Viser opslag med etiketten hobby. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hobby. Vis alle opslag

onsdag den 13. april 2011

Hvis alt andet glipper, bliver jeg sømand

Nå, men så har jeg papir på at jeg kan ro og styre samtidig. Det var én eksamen.

lørdag den 29. januar 2011

Det gælder om at være med (til at vinde)

Jeg var til klub-DM i ergometerrioning idag. Jeps, det vil sige at en stor del af dem, der tosser rundt i diverse in- og outriggere i dansek farvande om sommeren, havde samlet sig i en svedig, indelukket sportshal i Gladsaxe for at se hvem der kan ro hurtigst i maskine, altså absolut ingensteder hen.

Det hele bliver taget meget seriøst, man skal iføres ens rodragter, der snærer lige meget i skridtet, vejes og fortælle hvor gammel man er, så man kan få det rigtige handicap - det var heromkring min indre Maude fik lyst tila t sige at sådan behandler man altså ikke en dame!

Der var ret mange løb at være med til, men som nybegynder er det fire kilometers stafetten der gælder, fire m/k, en romaskine, skift hver kilometer, dunkende teknomusik, stor resultatlystavle, sure gamle mænd, der glemmer at give startsignal, men til gengæld påpeger forkerte skiftemetoder hurtigere end lynet.
Det gik (vistnok) rimeligt godt set udfra egne evner, dog aner jeg ikke hvilket nummer vi rent faktisk blev fordi jeg var nødt til at sidde på en stol og forsøge at trække vejret for at undgå astmaanfald og samaritangreb. Og jeg plejer altså ikke at have astma. Til gengæld ved jeg så, at jeg kan ro 500 meter på 1:55 min og de resterende 500 svingende mellem 2:00 og 2:10, hvilket gennemsnitlig set er 20 sekunder bedre end de tider jeg sidder og fedter rundt med til den daglige træning.
Nørdeindlæg over & out.

Nu skal jeg over til Milla og ønske hende tillykke med et eksamenbevis, hvor der står psykomotorisk terapeut. Det skal hun nok have en flaske farmorsprut på.

tirsdag den 25. januar 2011

skriveøvelse dag 20; denne måned

Speciale - usjovt. Intet andet.
Træning - hårdt, men livsnødvendigt for mentalhelse (og klub-VM)
Flytning - impulsivt og lettende

onsdag den 19. januar 2011

Dagsrapport

Stod for sent op. Tog ned på RUC og kiggede på specialet. Læste tegneserier og avis på nettet i stedet for at glo på det åbne word-dokument, jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Spiste frokost. Kiggede mere på word-dokument og rettede lidt i nogle sætninger. Læste lidt i en dum bog. Var sur på speciale og tænkte at det da kan være ligemeget og jeg holder bare op og gør hvad? Gik ud og lavede te.
Drak te og spiste mellemmad. Fandt anden bog frem og skrev halvanden side om lighed og enshed, og lavede punkter over hvordan det skulle fortsættes i morgen. Tog toget til Nordhavn og sleb og lakerede båd. Tog hjem og spiste f'lafel. Går i seng nu.

torsdag den 6. januar 2011

Denne uge, skriveøvelse dag 12 (eller noget deromkring)

Mandag:
Morgenbad i Øresund og på pinden på RUC og fik omsat specialefrustrationer til behandling af dokumentet der bærer titlen: Ligestilling på hvilke præmisser, og indeholder lange overvejelser vedrørende nævnte dilemma, samt afsnittene den lækkende rørledning, Gender bias, implicit bias og den gammeldags mandschauvinist, Lighed, ikke enshed - det uretfærdige køn. I skal vist være ret glade for at jeg kan separere mellem privat og professionelt. Og jeg kom ikke med toget til trænin, for der var et tog på østerprut station, der var faldet af et rangerspor, og derfor var regionaltogene til og fra Roskilde aflyste.

Tirsdag:
Morgenbad i øresund og på RUC igen. Da var jeg gået lidt død i uretfærdigheden og overgået til kapitlet, der handler om hvad den der feminisme er for en fis. Der var tog at komme hjem med, så jeg kom i svømmeren og forsøgte at crawle efter Jes' instruktioner, hvilket resulterede i at vi blev enige om at jeg nok skulle begynde med at lære at trække vejret rigtigt, når jeg svømmer almindelig brystsvømning først.
Efter at prøve at inhalere hele øbrohallen gennem næsen uden at drukne og indtage flere liter klorvand og snottet hele bassinet til, fandt jeg ud af at det er muligt at puste ud under vand og ind over vand uden at få vand med ind.
Til aftensmad lavede jeg rosenkål, fordi jeg aldrig har fået rosenkål før, fordi min mor ikke kan lide det, og her små ti år efter at jeg er flyttet hjemmefra tænkte jeg at det var på tide at få en selvstændig mening om sagen. Det viste sig at rosenkål er ok i begrænsede mængder.

