He was an excellent student, he studied as if he had a future

Mine drømme bliver mere og mere mærkelige og i dag er det særlig svært at koncentrere sig. Der er så mange små praktiske ting jeg også lige skal ordne, at jeg begynder at savne ferieensomheden, hvor jeg sad helt alene herude og ingen skrev mails og bad mig om at tage stilling til alt muligt og organisere ting og sager. Små afbrud hele tiden, intet flow, døde tanker. Jeg når ikke at blive færdig. På fredag. Hvordan kan det allerede være nu?

Jeg dør

Jeg stod op imorges kl. 6 og morgenbadede. Så tog jeg ned og skrev speciale. Det har jeg gjort siden da. Nu sidder jeg og retter bilag til fordi jeg ikke længere kan tænke (der er stavefejl i hvertandet ord. Og jeg har ondt i fingrene af at taste). Må jeg godt drikke en øl nu?

Kunstnerklager/kvalesang

Jeg tror vistnok at  for lige præcis et år siden lovede mig selv at det var det sidste forsømte forår jeg skulle sidde og skrive kedelige skolesager. I stedet kom jeg til at skrive et speciale, der heller burde være et flerårigt tværfagligt forskningsprojekt, og er ved at udvikle hjernenedsmeltning og en personlighedsforstyrrelse, fordi det både er helt vildt sejt at blive inviteret til at holde oplæg om noget, jeg laver, der næsten ligner forskning, og samtidig være så træt af at bruge hele dagen foran en computer i så lang tid, når jeg egentlig hellere vil ligge i min hængekøje og skrive romaner læse noget Tove Jansson. Eventuelt drikke øl med mine venner.

Og hvor ville jeg ønske at kunne gøre som da jeg var lille og blande alle sprog sammen. Så ville jeg kalde mit projekt bajsnödigt.  Det er svensk.Det betyder ikke kun, hvad I tror.

Goddag id, farvel superego

Jeg drømmer om folk der drukner, i iskoldt vand, de glider på landgangsbroer, moler, hopper i med vilje, og hvis nogen prøver at redde dem, bliver redningsmanden skubbet under vandet, og fryser til is og jeg kan bare stå og kigge på og råbe om hjælp, og leder forgæves efter livbøjer og kastetov, men der er ingen der kan hjælpe, ikke en redningsvest i miles omkreds. Det er altid gamle ukendte damer. Og jeg vågner helt panisk over at jeg ikke fik reddet dem, og har dårlig samvittighed.

Kære underbevidsthed, hvis nu du holder op med de her væmmelige drømme, som jeg oven i købet ved ikke passer, selv mens de pågår, så lover jeg at det her skriveri snart er overstået, og verden bliver normal igen. Den 29, ok?

Fordelen ved at bo hos Kira

At hunlaver grøntsagstærte, kålrodsfritter og rødbede/jordskoksalat til aftensmad, mens man selv sidder og skriver oplæg som en gal. Luksus.
Jeg vaskede i øvrigt op bagefter, så der er lidt retfærdighed til.

I morgen tager jeg til Odense og leger med Rasmus hele søndagen og på mandag der det store oplægsdag på universitetet. Jeg håber virkelig ikke der sidder nogle arge anitfeminister, eller hardcore radikalfeminister. Vi skal nemlig diskutere, i håbet om at de ikke opdager at jeg snyder dem alle sammen, og virkeligheden ingenting ved og er dum og slet ikke burde gå på universitetet. Sådan følges det nemlig lidt nu. Hjælp. Jeg tager et par kilo bøger med som sutteklud og håber på det bedste. Det er jo ikke metafysik, og så længe det ikke er metafysik, plejer det at gå.

Å nej! Præseniliteten slår til igen!

Jeg havde helt fortrængt at jeg har sagt ja til at holde oplæg på Odense uni om mit speciale (ja, det speciale jeg stadigvæk ikke er færdig med). Det er på mandag. Det er fedt. Det er sindssygt præstationsangstfremkaldende. Tis! Juhu!

Pludselig selvindsigt ved omgang med andre mennesker

Jeg plejer at sige at jeg da i hvert fald ikke er kræsen. Men jeg kan ikke lide færdiglavede salater, og jeg kan ikke lide ketchup eller remoulade eller mayonnaise og jeg vil helst helller ikke have kødpålæg og egentlig kun økologisk kød, og jeg vil heller ikke spise ting, der er fedtede, eller friturstegte, eller som kommer fra macD og deslige. Jeg vil helst ikke have færdiglavede kager, og der er kun én slags chips jeg kan lide, og jeg er også sådan lidt sart med dressinger og sovse, og dåsemajs kan jeg heller ikke rigtigt have og frosne færdigudskårede grøntsager (uf, gulerødder med riller! Du er afsløret!), og det skal helst også være skåret ud og krydret på den helt rigtige måde. Og syltede rødbeder og agurker og sådan er også dybt mistænkeligt, og ting med mange e-numre (altså bortset fra hvinende syntetisk slik, jeg, min hykler!) og ting der smager for meget af et eller andet, for eksempel blå ost, der er for blå.

