanic. Men den her er god. Som i "Se den! NU! Ordre!". 

Men jeg vil egentlig ikke skrive en filmanmeldelse, for det er ikke det dette indlæg drejer sig om. Jeg vil skrive om hvorfor jeg egentlig tog afsted til Finland. Hvorfor jeg var nødt til at tage afsted. Og jeg skal prøve at være ærlig. Også selvom jeg er bedre til at lyve. 

Jeg var træt af mit studie. Træt af at bo på et mildest talt ærgeligt kollegie. Træt af det hele. Og egentlig ikke særlig glad, og nok heller ikke særlig rar. Faktisk i virkeligheden måske mere ked af det hele. Og det var der vist ikke rigtigt nogen der lagde mærke til, inkluderet mig selv. 

Jeg havde dog lagt mærke til at det ikke gik i længden.. At det ikke nyttede at sidde på mit kollegieværelse og blive mere og mere træt af de vægge, der ikke måtte males i nogen anden farve end snavsethvid. At det ikke nyttede at sidde på mit kontor på RUC og lade som om jeg skrev projekt, når jeg i virkeligheden drak bitter, grøn the og stirrede på computerskærmen, der nåede at være mere sort end hvid i løbet af en arbejdsdag. 

Der er sikkert nogen der undrer sig over hvorfor jeg ikke bare kunne gøre noget ved det i Danmark. Det kunne jeg ikke. Det har noget med vaner, og tryghed og comfortzones at gøre. 

Den behagelige, håbløse tomhed. 

Jeg var nødt til at tage væk. Væk fra jer alle sammen og jeres forventninger og meninger og den måde I så mig på. Men især også nødt til at tage væk fra mig selv, og mine forventninger og vaner, og den måde jeg så ud på verden. 

Finland var temmelig tilfældigt, og en god, tilforladelig undskyldning, der kunne give mening for både mig selv og jer. Der var et udmærket universitet, og et arbejde, og alle mulige andre ting der ikke gjorde det alt for stort og skræmmende at tage afsted. I princippet kunne jeg jo have taget til et hvilket som helst sted, og lavet hvad som helst, og resultat var forhåbentligvis blevet mere eller mindre det samme. 

Og hvad er det så egentlig blevet til? I princippet er det jo ikke fundamentalt anderledes ting jeg laver her, end jeg lavede derhjemme. Jeg går stadigvæk i skole og arbejder og laver middagsmad og vasker tøj og tager bussen, og i virkeligheden er det måske heller ikke det det handler om. Det handler om at jeg fik chancen for at se lidt på mig selv. Hvad det egentlig var jeg ville med det hele. Og jeg vil ikke skrive nogen Phd. Jeg vil ikke ud og have et smart job, hvor man tjener masser af penge. I virkeligheden var det måske slet ikke universitet jeg skulle være begyndt på, men noget helt andet. Jeg skulle have turdet satse lidt mere på det jeg egentlig gerne vil; at skrive. Som jeg ville så meget at jeg slet ikke turde af bar præstationsangst, for hvad nu hvis jeg ikke kunne?

Og det er min forældres og samfundets og min egen og alles skyld at jeg ikke tog på journalisthøjskolen eller forfatterskolen eller bare gik igang. I virkeligheden er det fuldstændig ligegyldigt, vis skyld det er. Uanset hvad er jeg snart færdig med min uddannelse, og jeg har nået at vælge så meget om, at jeg er endt med noget udefinerligt kommunikation, der jo også handler om at skrive, og trods alt ikke sidder skrækslagen på et advokatkontor og undrer mig over hvad fanden jeg laver der. 

Jeg ved godt hvad jeg vil nu. Ikke helt hvordan jeg skal komme til at gøre det, men jeg tror på det. At det kan lade sig gøre. Det er måske en smule paradoksalt med tanke på hvor lidt jeg egentlig har skrevet heroppe. Alligevel har jeg skrevet mere end nogensinde ellers. Jeg har skrevet blog (jo, der sgu også at skrive!), og jeg har skrevet (ok, i stor grad oversat) artikler. Detbehøver ikke alt sammen være den store perfekte kunstroman. Man må gerne starte småt og blive dygtigere og lære. Jeg er ikke tilfreds nu, og bliver det måske heller aldrig. Der skal være en ambition, en vilje til at komme videre; gøre det bedre næste gang. 

Jeg ved hvor jeg vil starte. 

Og nej, I skal ikke synes det er synd for mig. Fordi jeg ikke havde så godt i Danmark. Det er ikke det, indlægget handler om. Det handler om at turde. At gøre det. Kigge frygten i øjnene og sige "Det her stinker. Nu gør jeg noget ved det!". Og jeg har gjort det. Jeg brød mig ikke længere om det liv, jeg levede. Og så ændrede jeg det. Og jeg er meget gladere nu. Det er overhovedet ikke synd for mig. 

Jeg vil ikke lyve mere. Jeg vil leve sandheden. Kliche eller ej.