Viser opslag med etiketten fest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fest. Vis alle opslag

torsdag den 11. august 2011

Lukket på grund af personalefest

Jeg skal til polterabend på et tidspunkt indenfor nærmeste tidspunkt. Jeg foretager nogle virkelig mærkelige indkøb for tiden. Der kommer billeder. Og tekst og opskrifter.

fredag den 21. januar 2011

Skriveøvelse dag 18: min bedste fødselsdag

Måske er jeg bare ikke i stand til at huske længere tilbage end to år. Måske er det rent faktisk rigtigt, at mange ting er blevet meget sjovere, jo ældre jeg er blevet.
For to år siden fyldte jeg 25 og var lige flyttet til Finland fordi jeg havde et helt umætteligt behov for at komme ud og væk. jeg kendte slet ikke nogen, og boede i en lejlighed på cirka 35 m2, hvor interiøret bestod af en seng, et bord og en stol jeg havde lånt, og en gammel madras og en malerstige jeg havde klunset. Jeg havde præcis to tallerkener og fem plastikkopper, og der kom en hel masse mennesker, jeg kender nu og der var musik og kage og drikkevarer og jeg endte med at sove i arm med ham jeg blev kæreste med deroppe, fordi nogen af gæsterne var faldet i søvn i sengen efter at vi have teste hvor mange der kunne ligge i den.

Året efter var jeg lige præcis kommet tilbage til København efter et år i udlandet og en sommer i telt, og stadigvæk helt rundforvirret over at være hjemme. Da kom den lille håndfuld som er mine allerbedste venner og vi hørte skramlede lp'er og fortalte røverhistorier og stod ude i nattelun gård og smugrøg.

I år holdt vi turbanfest med mærkelige drinks, fordi jeg havde arvet al min farmors vermouth og hendes kollektion af pudsige hatte og der var mængder med mennesker i kollektivet.

søndag den 2. januar 2011

Det bliver et godt år

2010 sluttede med en af de hyggeligste og sjoveste fester jeg længe har været med til.
(men har I også bemærket at alle fester er blevet til gode fester her på det sidste selvom der er færre af dem?) På trods af, eller måske netop på grund af en høj grad af ædruelighed fik vi rent faktisk talt med hinanden om fjollede ting og vigtige ting og ting, der var spændende for teenagerne og ting der var spændende for de gamle - a.k.a. os på 26+. Vi spiste til det stod ud af ørerne, smurte hinanden ind i glimmermakeup og legede antikapitalistisk pakkeleg, hvor man kun må tage ting med, der allerede bare ligger derhjemme og flyder, og jeg var hende der tudede af grin over Solvej, der pakkede en gammel dykkermaske og et tandpastafarvet cardigansæt op og Lars, der fik alt dullegrejet, hvorefter de begge to iførte sig herlighederne.

Nytårsmorgen spistes der brunch og jeg lokkede nogen med ned og havbade i hullet i isen ved Kvik. I dag gik jeg ned og trænede og ned og kiggede på vandet og solnedgangen, der var helt kamprosa og dunkelblå.
Og nu, nu er årets første rigtige måltid maskintorsk med laks i stedet for torsk, og i aften skal glimmeret af og i morgen er det et nyt blankt år, der er begyndt med verdens flotteste solskin og jeg skal bare lige skrive lidt mere på specialet og så er 2011 helt mit til at lege med.

fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Der kommer ikke store overvejelser om det forgangne år. Det har jeg ikke tid til, og det er nok mest kendetegnende ved dette år; jeg har ikke haft tid til at lave alt det jeg egentlig gerne ville.

  • For mere tid i 2011
  • Forhåbentligt også lidt flere penge
  • Og højere almentrivsel.
Og nu vil jeg hoppe i festpyjamasen, farvelægge mit ansigt en smule, pakke blinis m/ alt godt fra havet ned og begive mig til ædruelig nytårsfest med antikapitalistisk gaveleg. Fordi jeg gider bare ikke alt det der hejs i år.