I virkeligheden er jeg vist stadig en femårig, der vil vide hvad alle elementer i maden består af, så jeg er sikker på ikke at blive forgivet. Godt, jeg har fået oparbejdet et rygte om at være god til at lave mad, så folk gerne kommer hjem til mig for at spise. Der ved jeg i det mindste hvad der er i. Selvom jeg ikke en gang altid kan lide min egen mad. Den kan også sagtens smage helt forkert.

Forvirringens faser

I nat drømte jeg at jeg var til fødselsdag, jeg havde ikke taget nogen gave med fordi jeg ikek vidste det var en fødselsdag, og det var meget pinlig. Hele selskabet blev så sure at de gik, og så var jeg pludselig alene med en enkelt midaldrende dame, der var radikalfeminist og skældte mig ud, så jeg kunne lære at blvie solidarisk og huske gave en anden gang.
Da hun opdagede at badeværelset var beskidt (ja, sær drejning), smøg hun ærmerne op og gik i gang med at gøre rent, og der var stadig fuld drøn på udskældningen. Imens så jeg mit snit til at liste ud af lejligheden, og da den vrede radikalfeminist spottede mit rømningsforsøg, råbte hun ud ad vinduet at hun nok skulle finde mig og vidste hvad jeg hed. Jeg kunne dog triumferende vende mig og råbe tilbage at der tog hun nok fejl, for hendes argumenter var byggede på forkerte præmisser, jeg hed nemlig noget helt andet til efternavn, end hun troede. Så vågnede jeg og var meget forvirret.

I virkeligheden er jeg ikke bange for radikalfeminister eller damer de skælder ud. Jeg tror heller ikke at radikalfeminister lukker folk inde i lejligheder. Men jeg skriver ret meget speciale, og laver ikke særlig meget andet. Underbevidsthed, jeg har luret dig!

la liste dag 731

Det her gør mig oprørt - blandt andet min egen oversættelse. Gør mig oprørt? Gør mig vred hedder det.
Kort sagt alt - jeg har lige skiftet mit facebookbillede ud med en brølende bjørn og sådan føler jeg mig ret tit for øjeblikket. Alternativet er en træt bjørn, og selv en langvarig skitur har ikke helt hjulpet på det grundlæggende overskud, der stadig ikke findes og nok ligger og vente et sted bag aflevering, der kommer alt for snart, på trods af at jeg ikke synes jeg kan blive færdig hurtigt nok. Capische?
Jeg er træt af andres folk meninger om alting og især deres meninger om køn, specielt når de for det meste starter med det tåbelige udsagn at de ligesom synes der er forskel på hanner og hunner -  no shit sherlock, det havde jeg sgu ikke opdaget, godt du påpegede den detalje, og så kan jeg i øvrigt ikke bruge dine personlige meninger til noget som helst i et videnskabeligt funderet speciale. Iøvrigt skriver jeg indenfor filosofi og ikke medicin, så biologi er pænt irrelevante.

Ellers irriterer jeg mig ret meget over mine manglende koncentrationsevner, specielt fordi noget af det der virkelig kan pisse mig af  er udsagn som "nogen burde", og " det er også bare for dårligt" og manglende ansvar for egen indsats, evner og liv. Det er pænt svært at irettesætte andre, når man selv begår nøjagtigt samme fejl, for det er mig selv, der har valgt at læse på uni og blive der, mig selv der har valgt at skrive et speciale og jeg har også selv valgt emne, og så må jeg altså bare bide ballerne sammen og gøre det færdigt. Hvis jeg skulle have fortrudt, så skulle den konsekvens jo være taget for længe siden. I det mindste har jeg et arbejde, der venter på mig når jeg er færdig, så jeg selv tager ansvar for min egen økonomi, fremfor at lade fagforening, samfund og  dig hænge på den, selvom jeg ville få lige så meget ud af dagpenge som af at gå på arbejde. Muligvis mere endda.

Noget jeg fortryder

Et tyvsjålent visdomsord; det er for tidligt at give op og for sent at starte forfra.
Folk der siger at de ingenting fortryder, lyver ellers har de ikke lært nok.
Sandheden i 'je ne regrette rien' er at man kan ikke fortryde noget, man kan i hvert fald ikke ændre det i særlig  mange tilfælde.

