Krympet i vask

Jeg er tydeligvis blevet mindre. Om det er roningen, der virker, eller en effekt af at blive mere voksen, er en smule uvist. Ihvertfald var jeg ude og shoppe rotights, og købte i samme omgang noget bikiniværk og sandal på tilbud. I str 36 og 37 hhv. Det passer helt fint. Hvis det fortsætter sådan her, bliver jeg verdens mindste gamle dame før jeg fylder 40.

Hvad ville elgen dog der?

Min far har lige ringet fra oslo og fortalt røverhistorier. Denne her er dog sand; Karis mor (altså min fars svigermor) bor på et såkaldt gamlehjem i Ål sådan lidt nord for Gudbrandsdalen. Der havde de haft en elg på besøg forleden dag. Den var gået rundt og havde kigget ind af vinduerne, og pludselig bestemt sig for at der så rarere ud indenfor end udenfor og sprang igennem et lukket vindue og ind på et heldigvis tomt værelse. Så gik den ned ad gangen og ind på et andet værelse, hvor beboeren var hjemme, men dog tilstrækkelig kvik til at hun kunne komme ud af værelset og fik lukket døren efter sig.
Slutningen på historien var dog ikke så lykkelig for elgens vedkommende, politiet og vildtplejen kom og skød den inde på selve værelset, for det var helt umuligt at få den udenfor igen.

De må have haft noget at tale om over aftensmaden, de gamle. Gad vide om de fik elgsteg.

Jeg har fået specialekontor på RUC!

Det var alt.
Nå, jo, og så fejrer vi jul i kollektivet. Og jeg har købt en fin gul regnfrakke. Og søgt jobbet som studievejleder. Og Danske Bank har ringet til mig midt i specialemødet for at tale med min mand Ivan (WTF?!).

Fix & elegant

Jeg har lige været på besøg hos min far i Norge. Og selvom jeg har været ude at gå ture i den norske skov, er det dog også ensbetydende med at jeg har indtaget langt flere kalorier end jeg plejer at gøre. Det gør jo så nok ikke så meget alligevel, for jeg plejer at være en sund ungdame, der ikke spiser mere, end hvad jeg bruger. Men her til aftes (hvor jeg mest har indtaget rødvin og islagkage) kom jeg til at se et program på tv-et -elller-andet-popsmart- om usædvanligt tykke amerikanere. Intet kan få nogen til at føle sig så slank som mennesker, der skal tabe sig hele personer, før de kan stå op. Som i på to ben. Og med mindre man begynder at snyde rigtig meget så er jeg 1,70 (og måske lidt tættere på 1,69 i virkeligheden) og vejer nok omkring 60 kilo. Dvs. helt og aldeles normal og alligevel findes der mennesker som skal tabe mere end min hele eksistens. Jeg forstår det ikke. Hvordan ender man der? At andre skal hente fastfood, så man kan opretholde kampvægten på 250 kg? Jo, det er forhåbentligvis stadig sjældent i vores fornuftige skandinavien, men de findes åbenbart. Fri mig for den verden, og til træning med Steffen og drengene i morgen....

Roskasta

Når nu man har sit skrald bioøkodynamisk opdelt efter fine finske principper med bioskrald, papirskrald, metalskrald, glasskrald, dåse-og flaskepants (hvilket jo teknisk set ikke er skrald, men byttemateriale til fulde dåser og flasker) og resten, hvor hører gulvopfej så egentlig til? 

Det består jo mest af pistacheskaller, lange hår og støv, hvilket teknisk set må være biologisk nedbrydeligt. 

En gang i mellem er der jo også sytråd, genbrugstøjsprismærker og uidentificerbare plasticstumper i. 

Skal man sortere sit gulvopfej? Eller bare kategorisere det under "resten"? 

Iøvrigt regnes teposer som biskrald heroppe, men de der små metaldimser som klipser tråden fast til papirmærker er vel ikke biologisk nedbrydelige? 