tirsdag den 28. december 2010

Om den der jul - til fanklubben

Den var lille og hyggelig, for det var jo kun mig og min mor og storebror. Vi så greven af Monte Christo og jeg strikkede vante og lånte min brors hænder og strikkede om igen en million gange, mens min mor benægtede at der var noget vi skulle hjælpe med og beklagede at maden blev forsinket. Der var dog så meget julekage og småkage og konfekt og the og kaffe at det var helt fint med sen middag, ellers var det næppe lykkedes os at spise en hel and og rødkålssalat og kartofler og sovs og risalamande. Der var selvfølgelig to mandelgaver, og min mor påstod ihærdigt at hun var kommet til at spise mandlerne, og mig og bror derfor skulle have gaverne.
Så var der gaveoppakning og jeg fik uldne strømper og undertøj og strømpebukser og sådan en halsfidus og en kalender med Nemi, og var særdeles tilfreds med udvalget. Man bliver et nemmere barn med alderen, uldmamelukker havde næppe været et hit for ti år siden.

Første juledag gik vi tur i sne og sol og kulde, spiste anderester, og jeg blev sendt hjem med toget med gaver og mad. Anden juledag var der endnu mere mad, denne gang ude hos min bedstemor, og det var fætrene og kusinerne og en enkelt onkel, for alle de rigtigt voksen var enten på arbejde eller syge. Hyggeligt var det i hvert fald, og aftenen blev afsluttet med endnu mere julegaveudveksling i Nordvest, hvor jeg også blev lykkeligt genforenet med min telefon, så nu kan man ringe til mig igen.

I går skulle jeg egentlig havde været flittig og arbejdet, men al den mad og socialisering havde åbenbart sat sig på hjernen som træthed og jeg fik ikke foretaget mig noget som helst fornuftigt. I dag sker der dog noget skriftligt også andetsteds end her. Lige sås tille og roligt.

Og jeg har stadig en hel hylde i køleskabet fyldt med juleslik og kage.

fredag den 24. december 2010

God jul!

Nu tager jeg ned til min mor og spiser mig fordærvet i julemad og bytter gaver og går sneture!

torsdag den 23. december 2010

Færdig!

Alt er pakket ind. Chokoladeæskerne ser nærmest professionelle ud, de er lavet af gamle kalendre og jeg gad virkelig godt have et kamera, så jeg kunne tage pralebilleder. Indholdet smager oven i købet godt. Dimseting er færdig, kort er færdig, jeg er færdig.

Der er kun en vante, der mangler at blive strikket. Den skal også først gives væk 2. juledag.

onsdag den 22. december 2010

Opdatering vedrørende karamel

  • man skal ikke bruge plastikske til at røre i karamelmassen, for så risikerer man at have lakridsplastikkarameller.
  • chili & romtrøfler er godt
  • vanilje & appelsinlikørstrøfler er godt
  • brændt-mandel karamel er godt (hakkede mandler, kanel, vanilje evt. kardemomme)
  • køb rigeligt fløde
  • man kan få lakridsgrums i tiger til en ti'er (til lakridskarameller uden plastik)
  • chokoladetoffee er stadigvæk godt
  • det er solbærkarameller og vanilje-valnødkaramel også
  • gad vide om ribskaramel er godt? Og jordbær? Dem har jeg vist også nogen af i fryseren...

tirsdag den 21. december 2010

Julegaver til dem, der ikke ønsker sig noget. Mao. konfekt på den nemme måde

Når man har nået den alder, hvor julefejring involverer veletablerede voksne uden børn (fordi man selv er barnet) begynder det at blive ret svært at finde på nye julegaver. I år har jeg tildels strikket mg ud af det og påtvinger dermed et antal mennesker mønsterløst improvisationsstrik på baggrund af garnrester. Dog tager det ret lang tid at strikke julegaver, især når man strikker så langsomt som mig.
Til visse har jeg derfor karamellet mig ud af julegavedilemmaet, og da jeg genopdagede at det er herrenemt, ville jeg dele min nyfundne visdom med alverden.
Juleslik kan jo også bare laves for at blive spist uden de større overvejelser, men da der skulle være en del forskellige slags, gik jeg efter det nemme, karamel/toffee og chokoladetrøfler.
Der der med at sidde og trille marcipakugler og dyppe dem i chokolade, så det både bliver lækkert og pænt er faktisk ret besværligt og så tager det herrelang tid, og er faktisk ret dyrt, fordi man jo skal ud og investere i noget marcipan og chokolade, der rent faktisk er godt. Og det er for det meste dyrt.

Til karameller og toffee skal man bruge sukker, fløde, smør og en eller anden slags smagsgiver. Til trøflerne skal man invester i noget af den dyre lækre chokolade, men skal så bare blande den med fløde og smør og en eller anden smagsgiver igen.

