lørdag den 31. juli 2010

Marskandiserbutikken

Vi er ved at rydde op. Til overtagelse såfremt man henter det: reol, meget solidt hjemmebygget skrivebord fra 80'erne, adskillige turbaner og diverse...

fredag den 30. juli 2010

Gratis glæder for folk på su

Zulu bio i fælledparken i truende vejr. Vi var ikke en gang hvad der kan være i en almindelig biografsal. Man kunne tage slik, popcorn og varm kako med (mig) og ryge (Kathrine). Filmen var oven i købet rigtigt god. Og det regnede ikke en gang. Bare husk uldtrøjen.

Ønskeliste fødselsdag 2010

  • Bukowski: what matters most is how well you walk through the fire
  • Leonard Cohen (altså noget af hans musik, ikke selve manden. Selvom det kunne være ret sejt)
  • Mandolinjern
  • Kamera
  • T-shirts
  • Ekstern harddisk
  • Magnetlygte til cykel
  • 2x cykelslange + dæk (jeg skal lige tjekke størrelsen)
  • En damecykelsaddel
  • Og en cykellås
Gaverne kan afleveres hjemme hos mig d. 10/9 fra kl. 20.30. Så får man til gengæld turban på og pastis at drikke. Mødre og andre, der ikke er til pastis & turbanpartys kan bare sige til hvornår det passer dem. Så kan de komme og få the og kage.

onsdag den 28. juli 2010

Let underholdning

Stjålet fra livet i helsingfors, da jeg ikke har den store fantasi, får I syv sager om mig, som I måske ved. Måske ikke, alt efter vores forhold i det virkelige liv.

  1. Jeg tog alene til Brasilien på backpackertur i tre måneder som nittenårig.
  2. Da jeg var lille, var jeg sådan et barn, der intet kunne lide. I virkeligheden ville jeg helst slet ikke spise andet end slik, ost og jordbær. Nu spiser jeg nærmest alt.
  3. Jeg har kun haft to rigtige alvorlige kærester. Henrik (2,5 år) og finnen aka JP (otte måneder). Henrik er en af mine allerbedste venner i dag og JP har jeg ikke talt med siden jul, på hans opfordring.
  4. (Men jeg vil nok egentlig gerne have en kæreste. Det er bare svært at finde en god én. I må gerne sige til, hvis I har et godt tips.)
  5. Jeg kan ikke fordrage at skrive speciale. Eller læse bøger jeg skal læse, fordi det er pensum. Alt andet faglitteratur, jeg ikke skal læse, er meget mere interessant.
  6. Jeg kan stadigvæk godt lide at lege. Der er bare så få på min alder, der gider...
  7. Ting er kun sjove, indtil jeg har fundet ud af hvordan det virker. Det gælder stort set alt fra sportsgrene til fagområder og lande. Så begynder jeg at kede mig og vil helst rykke videre med det samme.

søndag den 25. juli 2010

Fortsættelse følger

Efter de sidste par poster har det egentligt været lidt svært at skrive noget her.
Det lyder jo meget skrækkeligt og alvorligt, og det er også alvorligt. Det var også ret skrækkeligt for min farmor at være så syg som hun var. Netop derfor er det egentlig godt at det gik så hurtigt.
Men i bund og grund var det ikke nogen stor overraskelse. Jeg har været ude hos hende med jævne mellemrum på det sidste og set at hun er blevet dårligere næsten hver gang. Små gamle damer på næsten 92 holder ikke evigt, og det vidste vi godt. Det hele har været lidt nede i gear den sidste uges tid, og samtidig synes jeg også der har været ret meget at holde styr på. Min far har dog taget størstedelen af de praktiske sager. Men jeg hjælper nu også, og især kommer jeg til at hjælpe med at rydde op og ud i 60 års ejendele og liv. Det er underligt, især når det ikke er meget mere end to måneders tid siden vi ryddede ud i min fars hus i Køge, da det blev solgt. Mig og min storebror er stadigvæk alt for uetablerede til at vi kan gemme særligt mange ting. Det bliver få og udvalgte ejendele, der kan minde om det som var, selvom livet går videre.

tirsdag den 20. juli 2010

Min farmor holdt lige så stille op med at trække vejret klokken halv tolv i dag og nåede at blive præcis 91 år, seks måneder og en dag. Far nåede ned på hospitalet fra Oslo i morges, og vi var begge to hos hende. Hun var uden smerter og ude at vande blomster i haven i sidste uge, så vi tror det her var den bedste måde, det skete på, uden et langvarigt sidste forløb.

mandag den 19. juli 2010

Min farmor er blevet indlagt på hospitalet. Der bliver lidt stille også i det næste stykke tid.