Burde man pille dem ud og lægge over i metalskraldsbunken? Skal papirmærket så over i papirskraldet?  

Burde jeg snart se at komme lidt mere ud?

I må godt grine nu

Jeg har været ude at spille golf i weekenden. Jeg var faktisk ikke helt dårlig til det. Bolden kom næsten i hul! Og det var heller ikke helt kedeligt. 

Dog kan jeg stadigvæk ikke helt forstå den verdensomspændende popularitet.  I princippet er golf en lige så sær en sport som dart eller curling. Og vi er enige om at "verdensmester i dart" ikke er en fed titel, vel? Men verdensmester i at putte en bold i et hul med en pind - ham betaler vi mange penge!

Sært

Fisk med gennemsigtigt hoved?

In the Mad Hatter's Country

Sidste weekend 

Denne weekend

i den dybe finske skov

ligger der en lille by, der hedder Kuopio. Ok, helt lille er den ikke,  der bor omkring 92.000. Det må være med opland, for der var godt nok stille i julen. Og der skal jeg også holde påske, primært fordi jeg skal holde foredrag for frække finske folkeskoleelever om Danmarks ynder, og glæderne ved nordisk samarbejde. Det bliver interessant, idet finsk skoleundervisning mest af alt går ud på at få ungerne til at holde kæft og være dygtige, og jeg gerne vil have dem til at tænke lidt selv. Og især fordi læreren lissom ikke rigtigt har haft tid til at skrive mail om hvor skolen ligger, hvad de egentlig gerne vil have jeg fortæller om, hvornår jeg skal komme, om man kan vise slide-shows eller noget som helst andet. Særdeles ufinsk. 

Faktisk var jeg nødt til at ringe til hende, og så kom hun med noget luftigt "æh-bæh-bøh, det ved jeg ikke, jeg har ikke rigtigt talt med den anden lærer..."  

Så jeg må hitte på undervejs, og håber de i det mindste har en overheadfremviser.

Og så skal jeg jo bo hos JP's forældre, der ikke taler særlig meget engelsk, og jeg taler jo som bekendt også begrænset finsk. Se, det bliver også temmeligt interessant.

 

?

Hvorfor hedder det teske,  når man mest bruger dem  til kaffe?

Hvor blev de af?

I denne weekend har jeg haft besög af Sarah fra Australien, som skriver Phd i fysik i Helsinki. Noget med superledere og köleskabe der kan köle ned til -200.
Vi spiste thaimad, og var på sightseeing, og gik tur i skove og spiste munkki (finske doughnuts) og var på kunstmuseum og stog på cafe og tjekkede mails og tog hjem og spiste og tog til fest hos Heikki og spiste pizza og stod op og havde glemt at stille urene tilbage og stod og gloede udenfor Vohveli Kahvila indtil vi fandt på at gå på café Runi (digt) og spiste en helt fantastisk overdådig morgenmad der. Og så nåede Sarah lige präcis ikke sit tog til Helsinki, så vi blev nödt til at drikke en til kop kaffe på en anden cafe. Meget god mad, og hygge; det er rart at få besög heroppe, der er nogen i Helsinki jeg kender. Og det var egentlig også meget fint at blive mindet om hvor meget der er her i byen som jeg faktisk ikke har set endnu.

I övrigt er man jo begyndt at kunne köbe appelsiner igen. Men der er bare noget der undrer mig. Hvor er blodappelsinerne blevet af? I ved de der röde appelsiner der smagte enormt godt? Jeg erindrer at man kunne få dem i brugsen på Läsö da jeg var lillebitte barn (her må min Fru moder eventuelt korrigere mig. Er det egentlig rigtigt? Var der også blodappelsiner i Norge?), men jeg har ikke set dem i mange år. Hvor blev de af? Er de uddöde? Sälges de bare ikke mere?

Og jeg har fast låne-net tid hver mandag og onsdag (ungehfär) mellem 7-9 dansk tid. Hvis der er nogen der gerne vil tale med mig over skype.