Karamellerne bliver mere interessante, jo mere interessant sukker du bruger, jeg har primært kørt noget brun farin, sirup og mørk rørsukker. For en julet smag er julekrydderier oplagt, altså kanel, kardemomme, appelsin osv. Jeg valgte smag efter fadebursprincippet, dvs. hvad jeg havde i skuffer og skabe. Derfor blev det solbær, vanille/valnød, chokolade, og nok også en portion med mandler/kanel.
Solbærrene var frosne, blev tøet i mikro og mast igennem en sigte, så man slipper for snask og kerner og tilføjet til karamelmassen til sidst. Det er fordelagtigt at gøre det med alle smagsgivere. Krydderier er bedst i pulveriseret form, nødder hakkes groft, og hvis man kommer rigtig chokolade i sin toffee, knækkes den groft, og smeltes ned i toffeemassen. Den gør det toffee'rne endnu blødere og mere smuldrende, end når der bare er smør i. Men det smage enormt godt.

Omtrentlig grundopskrift på karamel:

1 dl fløde
2,5 dl sukker
1 spsk sirup

Koges indtil det begynder at lugte en lille smule brændt. Hvis man er fancy kan man bruge et sukkertermometer (omkring da 120 grader celsius) eller kugletests (karamelmassen skal danne en blød kugle når man hælder en klat i koldt vand), for hvis sukkeret ikke er blevet varmt nok, bliver det ikke til karamelmasse.
Til denne portion er ca 1 dl frugtmos/ 1 tsk krydderie/ 1 håndfuld nødder fint. Røres i karamelmassen, der bagefter hældes i en form foret med bagepapir, og køler af. Hvis man vil skære den fint ud, gøres det med en skarp kniv, før massen stivner helt.
Hvis man tager til træning mens man venter og kommer hjem til en knaldhård kæmpekaramel, propper man den i en pose og slår på posen med en hammer, til man har karameller i mundrette størrelser og ikke alt for meget smulder.

Omtrentlig grundopskrift på toffe:

3 dl sukker
2 spsk sirup
1,5 dl fløde
100 g smør

Dette kommes også i en gryde og koges på samme vis som karamellem. Smagsgivere hældes i til sidst, og her er det ligeledes passende samme portion smagsstof som til karameller.
Til chokoladetoffees skal man dog både komme 1 dl kakaopulver (altså den slags uden sukker i) og et sted mellem 50 og 100 g mørk chokolade i, alt efter hvor blødt og chokoladet det skal være.

Toffee (og karameller, hvis de er klistrede) kan med fordel pudres med flormelis, så de ikke forvandler sig til en stor karamel igen, før man når at give dem væk. Chokoladetoffee skal selvfølgelig have kakaopulver/flormelis.

Chokoladetrøfler bliver også mere spændende hvis man køber en chokolade med 70+ % kakaomasse. Her kan man tilsmage enten ved at koge fløde med krydderier i ikke-pulveriseret form, dvs. en hel kanelstang, eller hele nellikker osv., og huske at fjerne krydderierne bagefter. Hvis man vil have citrusskal (husk økocitroner i så fald), spændende sprut, hakkede nødder eller andet interessant i sine trøfler, kommes det i, når chokoladen er smeltet.

Omtrentlig opskrift på chokoladetrøfler:

1 dl fløde
50 g smør
100 g chokolade

Fløde* og smør lunes, chokolade smeltes i, nødder, sprut osv blandes i. Hele molevitten hældes i en form foret med bagepapir og stilles i køleskabet, skæres i firkanter hvis man har andet at lave (er doven) eller trilles til fine kugler hvis man er omhyggelig, og pudres med kakao/flormelis.

*Evt. spicet med krydderier tidligere, i så fald køles den af m/ krydderier, der fjernes før man komme smør og chokolade i.

Hele balladen, altså både karameller og chokolade, opbevares bedst i køleskab, så man ikke får muggen konfekt.

PS. Hvis man ikke bryder sig om at eksperimentere lige så meget i køkkenet, som mine improvisationsopskrifter lægger op til, kan man google sig til præcise opskrifter. De ligger i massevis på nettet.

tirsdag den 7. december 2010

Huskeliste til julefrokost

Parental Advisory - explicit content - forældre bør ikke nødvendigvis læse dette, medmindre de sætter stor pris på voksne børn m/ ironi.

