Viser opslag med etiketten Helsinki. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Helsinki. Vis alle opslag

lørdag den 9. maj 2009

Nu har jeg været ude

Det var sjovt, og absolut på høje tid at lave noget andet og mere underholdende, end at ærgre sig over alle de lektier jeg burde sidde med. 
Dog har det resulteret i at jeg har foretaget mig absolut intet som helst fornuftigt hele dagen i dag af bare træthed (nej, ikke tømmermænd, jeg er i stand til at være sent oppe uden at være fuld). Klokken 5 kapitulerede jeg og snuppede en lille lur på tre en halv time og vågnede til en helt ny aften  fyldt med solskin. Nu bliver det vel natskrivning istedet, efter noget sen aftensmad. 

onsdag den 6. maj 2009

Roskasta

Når nu man har sit skrald bioøkodynamisk opdelt efter fine finske principper med bioskrald, papirskrald, metalskrald, glasskrald, dåse-og flaskepants (hvilket jo teknisk set ikke er skrald, men byttemateriale til fulde dåser og flasker) og resten, hvor hører gulvopfej så egentlig til? 
Det består jo mest af pistacheskaller, lange hår og støv, hvilket teknisk set må være biologisk nedbrydeligt. 
En gang i mellem er der jo også sytråd, genbrugstøjsprismærker og uidentificerbare plasticstumper i. 
Skal man sortere sit gulvopfej? Eller bare kategorisere det under "resten"? 
Iøvrigt regnes teposer som biskrald heroppe, men de der små metaldimser som klipser tråden fast til papirmærker er vel ikke biologisk nedbrydelige? 
Burde man pille dem ud og lægge over i metalskraldsbunken? Skal papirmærket så over i papirskraldet?  
Burde jeg snart se at komme lidt mere ud?

onsdag den 29. april 2009

morgenstund har guld i mund

Tirsdag morgen stod jeg op klokken fire, for at tage på fugleekspedition med mit filosofihold.
Vi gik ad små stier ved Gammalstadsviken, der ligger fem-syv kilometer fra Helsingfors centrum.

Fuglene vækkede hinanden, og tog morgenbad i verdens pæneste badeværelse

Helt stille, bare fuglesang og flaprende studentergummistøvler

Solen stod op. Vi så fasaner, dyk-, grå- og nogle andre ænder, fiskeørn, hejrer, blishøns og en masse måger. Og en gulspurv!


Så kom vi til en lille hytte på en lille ø i en lille bugt, hvor vi tændte bål, drak morgenkaffe, spiste franske pastiller og talte om Husserl.
Var det noget for filosofferne derhjemme?

fredag den 24. april 2009

sit-sit

Først minglede vi allesammen lidt smånervøst, jeg kendte slet ikke nogen, så jeg holdt godt fast i mit rødvinsglas og prøvede at lade være med at se fortabt ud.

Så var det tid til at spise- Aldrig har jeg betalt så mange penge for så skidt mad. 23 euro, og det var som taget ud af studenterkantinen (der i og for sig er udmærket, men kun koster 2 euro 50) Maden bestod af:

For lidt salat (og finsk salat er iøvrigt ikke videre spændende)

Noget flødekartoffelagtigt og steg-noget, ubestemmelig vegetarbøf til mærkelig menneseker som mig, samt lilla sovs.

Creme brulee uden brulee

Nogle ornli store rødvinsglas og en masse snapser medfølgende 37 studentersnapseviser

Så sang vi alle de der snapseviser, og et par improviserede frække  italienske versioner af børnesange. Forsangeren blev ret arrig , da vi flabede udvekslingsstudenter syntes det blev lidt trætsomt efter vise nummer 27, især da  størstedelen var på svensk eller finsk, og vi i modsætning til rigtige finske studerende hellere ville spise og tale med hinanden, end drikke os baskefulde.


Og så dansede vi, da natten var ved at blive sløret. Og jeg vinglede ned til jernbanetorget og fandt den sidste bus hjem klokken 1.30, og spiste natmad derhjemme. 

til ære for min farmor



jeg var til dronningens fødselsdag, JP kunne ikke fordi han skulle arbejde. 
Jeg stod der altså med pindemadder og champagne og var uvigtig praktikant sammen med Laura, der også er uvigtig praktikant. Men det var da meget sjovt at prøve.

torsdag den 23. april 2009

og så blev det torsdag

jeg har været til finsk studenterfest -sitsit - og er fuld og glad. Det er rart at lave andet end at arbejde. Måske er der et billede der er blevet godt, så får I det imorgen. Men nu skal jeg i seng.

fredag den 13. marts 2009

Forår!

