For enden af regnbuen finder man dog altid skatte, i dette tilfælde en offentlig jagt- og fårevogterhytte, som dog står aflåst, lige ved en nydelig sø, og har en yndig græsplæne osm var det eneste tørre sted i miles omkred, hvor det var nogenlunde til at sætte telt op.
Solen brød enddog frem mellem regntunge skyer, så det var muligt at gå bagom huset uden at blive våd, og lave elggryde med svampe på min wunderbare multifuelbrænder.
Dagen efter var det strålende solskin, hvor man kunne sidde forknyt på en sten og blive portrætfotograferet. Vi gik over passet, ned til en anden sø, hvor der lå en cafe med et vaffelbageri, hvor vi tømte vores lommer og kun fandt en dansk daler. Vi havde dog fårepølsemadder med, og der er altid gratis vand overalt i de norske bjerge. Så gik vi hjem af mere eller indre veloptrådte stier, en del fandtes ikke på kortet, men pegede i hvert fald den rigtige vej.
Der kunne man sidde og være lille i et stort landskab.
Finde flaskeposter fra påsken 1957, vi lagde den tilbage igen.
Og til sidst kom vi hjem til et aftenbad i vores helt egen sø.
Fredag gik vi hjem, efter et morgenmåltid bestående af pandekagkugler, for det regnede og den menige ville kun være en del af tomandshæren såvidt yderligere fremstød foregik med en tør hytte som base.
Der nåede vi at flytte kvas, bade i iskoldt brøndvand, lave helt utrolig meget mad, cykle flere ture, kigge på elve, der strømmede over og klappe en masse køer, før vi søndag eftermiddag fandt vejen ned til Ål, og blev kørt de sidste par kilomtere til stationen af ejerinden af den lokal ecampingplads, der også kunne oplyse om de sidste dagers nyheder og skrækscenarier.