Nødhælp til andre, der i disse tider kan finde på at være lidt ligesom mig.

12.00-16.00 Hvis du insisterer på en skitur før julefrokosten, så husk at lægge den tilstrækkeligt tidligt til at du kan nå en lur bagefter. Og lad så være med at blive lidt væk i Dyrehaven, så du kommer for sent hjem.

16.30-17.30 Tager du en lur selvom du egentlig ikke kan nå det, skal du huske at stille et vækkeur.

17.45 Alternativt kan du få din far til at ringe til dig, skælde ham ud fordi han vækker dig, se på uret og opdage at der er 45 minutter til du skal være pæn et helt andet sted end du er nu.

17.50 Affør dig langt uldent skiundertøj som du gik i seng med på. Planlæg at gå i bad. Bank på døren og fedt for at dine flatmates bader hurtigt.

17.55 Tag skiundertøj på igen, fordi du lugter så væmmeligt at alt andet straks ville blive inficeret.

18.00 Hent rene trusser i vaskekælderen og læg dem til tørre på radiatoren.

18.02 Tænd for strygejern

18.03 Find skosværte frem

18.04 Flatmate er færdig i bad, du og dine sko er tværet ind i rød skosværte.

18.05 Vask hænderne uden at fedte noget ind i rød skosværte, og tør skoene af for skosværte indvendig. Vask hænder igen.

18.10 Kom i tanke om strygejernet og tjek kjole for anbefalet temperatur. Skru ned for strygejernet og begynd at stryge kjole.

18.15 Imens kan du overveje om det mon har gjort nogen forskel at kjolen egentlig kun må tørrenses, og du bare smed den i vaskemaskinen efter sidste fest.

18.20 Opgiv at få den strøget pænt. Giv skoene en omgang med pudsekluden. Få røde fingre igen.

18. 22 Gå i bad, spar tid ved kun at barbere steder der er synlige med kjole på. Glem armhulerne.

18.30 (nu skal du egentlig være til julefrokost) Tør håret og opdag behårede armhuler. Bestem dig for at der ikke er nok mennesker, der kigger under dine arme, til at det gør noget. Giv også dem en omgang med hårtørreren.

18.35 Sminke, deo, parfume, kjole (det gjorde noget at den blev vasket i maskine, den blev mindre), sko, håndtaske, deo, sjal, nøgler, øreringe, hårsløjfe, ekstra strømpebukser.

18.50 Penge!

18.55 Hent pung og kryds fingre for at automaten ikke æder dankortet.

19.05 Ankom til fest, succeskriterium: du er ikke væltet på cykel på vej derned. Til gengæld er du uglet og svedig.

19.10 Betal for maden, gå ud og fiks håret, tag ekstra strømepbukser af og sko på. Konstater at sjalet overhovedet ikke passer til kjolen.Tag det på alligevel, for dit skriggrønne tørklæde er nok endnu værre.

19.15 Køb en øl og find dit bord. Konstater at du sidder ved siden af B's mand*, der er en Charmør i sin Bedste Alder (45+)

19.20-22? Mad og beleven konversation. Ihjelstegte fiskefileter, frostrejer, stegt gris i egen hud, stegt gris i egen tarm, hakket gris med eget krydderi og rødkål fra glas. Risalamanden var vist god. Eller så var det snapsen. Prøv at forklare hvad dit filosofispeciale handler om, uden at fornærme nogen.
Forsøg at undgå at tale om dit kærlighedsliv og at undgå at drikke snaps uden at fornærme nogen. Undgå at anden Charmør i sin Bedste Alder (45+) kysser på dig. Bliv kysset på kinden i stedet. Flygt ud på toilettet. Tilbage ved bordet er der byttet pladser og du sidder nu ved siden af Flink Brandmand, der godt ved han er tyve år ældre end dig. Udveksl anekdoter om vildmarksliv, arbejdsmarked, Finland og rohistorier.

22? Op til baren. Drinks, øl, snaps, bestil vand til de alt for fulde (også dig selv), aftal med Rar Tegner, at I skal skrive en børnebog om spøgelser, udtal dig schludret om noget filosofi, kinddans til musik, der absolut ikke egner sig til kinddans, udveksle røvere med gamle roere, mere øl og drinks.