Onsdag:
RUC igen, stadigvæk på 'Hvad er feminisme for en fis?' Trøstede mig med wienerbrød fra kantinen. Tog til tiden, træning i roklubben, mine baller gjorde oprør, jeg tog billeder af mig selv i omklædningsrummet og bloggede ud til folkets underholdning og spiste æggemadder til aften.

Torsdag:
Std sent op og er på RUC og udskyder det der med 'Hvad er feminismen for en fis?' med at blogge og hente refernecebøger på biblioteket. Har en plan om ergometertræning igen idag, medmindre den onde kombination af sne og DSB sætter en stopper for det.

Fredag:
RUC igår, RUC i dag, RUC igen imorgen! Fredag plejer at være styrketræningsdag. Hvis jeg når det. Har bestemt at jeg skal i biffen og se Winter's bone og har tvunget ven med der får lov til at betale. Planlægger at medbringe særdeles velfyldt slikpose.



Lørdag:
Planlægger jeg at købe noget uldgarn til en trøje jeg er blevet lun på i min mors gamle bog med fiskertrøjeopskrifter. Den kan muligvis blive færdig når jeg er pensionist. Og flere uldundertrøjer. Det skal der også indhandles. Og så skal jeg nok skrive lidt.

Søndag:
Skriveskrive. Måske på RUC, hvis jeg kan overkomme at tage derned. Ellers på bibliotek.

OBS! jeg lover at finde på bedre titler til mine kapitler før jeg afleverer specialet. Desuden håber jeg på øget forståelse for uinspireret blogning - jeg er bare virkelig kedelig lige nu. Altså, rosenkål og svømmeture? Næh du, snart er jeg arbejdsløs akademiker og det skal nok blive spændende!
. 18

onsdag den 5. januar 2011

Den mærkelige pige

På facebook klikker jeg alle reklamerne væk og rapporterer dem som "offensive". Det morer mig meget.

tirsdag den 21. december 2010

Julegaver til dem, der ikke ønsker sig noget. Mao. konfekt på den nemme måde

Når man har nået den alder, hvor julefejring involverer veletablerede voksne uden børn (fordi man selv er barnet) begynder det at blive ret svært at finde på nye julegaver. I år har jeg tildels strikket mg ud af det og påtvinger dermed et antal mennesker mønsterløst improvisationsstrik på baggrund af garnrester. Dog tager det ret lang tid at strikke julegaver, især når man strikker så langsomt som mig.
Til visse har jeg derfor karamellet mig ud af julegavedilemmaet, og da jeg genopdagede at det er herrenemt, ville jeg dele min nyfundne visdom med alverden.
Juleslik kan jo også bare laves for at blive spist uden de større overvejelser, men da der skulle være en del forskellige slags, gik jeg efter det nemme, karamel/toffee og chokoladetrøfler.
Der der med at sidde og trille marcipakugler og dyppe dem i chokolade, så det både bliver lækkert og pænt er faktisk ret besværligt og så tager det herrelang tid, og er faktisk ret dyrt, fordi man jo skal ud og investere i noget marcipan og chokolade, der rent faktisk er godt. Og det er for det meste dyrt.

Til karameller og toffee skal man bruge sukker, fløde, smør og en eller anden slags smagsgiver. Til trøflerne skal man invester i noget af den dyre lækre chokolade, men skal så bare blande den med fløde og smør og en eller anden smagsgiver igen.

Karamellerne bliver mere interessante, jo mere interessant sukker du bruger, jeg har primært kørt noget brun farin, sirup og mørk rørsukker. For en julet smag er julekrydderier oplagt, altså kanel, kardemomme, appelsin osv. Jeg valgte smag efter fadebursprincippet, dvs. hvad jeg havde i skuffer og skabe. Derfor blev det solbær, vanille/valnød, chokolade, og nok også en portion med mandler/kanel.
Solbærrene var frosne, blev tøet i mikro og mast igennem en sigte, så man slipper for snask og kerner og tilføjet til karamelmassen til sidst. Det er fordelagtigt at gøre det med alle smagsgivere. Krydderier er bedst i pulveriseret form, nødder hakkes groft, og hvis man kommer rigtig chokolade i sin toffee, knækkes den groft, og smeltes ned i toffeemassen. Den gør det toffee'rne endnu blødere og mere smuldrende, end når der bare er smør i. Men det smage enormt godt.