Solen er kommet! Og pipfugle om morgenen!
Blå blå himmel og smukt lys
afløbsrør der spytter al sneen ud så jeg snart kan gå med røde sneakers!

Og så har jeg iøvrigt fejeret at det er fredag med at drikke cider og spise chips til lektielæsningen. I'm a wild wild child!

mandag den 9. marts 2009

Og nu: chokoladeis!

  • 5.30 Stå op
  • 6.45 Købe billet og tage toget itl Helsinki
  • 9.00 På arbejde i ambassaden
  • 15.30 I bank og betale husleje, kun et par dage for sent (jeg sværger jeg glemte det! Det var ikke med vilje!)
  • 16.00 Til forelæsningen i meningens källor på finlandssvensk. Det handler om noget med mening og paradigmeskift i filsofien i begyndelsen af 1900, og noget med wittgenstein... tror jeg.
  • 18.25 Bus til  Helsinkis mest firkantede bydel; Rönnbacka
  • 18.50 Købe ind
  • 19.15 Hjemme
  • 19.20 Vaske op, rydde indkøb væk osv..

onsdag den 4. marts 2009

(not) dressed for the job

en gang imellem føler jeg mig en smule utilstrækkelig fordi jeg i virkeligheden prøver at udfylde et halvandentidsstudie og et fuldtidsjob på en arbejdsuge. Og på dage som idag hvor ens chef kommer ind, og påpeger at man (altså jeg) ikke kan sætte kommaer, og det er da noget skidt, hvis man har tænkt sig at leve af at skrive, så kan man (stadigvæk mig selv) godt overveje hvorvidt det med to ting på den halve tid egentlig var en god idé. For jeg synes godt, jeg plejer at kunne sætte kommaer og skrive et essay og se mine venner, men lige for øjeblikket tænker jeg mest på den næste ting jeg burde nå at lave, og så bryder mit lille hoved sammen og går i strejke/koma.
Så jeg forsøger at se frem til at der vist bliver lidt bedre tid, når jeg er færdig med at skrive eksamensessays, og at det allerede nu er lyst næsten til klokken seks om aftenen.  

Og dagens positive nyhed (så I kan gå herfra med et smil på læben) er at jeg har set på Kalevala udstilling i Ateneum med Sarah, og så skal I jo huske at tage forbi gl. Strand kunstforening og se Akseli Gallen-Kallela udstilling. Det er nemlig så fint og finsk.

tirsdag den 3. marts 2009

fimbulvinter


Jeg ved godt at jeg helt frivilligt er flyttet til verdens nordligste hovedstad, men heroppe passer det dér med at marts er en forårsmåned overhovedet ikke. Det vælter ned med sne, som man (jeg) ikke kan bruge til noget som helst, fordi, man (jeg) skal arbejde eller lave lektier hele tiden. 
Og så ender det med bare at være helt enorm koldt og gråt og kedeligt, og jeg kunne godt tænke mig lidt mere forår ret snart. Men det bliver der ikke noget af, for man kan i den grad mærke at der er kortere til Rusland end Golfstrømmen..
Og så til arbejdet

torsdag den 26. februar 2009

slem student!

Jeg skulle jo have skrevet essay idag. Men det skal først afleveres d. 6/3, så jeg har stadig tid! Til gengæld har jeg sovet længe (det var rart) og vasket tøj og ryddet op og gjort rent, og det trængte der virkelig til. Og så var jeg inde og se en film m/ foredrag om det finno-ugriske Selkup-folk, der lever i Sibirien, og traditionelt har levet som flytjægere og benyttet sig af rensdyr som trækdyr og haft shamaner og alt muligt spændende. Nu er de ved at blive forflyttet til landsbyer, og drikker for meget alkohol, og arbejder i den russiske olieindustri. Men der er stadig nogle få der lever af skoven. 
Se, det var meget sjovere end at skrive om media literacy (og flinke Martin har henvist mig til en side om e-learning, der kan bruges til kilde, når jeg tager mg sammen).Så jeg kan studievægre lidt til, før det bliver kritisk.

onsdag den 25. februar 2009

fri?!

Jeg har fri imorgen? Godt nok skal jeg skrive et eksamensessay på fem sider om media literacy, men det virker altså temmeligt overskueligt, i forhold til at være på arbejde i 7 timer, skole i to timer, og derefter skulle lave lektier. 
Jeg kan nå at vaske tøj, og stå sent op! Det er helt vildt!