??? Censurereret.

??? Husk sko, ekstra strømpebukser, taske, nøgler, håndtaske, cykelkurv, jakke, tørklæde, hue, vanter, nøgler. Tag hjem. Ikke nødvendigvis til dig selv, men ihvertfald ikke med Charmør i sin Bedste Alder (45+). Find hellere Charmør før sin Bedste Alder (30+).

??? Gå i koma.

Søndag: spis morgenmad, gå i bad og gå i seng igen. Send sms til far, der overnatter hjemme hos dig selv (hvor du ikke er), om at du ikke er blevet slået ihjel og efterladt i en grøft på vejen hjem fra julefrokost. Du har blot overnattet andetsteds.

Søndag eftermiddag; Censureret. Involverer politi, der ender med at smile smørret og ønske dig en fortsat god eftermiddag.

Senere søndag eftermiddag; Trask ud til kusine og æd dig fordærvet i marcipan og æbleskiver. Drik ikke gløgg, det er uheldsvangert post-julefrokost.

Søndag aften; Gå i koma igen.

Mandag; Find mail i indbakke med fine spøgelsestegninger og oplæg til uhyggehistorie. Tag ikke til træning, hvor de andre kan grin af dig, men gem dig på kontoret i stedet. (Evt. omvendt, hvis det er arbejdet, du var på julefrokost med.)

PS til flatmates: jeg har ikke blødt i håndvasken, det er rød skosværte!

* B som du har roet meget med. Rigtigt meget.

onsdag den 20. oktober 2010

Ikke hver dag, men ofte II

Lemon extravaganza

Kage:
200 g sukker
2 æg
200 g mel
150 g smør
Bagepulver
2 gulerødder
2 økologiske citroner (du skal nemlig bruge skallen)

Fyld:
smør
lemoncurd

Glasur:
en pokkers masse flormelis - jeg brugte ca. en halv pakke. Det er også en godt stor kage.
saft af en halv citron + lidt citronsaft på flaske

Husk at tænd for ovnen; ca 200 grader. Rør æg og sukker sammen, skræl og riv gulerødderne fint, riv den gule skræl af citronerne og pres de tre halvdele af dem, den sidste skal bruges til glasur.
Kom revne gulerødder, citronskal og saft i sammen med mel og smør, bland til en nogenlunde glat dej. Bages til den er gylden - cirka 20-30 min. Rør fyldet sammen, smørret skal have rumtemperatur for at det bliver pænt og glat.. Lemoncurd er i princippet bare citronsyltetøj, jeg havde et glas stående fra min farmors atomlager. Kan vist også fås i Irma og større supermarkeder.

Lad kagen køle lidt af når den er kommet ud af ovnen, skær den igennem og kom fyldet mellem de to lag, det må gerne smelte lidt ind i den lune kage.

Rør glasur sammen af flormelis og citronsaft, hvis det skal være et tæt tykt lag, skal man lave den ret stiv. Hæld det først på kagen når den er kold!

Kan pyntes med krymmelkugler og sådan, hvis man er til det. Jeg glemte dem i denne omgang, fordi jeg var mere optaget af at spise kagen.

torsdag den 16. september 2010

Turbanparty - nu med billeder


Vi fyldte lejligheden med alle de bedste menensker vi kendte.

Lavede underlige drinks.

Nogen var ikke så glade for dem.

Nogen var gladest for karamelkringle og te.


Nogen havde taget sjove hatte på.

Nogen dansede trommedans i stuen.

Andre fjollede i sofaen.

Jeg holdt tale for folket.

Og de lyttede begejstret

og sang fødselsdagssange for mig!
Og der er flere billeder! Vil I have flere billeder?

lørdag den 11. september 2010

Det var en god fest

Jeg tager lige mine chips og mit slik og lægger mig ind på sofaen og dør af tv-overdosis.

torsdag den 9. september 2010

Hip Hurra!