Omtrentlig grundopskrift på karamel:

1 dl fløde
2,5 dl sukker
1 spsk sirup

Koges indtil det begynder at lugte en lille smule brændt. Hvis man er fancy kan man bruge et sukkertermometer (omkring da 120 grader celsius) eller kugletests (karamelmassen skal danne en blød kugle når man hælder en klat i koldt vand), for hvis sukkeret ikke er blevet varmt nok, bliver det ikke til karamelmasse.
Til denne portion er ca 1 dl frugtmos/ 1 tsk krydderie/ 1 håndfuld nødder fint. Røres i karamelmassen, der bagefter hældes i en form foret med bagepapir, og køler af. Hvis man vil skære den fint ud, gøres det med en skarp kniv, før massen stivner helt.
Hvis man tager til træning mens man venter og kommer hjem til en knaldhård kæmpekaramel, propper man den i en pose og slår på posen med en hammer, til man har karameller i mundrette størrelser og ikke alt for meget smulder.

Omtrentlig grundopskrift på toffe:

3 dl sukker
2 spsk sirup
1,5 dl fløde
100 g smør

Dette kommes også i en gryde og koges på samme vis som karamellem. Smagsgivere hældes i til sidst, og her er det ligeledes passende samme portion smagsstof som til karameller.
Til chokoladetoffees skal man dog både komme 1 dl kakaopulver (altså den slags uden sukker i) og et sted mellem 50 og 100 g mørk chokolade i, alt efter hvor blødt og chokoladet det skal være.

Toffee (og karameller, hvis de er klistrede) kan med fordel pudres med flormelis, så de ikke forvandler sig til en stor karamel igen, før man når at give dem væk. Chokoladetoffee skal selvfølgelig have kakaopulver/flormelis.

Chokoladetrøfler bliver også mere spændende hvis man køber en chokolade med 70+ % kakaomasse. Her kan man tilsmage enten ved at koge fløde med krydderier i ikke-pulveriseret form, dvs. en hel kanelstang, eller hele nellikker osv., og huske at fjerne krydderierne bagefter. Hvis man vil have citrusskal (husk økocitroner i så fald), spændende sprut, hakkede nødder eller andet interessant i sine trøfler, kommes det i, når chokoladen er smeltet.

Omtrentlig opskrift på chokoladetrøfler:

1 dl fløde
50 g smør
100 g chokolade

Fløde* og smør lunes, chokolade smeltes i, nødder, sprut osv blandes i. Hele molevitten hældes i en form foret med bagepapir og stilles i køleskabet, skæres i firkanter hvis man har andet at lave (er doven) eller trilles til fine kugler hvis man er omhyggelig, og pudres med kakao/flormelis.

*Evt. spicet med krydderier tidligere, i så fald køles den af m/ krydderier, der fjernes før man komme smør og chokolade i.

Hele balladen, altså både karameller og chokolade, opbevares bedst i køleskab, så man ikke får muggen konfekt.

PS. Hvis man ikke bryder sig om at eksperimentere lige så meget i køkkenet, som mine improvisationsopskrifter lægger op til, kan man google sig til præcise opskrifter. De ligger i massevis på nettet.

mandag den 20. december 2010

Og det var weekend

Fredagens optur: nogen tog mig med til mojo og høre blues.


Lørdagens optur: nogen tog mig med i biografen og se rare exports

Søndagens optur: skitur i dyrehaven.

Weekendens pinlighed: få påpeget af 35-årig, der låner badeværelset, at man muligvis bør overveje at vaske badeforhænget fordi det ligesom er lidt, øh, klamt?

Weekendens øv:
posthuset lukkede lige for næsen af mig, da jeg skulle hente min bog

jeg er virkelig dårlig til at beregne størrelser når jeg skal strikke julegaver, og ender uværgeligt med at pille lige så meget op, som jeg strikker.

tirsdag den 7. december 2010

Huskeliste til julefrokost

Parental Advisory - explicit content - forældre bør ikke nødvendigvis læse dette, medmindre de sætter stor pris på voksne børn m/ ironi.

