Den der date

den gik jo godt.



Han er stadigvæk et af verdens rareste mennesker. Altså ham jeg var på date med, og det var nu ikke Allan Olsen. Jeg er sikker på Olsen er mægtig rar, men han er lidt for gammel til mig. Vi var ude og høre ham spille. Dalton, ja, sgu, og de var ret gode. Det kan godt være de hverken er unge, smukke eller hippe, og at jeg er så langt væk fra kernemålgruppen som man overhovedet kan være, men hvis man har levet af at lave musik og spille koncerter længere tid end jeg har levet, så kan man altså noget.
Så må I gerne være uenige men jeg havde det noget så hyggeligt sammen med alle de tofarvede damer fra vestegnen og fulde, halvgamle håndværkere og den ene unge, jeg selv havde inviteret.

Så selvom der var lidt indledende nervøsitet fra begge sider, så var maden god, overraskelsen var god, og pluspointene var vist deroppe af på den indre måltavle. Der blev overnattet og gået tur og drukket kaffe og spist restelasagne og snakket om mangt og meget og også tiet stille om den del ting, men dem kan vi nok nå at snakke om en anden gang. Så blev han sendt hjem og køre sine forældre til stationen i Kolding på ferie.
Nu sidder jeg så og overvejer hvornår man må ringe igen og høre hvornår man kan ses, uden at virke som hende den gale stalker, der funderede længe på om han var blevet ædt af en hvidhaj eller hvad der nu var sket. Solvej siger næste weekend.
Det overholder jeg aldrig...