Idag er det nemlig Ninas fødselsdag og alt det der halløj. Jeg er dog blevet så gammel efterhånden, at det vist mest er mig selv, der synes det er vigtigt med fødselsdage, til gengæld er jeg stadigvæk lige så begejstret for muligheden for fest og gaver som en femårig.
I hvertfald skal jeg ikke noget særligt i aften, så hvis der er nogen der har lyst til at tage mig med ud til varm kakao og boller, er det helt i orden med mig.
Men nu holder jeg også fødselsdagsfest i morgen, fordi det passer bedre med fredage, og der vil være en 14 sider lang drinksliste med mærkværdige drinks, turbaner og hatte til de 14 første gæster ud af de nogen-og-tredive der kunne komme, pølsehorn og fødselsdagskringle og festligheder generelt.
Så hvis nu du ikke har noget at lave i morgen aften, er det mig der gi'r.

mandag den 23. august 2010

Våd weekend


Der var kanindåb i alle fire roklubber ned langs strandvænget i lørdags, med slisker ned i havnen og besøg af Neptun, hans kone, hendes makrel, kannibaler og andet godtfolk.


Femogtyve rokaniner fra kvik blev smurt ind i tang, sennep & ketchup og hældt i havnen. Bagefter hævnede vi os og smed neptun og Co i havnen.

Så var der varmt brusebad og omklædning til gallafest med mad og uddeling af priser og dåbsbeviser og øl og shots indtil baren blev tørlagt og vi gik over til DSR og prøvede at tørlægge deres bar. Om det skete, ved jeg ikke, for på et for mig ukendt tidspunkt blev jeg fulgt hjem ("Nina, kan du godt cykle?" "Jada, schefølli ka jar schykle!"), uden dåbsbevis og dermed i risiko for at skulle gentage hele molevitten næste år.

Og om søndagen vågnede jeg klokken to og skulle ud at ro klokken tre. I regnvejr.

fredag den 13. august 2010

Ønskeliste (fødselsdag 2010)

  • Bukowski: what matters most is how well you walk through the fire
  • Leonard Cohen (altså noget af hans musik, ikke selve manden. Selvom det kunne være ret sejt)
  • Mandolinjern
  • Kamera
  • T-shirts
  • Ekstern harddisk
  • Magnetlygte til cykel
  • 2x cykelslange + dæk (jeg skal lige tjekke størrelsen)
  • Damecykelsaddel
  • Cykelhjelm
  • Og en cykellås - edit, har købt cykellås. Tænk hvis nu nogen kom med dæk og lygter og alt muligt, og cyklen så var blevet snuppet...
  • Potteplante til min hængepotte i vinduet
  • En planke på 2 m x 25 cm x 1,5 cm, til at sætte en hylde op
Gaverne kan afleveres hjemme hos mig d. 10/9 fra kl. 20.30. Så får man til gengæld turban på og pastis at drikke. Mødre og andre, der ikke er til pastis & turbanpartys kan bare sige til hvornår det passer dem. Så kan de komme og få the og kage.

fredag den 30. juli 2010

Ønskeliste fødselsdag 2010

  • Bukowski: what matters most is how well you walk through the fire
  • Leonard Cohen (altså noget af hans musik, ikke selve manden. Selvom det kunne være ret sejt)
  • Mandolinjern
  • Kamera
  • T-shirts
  • Ekstern harddisk
  • Magnetlygte til cykel
  • 2x cykelslange + dæk (jeg skal lige tjekke størrelsen)
  • En damecykelsaddel
  • Og en cykellås
Gaverne kan afleveres hjemme hos mig d. 10/9 fra kl. 20.30. Så får man til gengæld turban på og pastis at drikke. Mødre og andre, der ikke er til pastis & turbanpartys kan bare sige til hvornår det passer dem. Så kan de komme og få the og kage.

mandag den 12. juli 2010

Odense t/r

Vi roede på lange blanke dønninger fra Svanemøllehavnen til Humlebæk midt om natten. Det nåede aldrig at blive helt mørkt, før horisonten blev lyserød, og det blev dag igen. Faktisk var vi så tidligt fremme at jeg stod udenfor Borup lidt over seks, og blev samlet op af Jürg, der satte mig af i Slagelse. Der fik jeg lift af Birgitte, der smed mig af ved Ringsted, og to minutter senere blev jeg samlet op af Kurt på 81, der fortalte mig om sin ungdoms vilde eventyr som svæveflyver. De sidste tredive kilometer til Odense blev med en slagter, der var ude og levere varer. Og så var jeg fremme lidt i otte om morgenen.
Der fandt jeg Klosterparken, der er glimrende til at sove og læse i, når man endnu ikke har været i seng, og så dukkede Rasmus op omkring klokken fire, og vi smed mine pakkenellikker af hjemme hos ham, gik ud og spiste og drak nogle øl og genopfriskede venskabet. Han har købt en båd siden sidst, og fået sig en lejlighed, der er så hyggelig at man får lyst til at flytte ind med det samme.
Vi var tidligt oppe om lørdagen, et smut forbi værkstedet i Skallebølle, hen på tanken og købe morgenbrød, og så fandt vi et træ, der var væltet udover Langesø, hvor vi sad og spiste, mens Rasmus fortalte røverhistorier om dengang han var kæntret i kano med to af sine kammerater på selvsamme sø, og aftal at vi må se at ses igen, og forhåbentligt med lidt kortere tidsperspektiv.