Nødhælp til andre, der i disse tider kan finde på at være lidt ligesom mig.

12.00-16.00 Hvis du insisterer på en skitur før julefrokosten, så husk at lægge den tilstrækkeligt tidligt til at du kan nå en lur bagefter. Og lad så være med at blive lidt væk i Dyrehaven, så du kommer for sent hjem.

16.30-17.30 Tager du en lur selvom du egentlig ikke kan nå det, skal du huske at stille et vækkeur.

17.45 Alternativt kan du få din far til at ringe til dig, skælde ham ud fordi han vækker dig, se på uret og opdage at der er 45 minutter til du skal være pæn et helt andet sted end du er nu.

17.50 Affør dig langt uldent skiundertøj som du gik i seng med på. Planlæg at gå i bad. Bank på døren og fedt for at dine flatmates bader hurtigt.

17.55 Tag skiundertøj på igen, fordi du lugter så væmmeligt at alt andet straks ville blive inficeret.

18.00 Hent rene trusser i vaskekælderen og læg dem til tørre på radiatoren.

18.02 Tænd for strygejern

18.03 Find skosværte frem

18.04 Flatmate er færdig i bad, du og dine sko er tværet ind i rød skosværte.

18.05 Vask hænderne uden at fedte noget ind i rød skosværte, og tør skoene af for skosværte indvendig. Vask hænder igen.

18.10 Kom i tanke om strygejernet og tjek kjole for anbefalet temperatur. Skru ned for strygejernet og begynd at stryge kjole.

18.15 Imens kan du overveje om det mon har gjort nogen forskel at kjolen egentlig kun må tørrenses, og du bare smed den i vaskemaskinen efter sidste fest.

18.20 Opgiv at få den strøget pænt. Giv skoene en omgang med pudsekluden. Få røde fingre igen.

18. 22 Gå i bad, spar tid ved kun at barbere steder der er synlige med kjole på. Glem armhulerne.

18.30 (nu skal du egentlig være til julefrokost) Tør håret og opdag behårede armhuler. Bestem dig for at der ikke er nok mennesker, der kigger under dine arme, til at det gør noget. Giv også dem en omgang med hårtørreren.

18.35 Sminke, deo, parfume, kjole (det gjorde noget at den blev vasket i maskine, den blev mindre), sko, håndtaske, deo, sjal, nøgler, øreringe, hårsløjfe, ekstra strømpebukser.

18.50 Penge!

18.55 Hent pung og kryds fingre for at automaten ikke æder dankortet.

19.05 Ankom til fest, succeskriterium: du er ikke væltet på cykel på vej derned. Til gengæld er du uglet og svedig.

19.10 Betal for maden, gå ud og fiks håret, tag ekstra strømepbukser af og sko på. Konstater at sjalet overhovedet ikke passer til kjolen.Tag det på alligevel, for dit skriggrønne tørklæde er nok endnu værre.

19.15 Køb en øl og find dit bord. Konstater at du sidder ved siden af B's mand*, der er en Charmør i sin Bedste Alder (45+)

19.20-22? Mad og beleven konversation. Ihjelstegte fiskefileter, frostrejer, stegt gris i egen hud, stegt gris i egen tarm, hakket gris med eget krydderi og rødkål fra glas. Risalamanden var vist god. Eller så var det snapsen. Prøv at forklare hvad dit filosofispeciale handler om, uden at fornærme nogen.
Forsøg at undgå at tale om dit kærlighedsliv og at undgå at drikke snaps uden at fornærme nogen. Undgå at anden Charmør i sin Bedste Alder (45+) kysser på dig. Bliv kysset på kinden i stedet. Flygt ud på toilettet. Tilbage ved bordet er der byttet pladser og du sidder nu ved siden af Flink Brandmand, der godt ved han er tyve år ældre end dig. Udveksl anekdoter om vildmarksliv, arbejdsmarked, Finland og rohistorier.

22? Op til baren. Drinks, øl, snaps, bestil vand til de alt for fulde (også dig selv), aftal med Rar Tegner, at I skal skrive en børnebog om spøgelser, udtal dig schludret om noget filosofi, kinddans til musik, der absolut ikke egner sig til kinddans, udveksle røvere med gamle roere, mere øl og drinks.


??? Censurereret.

