Fix & elegant

Jeg har lige været på besøg hos min far i Norge. Og selvom jeg har været ude at gå ture i den norske skov, er det dog også ensbetydende med at jeg har indtaget langt flere kalorier end jeg plejer at gøre. Det gør jo så nok ikke så meget alligevel, for jeg plejer at være en sund ungdame, der ikke spiser mere, end hvad jeg bruger. Men her til aftes (hvor jeg mest har indtaget rødvin og islagkage) kom jeg til at se et program på tv-et -elller-andet-popsmart- om usædvanligt tykke amerikanere. Intet kan få nogen til at føle sig så slank som mennesker, der skal tabe sig hele personer, før de kan stå op. Som i på to ben. Og med mindre man begynder at snyde rigtig meget så er jeg 1,70 (og måske lidt tættere på 1,69 i virkeligheden) og vejer nok omkring 60 kilo. Dvs. helt og aldeles normal og alligevel findes der mennesker som skal tabe mere end min hele eksistens. Jeg forstår det ikke. Hvordan ender man der? At andre skal hente fastfood, så man kan opretholde kampvægten på 250 kg? Jo, det er forhåbentligvis stadig sjældent i vores fornuftige skandinavien, men de findes åbenbart. Fri mig for den verden, og til træning med Steffen og drengene i morgen....