Hjemme hos Rolf var der så steghedt at det nærmest var umuligt at foretage sig andet end at ligge på sofaen og svede lige så stille, indtil vi skulle ned på banegården og med en busfuld håndværkere ud tilhans forældres gård. Nu har jeg ikke været til svendegilde før, men jeg har nu en fornemmelse af at et har var noget af det rigtige. Der var i hvert fald over 500 dåseøl, en badesø, en hund at lege med og en kæmpestor grill. Og allerede før vi blev samlet op af bussen havde jeg været med til at afsynge samtlige danske sange, der indeholder noget med skål og tillykke, tacklet en af svendene, der ikke troede på at det der brydning duede til noget, lært dem alle sammen at sige vittu, blevet kysset bag skuret af en lærling og aftalt med en af Rolfs venner, at når jeg blev karrierekvinde, kunne han være min husfar.
Så tog vi til byen, drak flere øl, jeg blev brugt som skalkeskjul til at få yngstelærling med ind på diskodaskoen, dansede med dem alle sammen, og ved tretiden var jeg blevet træt og konfiskerede Rolfs nøgler op af hans lomme og fik lokket de overnattende københavnere med hjem, og vågnede ikke før klokken to dagen efter, hvor jeg var alt for træt til at blaffe hjem og derfor drog ind til banegården og hoppede på et køligt airconditioneret tog.
Så var jeg også i København lige i tide til at nå ud til grill i regnvejr i kviks baghave til fejring af at vi faktisk var nået hele turen rundt om Sjælland.
Jeg forlod dog selskabet rimelig tidligt, og tog i stedet ned og svømmede en tur, og sluttede weekenden samme sted som den begyndt; i øresunds blanke aftenvand.

torsdag den 8. juli 2010

Roadtrip

Jeg stikker midlertidigt af over weekenden. Roklubben afholder Sjælland-rundt stafet, og jeg er med på første ben i aften op til Humlebæk kl 00.00. Det var ikke helt frivilligt valgt.
Efter planen er vi fremme kl. 3.45, og min personlige plan derefter er at spise madpakke og blaffe til Odense.
I Odense er der op til flere rare håndværkere jeg skal besøge, Rolf holder svendegilde, Rasmus var mirakuløst til at få fat på og lød ligefrem begejstret over at jeg kom dernedaf, og Kenneth kunne måske også proppes ind i weekenden, medmindre han bygger scener et eller andet sted.

Dermed skal jeg både have natrotøj, fin kjole og blaffekjole med. Konceptet blaffekjole går ud på at den skal være udpræget piget, så man ser ufarlig ud. Dog skal den også være udpræget usexet, så man ikke ligner en, der har anden business på vejen. Derfor er fin kjole og blaffekjole to helt forskellige ting. Plus op til flere bøger, fleecepose (godt det er sommer og jeg ikke skal bruge en rigtig sovepose), toiletgrej, svendegildegave, lidt elektronisk udstyr (telefon, kamera - det kunne jo være det ville virke & mp3), og en madpakke, der er stor nok til at jeg kan være mæt i 1 1/2 dag. Det skal alt sammen ned i min vandtætte packbag. Godt jeg købte den største udgave.
Måske skulle jeg bare finde på en gave i Odense.

mandag den 5. juli 2010

Mens I var på Roskilde

Har moret mig med:

  • at skrive ti sider speciale
  • ro en masse
  • haft østrigske, engelske og amerikanske couchsurfere på besøg
  • holdt fødseldagsfest for Kathrine
  • producere syv liter hyldeblomstsaft
  • været på stranden
  • løbet på rulleskøjter
  • grillet
  • lyttet til jazz