Og dagens finsk, fordi jeg har været til time idag og det er enormt længe siden:
Sanko kysyä jotakin?

tirsdag den 24. februar 2009

nonplan

det blev en meget lang eftermiddagslur, og bagefter var jeg altså nødt til at lave lektier om noget værre metapladder on computing skills. Men jeg var ude at løbe på skøjter på Näsijärvi i Tamper i weekenden, og på museum. Og der er nogle fine billeder som skal på mac, og derefter på net.
Iøvrigt studerer man (krop och själ - filsofikursus) på en pudsig måde i Finland:
  1. går til time
  2. venter på at underviseren dukker op
  3. hører på ham fortælle om dagens tekst
  4. får dagens tekst udleveret
  5. tager hjem og læser den
Er jeg den eneste der synes det er smartere at få teksten på forhånd, og læse den før timen? Men tilgengæld er der tekst, (i modsætning til logikens historia), og jeg tror jeg fatter hvad der foregår. Indtil videre ingen lange uforståelige formler på tavlen. 

torsdag den 19. februar 2009

Lyden af is









I Weekenden var jeg i Korkeasaari og kigge på dyr og isskulpturer og gå tur på isen. Der skulle også have været en video med lyden af is, men det dur ikke, skidtet. I må nøjes med billeder.

mandag den 16. februar 2009

dygtig nina!

Jeg fik ros af chefen idag. Altså Ole, der er ministerråd, (Niels er også chef, han er nemlig ambassadøren. Yes, så blev der også lige blærenamedropped!), men det er mest Ole, der er min chef. Jeg har nemlig skrevet sådan en god rapport om Lex Nokia! Det er noget med at Nokia vil have lov til at se IP-adresser på mails for at hindre industrispionage via email.. Og I synes ikke det lyder spændende?
Nåmen, jeg var glad som en bekræftelsessulten treårig: "Se mig chef! Jeg har skrevet rapport! Er den ikke fiiin?"

Men det er meget rart at jeg trods alt kan finde ud af noget, for i ærlighedens tegn har jeg egentlig altid bedst kunne lide at være studerende, fordi man har tid til alle mulige andre ting, der er meget sjovere. Bortset fra filosofi, der er af en så nørdet, og for omverdenen, unyttig karakter, at jeg holder enormt meget af det for dets egen skyld. 
Men kommunikation er kedeligt som en finsk salatbuffet når det drejer sig om at læse. Dog sjovt at arbejde med.

Nu bør jeg lave lektier. 

lørdag den 14. februar 2009

godt og blandet

Så har jeg været til min første studiebar i Helsinki! Hos filosofferne; alle fag har en "studentkåre", hvor de arrangerer ting & sager, der for det meste går ud på noget med at socialisere med hinanden og nogle øl (der er dog også noget med sport og hobbyer). Og det var sjovt og de var enormt søde, og syntes jeg var sej fordi jeg var taget derhen alene, dvs. uden andre udvekslingsstuderende, der som alle ved, er flokdyr, som går til grunde i panikanfald hvis de skal noget uden andre udvekslingsstuderende. 
Men der vil jeg ihvertfald gerne hen igen, selvom det tog mig 2 ! timer at komme hjem, fordi den dumme dame på hovedbanegården ikke kunne forstå hvad jeg sagde (hvordan kan Pihlajamäki blive til Kirkonummi?), og jeg var træt og kold og smådesperat og ringede til den stakkels lille JP, og skældte ud på de dumme finner og fik mental støtte og trøst.
I al fald ved jeg nu at det er bus nr 05, der går hjem til mig, og at den kører fra samme stoppested, som jeg plejer at tage busssen fra. 
Det tror jeg godt jeg kan overskue, selv efter at få gratisøl, fordi vi vandt selskabslegen. Der gik ud på at kropsdele skulle røre hinanden (puhada!), hvilket i mit og Joonas' tilfælde blev til: hæl/skulder - lillefinger/albue - hoved/knæ - øre/øre. Og man skal holde alle positionerne! Jeg fik desværre ikke et billede.. 
Iøvrigt fik jeg at vide at filosofikurset "krop og själ" kun har kørt to gange, så jeg kan nok hænge med, og måske indrømme at det der logik... Så klog er jeg slet ikke.

