Pigerne mod drengene

Sædvanligvis er jeg glad for at bo i det lille kollektiv. Bare så det er på plads. Men der er altså nogle ting som jeg er meget lidt glad for. Andre menneskers rod og opvask for eksempel. Jeg gider ikke gøre rent efter andre. Hverken venner, kærester, samboere, børn, gamle - hvis de rent fysisk ikke kan, så kan vi godt snakke om det. Ellers er det bare dovenskab, og makker, jeg kan bare godt vise dig hvordan en støvsuger virker, hvis du ikke ved det!
Jeg er ikke den eneste der er pænt træt af andres opvaskebunker, så mig og Kathrine er gået i strejke. I to uger fremover, hvoraf jeg er på skiferie i den sidste, så der skal Kathrine være standhaftig alene. Vi vasker kun op efter os selv. Vi tømmer ikke opvaskemaskinen (nu har jeg tømt og fyldt den omkring 3-4 gange sidste uge. Hvis vi skiftedes, burde det ikke være nødvendigt at jeg gjorde mere end to gange om ugen), jeg planlægger at shoppe en pigeskraldespand, og så laver vi nok ølkøleskabet om til pigekøleskab. TIl næste fællestirsdag har vi (mig og Kathrine) bestemt at vi støvsuger og vasker gulv, og måske bytter pant til ting vi mangler. Salt og sådan. Så kan drenge have deres rådne bananer i fred. Og hvis de vælger at de ikke gider gøre rent, håber jeg de får botulisme.

Om det virker? Nej, det virker ikke. De kommer ikke mirakuløst til vaske op bare fordi alting stabler sig op i køkkenet. Ikke før der mangler tallerkner. De gør nok ikke rent på badeværelset af sig selv før der er gået to måneder og man kun kan opholde sig derude iført gasmaske. Det er en demonstration. For de kommer til at opdage hvor klamt der er. Hvor meget der roder. Den ene af dem gør i hvertfald. Vi har næsten vores eget lille ordsprog her i kollektivet. "Der er nogen der roder/efterlader opvask/madrester/tomme vinflasker overalt!" Og vi ved godt hvem nogen er. Mine venner ved også godt hvem nogen er. For når man kun er fire menensker, så ved man godt hvem der roder. På et tidspunkt ender vi nok med at være tre mod en.
For tja, hvis nogen ikke gider bidrage til fællesskabet, så gider fællesskabet på et tidspunkt heller ikke længere bidrage til nogen. Et kollektiv er et samfund i miniature, og det her samfund har god, lang vilje, men hård justits når den misbruges.
Ellers er det nemlig ikke længere noget fællesskab, hvor man har valgt at bo sammen, fordi man synes at det er sjovest, men en tvungen nødvendighed, hvor man helst vil slippe af med resten og have det hele for sig selv. Og hvis det viser sig at vi er ude i det sidste, så vil jeg ikke lege med mere. Så vil jeg hellere finde et sted at bo hvor man bor sammen fordi det er sjovt, og ikke fordi det er den nemmeste måde at tørre lorten af på andre.