??? Husk sko, ekstra strømpebukser, taske, nøgler, håndtaske, cykelkurv, jakke, tørklæde, hue, vanter, nøgler. Tag hjem. Ikke nødvendigvis til dig selv, men ihvertfald ikke med Charmør i sin Bedste Alder (45+). Find hellere Charmør før sin Bedste Alder (30+).

??? Gå i koma.

Søndag: spis morgenmad, gå i bad og gå i seng igen. Send sms til far, der overnatter hjemme hos dig selv (hvor du ikke er), om at du ikke er blevet slået ihjel og efterladt i en grøft på vejen hjem fra julefrokost. Du har blot overnattet andetsteds.

Søndag eftermiddag; Censureret. Involverer politi, der ender med at smile smørret og ønske dig en fortsat god eftermiddag.

Senere søndag eftermiddag; Trask ud til kusine og æd dig fordærvet i marcipan og æbleskiver. Drik ikke gløgg, det er uheldsvangert post-julefrokost.

Søndag aften; Gå i koma igen.

Mandag; Find mail i indbakke med fine spøgelsestegninger og oplæg til uhyggehistorie. Tag ikke til træning, hvor de andre kan grin af dig, men gem dig på kontoret i stedet. (Evt. omvendt, hvis det er arbejdet, du var på julefrokost med.)

PS til flatmates: jeg har ikke blødt i håndvasken, det er rød skosværte!

* B som du har roet meget med. Rigtigt meget.

søndag den 28. november 2010

Interludium; typhoid Mary

Fredag var forkert. Helt forkert på alle måder, jeg kom for sent op, og fik ikke lavet noget på kontoret og var i alment råddent humør. Lørdag morgen gik det op for mig, at det var nok fordi jeg var rask nok til at blive rastløs, men ikke rigtigt rask nok til at jeg havde foretaget mig noget mere fysisk aktiverende end at gå til og fra toget.
Således oplyst bestemte jeg mig for at tage i svømmehallen, selvom jeg ikke er helt sikker på at man må det,hvis man stadigvæk måske indeholder baciller. Så hvis der opstår en epidemi med epicentrum i Øbrohallen, så er det min skyld. Jeg synes bare ikke at jeg er hardcore nok til at løbe ture i snevejr endnu. Og styrke/rotræning virkede også bare.... Koldt.
Dog kan jeg så videreformilde at øbrohallen lørdag formiddag er meget mere stille og rolig end søndag formiddag. Det var kun mig og nogle særdeles nydelige unge mænd, der trænede crawl. Jeg tror oven i købet en af dem flirtede med mig.

torsdag den 28. oktober 2010

Julegaver

Jeg ved godt, det er for tidligt at tale om jul nu. Men hvis nu det var sådan at vi sagde at jeg strikker flertallet af mine julegaver fordi:
A) jeg er fattig
B) jeg pendler med tog til RUC hver dag i 45 min.

Hvad ville du så gerne have?
  • sokker
  • tørklæde
  • vanter
  • hue
  • hyggefutter
Det bliver primært stribet. Man kan godt ønske farver og mønstre, men der er få garantier, jeg kan kun ret og vrang. Og det ser helt sikkert hjemmelavet ud.

onsdag den 27. oktober 2010

Og så suger du kønsbenet op til navlen og ballerne ned fra lænden

Roklubben har startet vinteraktiviterne. Om onsdagene er det en lille dame med runde overarme og topmave, der lærer os yoga.
Hun minder mig mest af alt om fysioterapeuten, der huserede på min norske barneskole, med meget naturligt hår og krop og tøj og roligmonoton stemmeføring. Og meget seriøs. Alle små barnerygge blev rettet til tinsoldaterperfektion.
Her er det alle de ældre herrer og damer i rodragt, der prustende forsøger at vride arme og ben ud i trekantspositioner og stræk. Og mig og Tim, der kommer til at fnise af de besynderlige ordrer om at trække op og ned i knæ og rulle skuldrene bagud og ned på ryggen.
Alle ordrer gives i du-form; "du trækker vejret" - ja, for ellers dør jeg, i hvert fald sådan i længden og "du følger bare med på dit eget niveau" og "du går nu ud i en asthavashavavishata". Ahva sa' damen jeg skulle? Nå, sætte mig på knæ...
Men spøg til side, hun er vist ganske udmærket, og det ville ganske givet være behageligt, hvis nu gymnastiklokalet var varmet op til mere end 15 grader celsius.
Jeg tager helt sikkert lange bukser på næste gang.