Men det var rigtigt rart at se nogle studerende og socialisere lidt, istedet for at være kedelig. Iøvrigt har jeg fået bekræftet noget jeg har funderet lidt over, Helsinki virker mindre eksotisk fordi det ér mindre eksotisk. Som hovedstad er den jo logisk nok mest international, og slet ikke lige så finsk som Tampere. Desuden er jeg tilbage i vante cirkler, så at sige, med studerende, der minder om mig, og arbejde, der jo absolut er hjemligt, siden det foregår på dansk (og svensk; næsten det samme efterhånden).

En finsk sag er der dog på programmet, de finske gymnasiaster har haft bänkskuddardag, som er 3. g'ernes første fejring af at de er færdige. Og så er de slet ikke begyndt på eksaminerne endnu... Men de klæ'r sig altså ud og kravler op på en ladvogn af en art med deres klassekammerater og en masse øl og kører rundt og larmer. Ungefähr som derhjemme, bortset fra at vi er fornuftige nok til at vente til vi er færdige, og dermed også kan gøre det på et tidspunkt af året, hvor risikoen for snevejr er meget lille. 
Og hybris siger jeg bare! Tænk hvis man dumper!

jeg går i seng igen. Skal ud og danse i aften. Friweekend fra kæreste skaludnyttes til voldsom socialisering (og lektielavning i morgen. Den tid, den sorg.)

tirsdag den 10. februar 2009

...og hverdag

Det er blevet lidt småkedeligt her på bloggen i løbet af det sidste. Jeg er ikke så frygtelig inspireret og jeg laver ikke så vanvittige spændende ting. Mest bliver det til arbejde og studier. Idag har jeg også vasket tøj, gjort rent og løbet på skøjter... Så det. 
Men altså, generelt er det en ti timers arbejdsdag jeg har på programmet for at kunne nå det hele. Og så orker jeg ikke rigtigt at fistre rundt og lave spændende ting. Eller skrive noget vanvittigt kreativt her. 
Finland er heller ikke så eksotisk længere. Jeg kan klare mig sådan acceptablet nok på finsk (i forhold til at jeg ikke har været her længere). Jeg ved hvordan man tager bussen, og har generelt fundet ud af hvordan tingene fungerer. 
Men jeg lover at der kommer noget om det der med at være udvekslingsstuderende snart. 
Nok i løbet af weekenden. Og så må I jo spørge. Kommentere. Det er meget rart med lidt respons. Altså, jeg kan jo se at der er en del inde og kigge, så det er ikke kun for mig selv jeg skriver. 
Hvad vil I gerne høre mere om? Hvad er kedeligt? Er der noget museum jeg skal besøge for jer? Er der noget I vil se billeder af? En by I vil høre om? Finske ting, traditioner og mad?
Eller noget helt andet? Spørg og oraklet svarer. Eller noget lignende...

mandag den 9. februar 2009

uinspireret. Billeder

solnedgang over pihjalamäki 

isbryder

lørdag aften. vi vandt.


torsdag den 5. februar 2009

Runeberginpäiva

Runebergsdag med flag

For et par dage siden ved havnen. Fint skib, eller hvad siger du far?

Idag er det Runebergsdag i Finland, og de flager overalt. Åbenbart har alle boligblokke en lille flagstang sat fast over hovedindgangen (det havde jeg ikke bemærket tidligere), og så er hele byen pludselig blå/hvid.
Men Johan Ludvig Runeberg. Han er digter, finlandssvensker, finsk nationaldigter, og det er derfor de fejrer ham idag. Ifølge Wikipedia blev han født 5/2-1804 i Jakobsstad, og døde d. 6/5 1877 i Borgå. Indimellem der skrev han digte og lavede aviser og  underviste og mange spændende ting og sager. Hans mest berømte epos er Fænrik Ståls viser, og så spiser man Runebergtorta, som er en temmelig klistret sag med mandler og pomerans og glasur på toppen. I kan se den under første februar, hvor jeg smugspiste. 
Men fik også en i dag sammen med Nada, som også er på udveksling, og dansk tjekke. Det var hyggeligt. Ellers bliver det mest arbejde på ambassaden, og skole og lektielæsning. Jeg er så flittig og bliver så klog, så klog. 

mandag den 2. februar 2009

nina den kedelige

idag har jeg skrevet om finanskrisen påvirkning af det finske arbejdsmarked. Og været til Media Literacy og finsk. Og i supermarkedet. Der købte jeg 3 X færdigretter, riisipirakka, yoghurt uden smag, kemikaliesæbe til badekaret og chokoladeis. 
Den der kan gætte hvad jeg får til aftensmad vinder ingenting.

Men det var solskinsvejr idag.