Der er meget jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde vidst det jeg ved nu, men det ved jeg jo kun i kraft af det liv jeg har levet. Cirkulær argumentation.
Men der er en del ting jeg fortryder at jeg ikke i det mindste prøvede, at jeg ikke turde lidt mere da jeg var yngre, i stedet for at gøre sådan som jeg troede jeg skulle. At jeg havde haft modet til at følge mine egne ideer istedet for andres, og at jeg ikke havde hørt så meget efter hvad andre mente. På den anden side kan jeg godt forstå og huske hvorfor det var svært. Hvorfor det stadigvæk er så svært. Hvor kunne man have levet mange forskellige liv og hvor er det svært at vælge det rigtige.

For mig var det især rigtigt svært at være 17-18-19-20 år og skulle forestille at være noget der var rigtigt voksen og tage de der valg, der bestemmer hvad der egentlig er for et slags menneske man bliver resten af livet. Derfor gjorde jeg det, der var nemt og gik på universitetet som pæne piger med pæne karakterer gør, uden at tage chancen med de vilde ideer.

Nu er jeg snart færdig og nu står jeg der igen - 27 og nu gælder det, SU'en er brugt til mere end sidste krone, specialet skal lige gøres helt færdigt og så, hvad fanden gør jeg så? Helst noget jeg ikke fortryder.

I det mindste er jeg ikke gravid med en jeg egentlig ikke er sikker på jeg vil være kæreste med, eller teknisk insolvent, eller har opgivet livsdrømmen jeg havde en gang, sådan som nogen i nær og perifer omgangskreds. Eller jurist.

Dagsrapport

Stod for sent op. Tog ned på RUC og kiggede på specialet. Læste tegneserier og avis på nettet i stedet for at glo på det åbne word-dokument, jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Spiste frokost. Kiggede mere på word-dokument og rettede lidt i nogle sætninger. Læste lidt i en dum bog. Var sur på speciale og tænkte at det da kan være ligemeget og jeg holder bare op og gør hvad? Gik ud og lavede te.

Drak te og spiste mellemmad. Fandt anden bog frem og skrev halvanden side om lighed og enshed, og lavede punkter over hvordan det skulle fortsættes i morgen. Tog toget til Nordhavn og sleb og lakerede båd. Tog hjem og spiste f'lafel. Går i seng nu.

Doin' it wrong

Jeg har sendt en jobansøgning.Det er ikke er rigtigt voksenjob, så der er rum for eksperimenter med formen. Jeg var meget ærlig. Det har jeg lige fået at vide er en dårlig strategi hos fagforeningen. Jeg tror ikke på dem.

Det bliver spændende at se om jeg får det.

Grit

Når jeg er træt af bøgerne, reparerer jeg cykel. Bevæger mig, laver noget. Sliber båd. Jeg kan godt lide at hugge brænde, bore hylder op, høvle lige og glat, få ting til at virke igen. Håndværker. Åh, jeg skulle have været håndværker, pludselig kan jeg sé det - jeg skulle have været håndværker.

Skriveøvelse dag 15; mine drømme

Idag tjekkede jeg. Vi er halvvejs.
For tiden falder jeg i akut udmattelsessøvn og kommer for det meste lidt senere op end jeg havde planlagt på forhånd og kan ikke huske hvad jeg drømmer. Det er bare en stor dunkelhed, der er alt for kortvarig. Zzzzzzz
Men under mere normale omstændigheder så kan jeg noget lidt mystisk: jeg ved at jeg drømmer, når jeg drømmer, dvs. bevidste drømme. Det er noget man kan lære ved lidt meditation, er effektivt mod dårlige drømme, bevirker at man oftere kan huske hvad man har drømt og det skulle efter sigende også virke også på børn, der har mareridt.
For midt vedkommende drejede det sig om den store Bussemand, der prøvede at komme og ta' mig om natten, mens jeg sov de uskyldiges søvn. Når han nu dukker op, ved jeg at jeg drømmer, og der slet ikke findes nogen bussemand og så vågner jeg. Helt uden panikangstens sved, fordi jeg har viklet mig helt ind i dynen og sparket til den jeg sover ved siden af, mens jeg i søvne er løbet fra bussemanden. Det er meget rart at slippe for. Selvom drømmemeditation lyder enormt flippet.

Den mærkelige pige

På facebook klikker jeg alle reklamerne væk og rapporterer dem som "offensive". Det morer mig meget.

Min tro, skriveøvelse dag 8

Rent generelt er jeg ikke så meget for organiserede religioner. Tro er jo netop tro, og hvis man er så mange mennesker, der er så enige om at man tror noget bestemt, ender det hurtigt med at man synes man ved og har ret. Hvis der så er nogle andre, der mener at de har ret i noget helt andet, er det man står med en rask lille religionskrig, som vistnok er det, vi mennesker er kommet allermest op at slås om, når man ser bort fra sult og ejebegær. Religion er opium for folket og præsterne er pusherne, der ender med magten.