onsdag den 20. oktober 2010

Ikke hver dag, men ofte II

Lemon extravaganza

Kage:
200 g sukker
2 æg
200 g mel
150 g smør
Bagepulver
2 gulerødder
2 økologiske citroner (du skal nemlig bruge skallen)

Fyld:
smør
lemoncurd

Glasur:
en pokkers masse flormelis - jeg brugte ca. en halv pakke. Det er også en godt stor kage.
saft af en halv citron + lidt citronsaft på flaske

Husk at tænd for ovnen; ca 200 grader. Rør æg og sukker sammen, skræl og riv gulerødderne fint, riv den gule skræl af citronerne og pres de tre halvdele af dem, den sidste skal bruges til glasur.
Kom revne gulerødder, citronskal og saft i sammen med mel og smør, bland til en nogenlunde glat dej. Bages til den er gylden - cirka 20-30 min. Rør fyldet sammen, smørret skal have rumtemperatur for at det bliver pænt og glat.. Lemoncurd er i princippet bare citronsyltetøj, jeg havde et glas stående fra min farmors atomlager. Kan vist også fås i Irma og større supermarkeder.

Lad kagen køle lidt af når den er kommet ud af ovnen, skær den igennem og kom fyldet mellem de to lag, det må gerne smelte lidt ind i den lune kage.

Rør glasur sammen af flormelis og citronsaft, hvis det skal være et tæt tykt lag, skal man lave den ret stiv. Hæld det først på kagen når den er kold!

Kan pyntes med krymmelkugler og sådan, hvis man er til det. Jeg glemte dem i denne omgang, fordi jeg var mere optaget af at spise kagen.

tirsdag den 21. september 2010

Fordele ved at være en dame

Man kan hænge i klatrerebet på legepladsen og gryntende prøve at lave armhævninger og mavebøjninger, uden at blive arresteret fordi nogen tror man er pædofil.

mandag den 20. september 2010

Men weekender kan jeg godt lide

I weekenden er det ikke spor svært at vågne, da er jeg tidligst oppe og henter avis i postkassen og laver lækker morgenmad til mig selv. Læser alt fra politisk debat over motionssiderne,s om jeg egentlig altid blvier lidt harm på, fordi de kun skriver om at løbe, som om det var den eneste form for motion der duede, når nu det er så kedeligt at løbe, over litteratursiderne, der altid giver mig lyst til at gå på biblioteket og låne bøger og gemme mig i hængekøjen med en kop te resten af dagen. Og nu er det blevet efterår igen, og lige køligt nok at svømme ved svanemøllestranden (i hvert fald uden våddragt, og sådan en har jeg ikke rigtigt råd til i øjeblikket), så om søndagen er jeg hende densporty, der står ved i øbrohallen klokken ni om morgenen, når de åbner.

Jeg læste nu ikke bøger hele dagen, istedet var jeg ude ved mit hav til styrmandskursus om lørdagen og kajaktur om søndagen. Meget pædagogisk blæste det en halv pelikan lørdag eftermiddag, så det var ekstra svært at lægge pænt til. Det gik nu alligevel.

Cyklede en tur op langs med strandvejen bagefter (som om det ikke er nok at ro strækningen fire gange om ugen) for at se til min farmors hus, der er blevet tømt helt og aldeles og har fået et 'til salg'-skilt udenfor ved vejen og ser helt småt og fremmed ud, selvom der stadig lugter af farmor.
Og alle de der småtng, der skal gøres såsom at vende potteplanter, der strækker sig efter lyset, så de kan gro jævnt, vaske tøj og gulv, lave græskarsuppe og se temaaften på DR om polyamorøse forhold, mens man spiser fødselsdagschokolader.

onsdag den 15. september 2010

Efterårssysler


Cykelreparationer så det gamle skidt kan holde vinteren over.
Kajakudflugter i havnen i blæsevejr på det her vand.

Varm kakao med flødeskum i gigantkopper efter kolde kajakture.