Jeg har ikke noget imod folks personlige overbevisning om noget mere og højere i livet og verden end samtalekøkkener og H&M's næste sommertøj. Funderinger over hvor vi kommer og fra og hvor vi skal hen og hvordan man ter sig på vejen mellem de to punkter, kan jeg på ingen som helst måde se noget skidt i. Det er baggrunden for det meste kunst, kultur, filosofi og livsvisdom, og jeg tror på mennesker og håber på at vi kan finde ud af at leve ordentligt sammen, og der behøver vi nok nogle regler vi kan være nogenlunde enige om. Men både guderne og reglerne er nok nogen vi selv har hittet på.

Jeg er dermed udmærket klar over hvor stor betydning religion har for vores tankegang og moralsæt, selvom vi slet ikke selv er religiøse officielt, vores armodsprotestantiske fortid i den skandinaviske kulturkreds har stadig relevans i dag. Det betyder nu ikke at vi stadig bør tro på en nytestamentlig Jahve, der skabte verden; dog heller ikke at jeg kan forklare hvor verden kommer fra - jeg er så humanistisk uddannet at jeg knap nok kan forklare hvor elektriciteten kommer fra og hvordan fly kan lette. Selvom jeg ikke kan forklare det, tror jeg nu ikke på at det er ved magi.

Jeg har hørt en kreationistisk forklaring på evolutionsteorien, om at det svarer til at tro at bare man har nogle planker og mursten og mørtel, bliver det til et hus af sig selv, hvis man venter længe nok.
Den ligning passer ikke helt ind i mit temperament, for det første er huse ikke reproducerende organismer, og for det andet er forklaringen halv i sig selv, for hvor kommer plankerne og mørtlen i det hele taget fra til at starte med?
Det er noget med Big Bang og sammenpressede atomer og hele universet, der kan være på spidsen af en knappenål og alt for vidtløftigt til at jeg kan rumme det. Der findes kræfter derude vi ikke kender til, der har sat noget i gang vi ikke forstår, men det er nok nærmere fysik, vi bare ikke fatter.

Og hvad jeg ihvertfald ikke fatter, er hvordan man kan bilde sig selv ind at en eller anden guddommelig kraft har igangsat hele det kolossale milliardårige show for 30.000 års latterlig menneskehed, der alligevel ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og smadrer scenen på et sekund. Så skulle den hersens urkraft have nedskrevet regler om hvornår man må knalde og hvad man må spise og hvordan man skal sy sit tøj i hånduddelte bøger, og der er kun en af de mange millioner religioner, der er den sikre vej til et liv, der fortsætter i al evighed med honning og rosiner, efter vores jordiske hylster er mugnet?

Som om tyfoner og torden bryder sig om mennesker.

Et øjeblik - skriveøvelse

Et øjeblik, så går jeg i gang. Jeg skal bare lige skrive en to-do liste, og en ønskeseddel, og h vad jeg skal give til de andre i julegaver, og læse Rocky på politiken.dk og se om Stien har lavet en sjov tegning og spise en chokoladecroissant og og lave en kop te, og ud at tisse og læse hvad det er de er sket med ham bombemanden i Stockholm, og svare på en sms og.. Lige om et øjeblik, så går jeg i gang.

nåja, jeg var her for at skrive speciale...

Boink!

Samfundsomstyrteren Kurt

Når man læser kommunikation, er det en god idé at tilmelde sig kommunikationspostlisten. En hel del kommunikationsstuderende laver noget, der indbefatter spørgeskemaer. Gerne kombinationen spørgeskemaer + studerende (navlepillende projekter - det kender jeg ikke noget til). Derfor får man en frygtelgi masse spørgeskemaer tilsendt på den der kommunikationspostliste.
Enten kan man bare besvare dem - det gør man i starten. Efter 27 spørgeskema i løbet af de to første uger af første semester, bliver man træt af dem og trykker ignore resten af studietiden. Indtil man begynder at skrive speciale og keder sig og for et let ondskabsfuldt forhold til akademia og unge naive studerende. Så forvandler man sig til Kurt, 47, håndværker, fra Nordjylland, der holder meget af opera, ekstrabladet, charterrejser, James Joyce og canadisk indierock.

jeg gør det, jeg gør det, nu har jeg gjort noget af det

I har muligvis bemærket at det er blevet november og jeg ikke er blevet cand. mag i triumf og glæde. Der var noget med en farmor, der døde i sommers, som tog lidt tid, og så er der noget med at det er svært at skrive sådan et speciale, og så er der noget med angsten for hvad man dog skal gøre ude i det virkelige liv når man er færdig og og gud, jeg kan jo slet ikke finde ud af det her.
Men jeg har sendt noget til min vejleder om hvad det er, jeg ikke kan finde ud af. Så håber jeg vi kan finde ud af det sammen. Og jeg har søgt ekstra su. Og der er også tre måneder til hammeren falder for alvor.