Og leg med ny telefon med kamera og bluetooth. Så nu kommer der billeder igen, omend i diskutabel kvalitet. Dog bedre end ingen illustrationer.

mandag den 13. september 2010

Ting jeg gør

  • Læser roman den halve nat, så jeg glemmer at stå op morgenen efter og først vågner klokken elleve, når det alligevel er for sent at tage på RUC.
  • Skriver forskningsinterview ind og synes det er så kedeligt at jeg ender med at google Tara Patrick, fordi nogen har skrevet on hende i en blog, og der står man ikke skal google hende, når man er på arbejde. De har ret.
  • Glemmer at hælebaren lukker klokken 17.30, så jeg ender med at have min farfars ridestøvler med ned i roklubben.
  • Aflevere en bog til tiden for første gang denne måned.
  • Ror ni kilometer i kajak på blikstille vand i Øresund med gylden solnedgang.
  • Sms'er min mor for at bede hende om at tage jord med i morgen, til når hun kommer til fødselsdagskage. Fordi jeg vil prøve at plante en bid ingefær, der har ligget i vores store morter og spiret. Det er da klart.
  • Spist alt for meget chokolade og lakrids.
  • Og synes stadigvæk at det er meget kedeligt at skrive forskningsinterview ind.

søndag den 5. september 2010

De havde også øl og chokolade

jeg kom til at tage på kajaktur med roklubbens kajakteam. Torsdag aften skulle jeg egentlig have været til racerkanintræning, så vi kan vinde over studenterne inde ved sidden af, når der er svanemøllematch i morgen. Men en fra holdet havde aflyst på grund af panik på arbejdet, og så kunne vi pludselig slet ikke komme ud at ro, og var på vej ind til de temmelig kedelige ergometre.

Dog blev jeg reddet af kajakholdet, der stod og skulle til Sverige og havde en aflysning på grund af sygsom, og dermed en kajak og teltplads i overskud. Så da de spurgte om der var nogen, der ikek skulle noget den her weekend og gerne ville med, rakte jeg hånden op og sagde 'Hér!'.
De gav mig en halv time til at pakke, og torsdag aften stod jeg så på en campingplads i Sverige, istedet for at sidde og skrive interview ind.
Fredag formiddag roede vi udover den svenske skærgård, spiste madpakker på en lille ø, fandt en anden lidt større ø med bålplads og dasplads og slog telte op for natten, spiste gryderet, drak rødvin og bålede.
Lørdag gjorde vi det hele en gang til, og søndag fortsatte vi til den aftalte afhentingsplads, og øvede grønlændervendinger, mens vi ventede på at blive hentet. Jeg øvede mig mest på at komme ned i vandoverfladen og skubbe mig op igen uden at ryge hele vejen under.
Det er trods alt første gang jeg er ude i kajak, siden dengang da jeg var lille og min far tog mig med, og jeg har ikke været med til anden træning end entringsøvelser i havnen en enkelt gang.
Heldigvis er havkajakker taknemlige, og vejret var så godt at alle min fregner er regenereret fra de sidste ugers regnvejr.
Og det var så meget sjovere end at sidde og skrive speciale; og jeg ville slet ikke hjem igen. Ikke engang selvom jeg havde pakket fleecepose istedet for min kolonorme -20grader-soveposer og ventilen i mit liggeunderlag er afgået ved døden.

mandag den 30. august 2010

Jeg kan altid lokkes med chokolade og gratis ting

Jeg løber ikke, nærmest af princip, medmindre jeg er ved a tkomme for sent til noget vigtigt. Det skal i så fald være noget meget vigtigt. Ikke desto mindre er det lykkedes filosofferne at få mig til at løbe med på DHL-stafetten, fordi afdelingen er så lille, at der ikke var nok ansatte, og de var nødt til at fedte for ikke mindre end to studerende. Selvom jeg troede at jeg skulle dø af sidestik, lykkedes det næsten uden at gå, på cirka 35 minutter, og på trods af at små damer fra regionssygehusene løber lige så langsomt, er jeg alligevel lidt stolt af mig selv. Desuden fulgte der en løbetrøje med og slik og sandwich bagefter. Og min vejleder opfordrede til at drikke en øl og spise chips for at genoprette mineral- og væskebalancen - filosofiprofessorer er alligevel lidt mere cool end andre professorer.

lørdag den 28. august 2010

Lørdagsbeskæftigelser

  1. Hoppe frivilligt fra en kajak og ned i det brandmandsinficerede vand i Svanemøllehavnen. Fire gange.
  2. Bore huller i væg og sætte hylde og skab op.
  3. Rydde op i skab.
  4. Rydde op i papirer
  5. Støvsuge
Der findes heldigivs også morsommere beskæftigelser, såsom at gå i sauna, læse avis og bage tilfældigkage.