Kys for kærlighed

Hvis du keder dig på søndag, synes jeg du skal tage med mig ind ved Korsgadehallen klokken fire og kysse nogen, der befinder sig i den samme slags krop som dig selv. Det tager kun et kys' tid og vi gider ikke ha at folk siger at kærlighed er forkert, bare fordi det involverer to af samme slags.
Tjek det på fjæsbogen.

Seddel med fra mor

Vi har været syge. Der kom en væmmelig bakterie og angreb den lille husholdning på Nørrebro, og den sidste uges tid er blevet brugt på bræk og bæ. Den slags sygdomme, der går ud på at mad helst ikke skal smage af noget og heller ikke have konsistens som mad, er den værste. Ganske sikkert den allermest usunde måde at tabe sig på, og sandsynligvis også den hurtigste. De tynde damer rasler rundt blandt grøntsagerne, og skal  blande dem fløde de næste par uger. Jeg har ikke rigtig været i stand til andet end at holde mig om den  stakkels mave, drømme mærkelige febervildelser (noget om cowboys på facebook) og læse fjollede tegneserier på nettet. Der blev ikke skrevet speciale. Ej heller solgt gamle studiebøger på uniloppemarked. Ikke bestilt tid hos marinelægen så jeg kan få min søfartsbog (som man jo naturligvis skal have for at futte rundt i Københavns inderhavn). Ikke trænet den mindste smule. Ikke koordineret langdistancekaproning. Ikke sendt vigtige breve til Odense. Ikke besvaret vigtige mails. Ikke taget på lyttetur eller læst manuskript. Ingenting overhovedet.

Pludselig selvindsigt ved omgang med andre mennesker

Jeg plejer at sige at jeg da i hvert fald ikke er kræsen. Men jeg kan ikke lide færdiglavede salater, og jeg kan ikke lide ketchup eller remoulade eller mayonnaise og jeg vil helst helller ikke have kødpålæg og egentlig kun økologisk kød, og jeg vil heller ikke spise ting, der er fedtede, eller friturstegte, eller som kommer fra macD og deslige. Jeg vil helst ikke have færdiglavede kager, og der er kun én slags chips jeg kan lide, og jeg er også sådan lidt sart med dressinger og sovse, og dåsemajs kan jeg heller ikke rigtigt have og frosne færdigudskårede grøntsager (uf, gulerødder med riller! Du er afsløret!), og det skal helst også være skåret ud og krydret på den helt rigtige måde. Og syltede rødbeder og agurker og sådan er også dybt mistænkeligt, og ting med mange e-numre (altså bortset fra hvinende syntetisk slik, jeg, min hykler!) og ting der smager for meget af et eller andet, for eksempel blå ost, der er for blå.

I virkeligheden er jeg vist stadig en femårig, der vil vide hvad alle elementer i maden består af, så jeg er sikker på ikke at blive forgivet. Godt, jeg har fået oparbejdet et rygte om at være god til at lave mad, så folk gerne kommer hjem til mig for at spise. Der ved jeg i det mindste hvad der er i. Selvom jeg ikke en gang altid kan lide min egen mad. Den kan også sagtens smage helt forkert.

la liste dag 731

Det her gør mig oprørt - blandt andet min egen oversættelse. Gør mig oprørt? Gør mig vred hedder det.
Kort sagt alt - jeg har lige skiftet mit facebookbillede ud med en brølende bjørn og sådan føler jeg mig ret tit for øjeblikket. Alternativet er en træt bjørn, og selv en langvarig skitur har ikke helt hjulpet på det grundlæggende overskud, der stadig ikke findes og nok ligger og vente et sted bag aflevering, der kommer alt for snart, på trods af at jeg ikke synes jeg kan blive færdig hurtigt nok. Capische?
Jeg er træt af andres folk meninger om alting og især deres meninger om køn, specielt når de for det meste starter med det tåbelige udsagn at de ligesom synes der er forskel på hanner og hunner -  no shit sherlock, det havde jeg sgu ikke opdaget, godt du påpegede den detalje, og så kan jeg i øvrigt ikke bruge dine personlige meninger til noget som helst i et videnskabeligt funderet speciale. Iøvrigt skriver jeg indenfor filosofi og ikke medicin, så biologi er pænt irrelevante.

Ellers irriterer jeg mig ret meget over mine manglende koncentrationsevner, specielt fordi noget af det der virkelig kan pisse mig af  er udsagn som "nogen burde", og " det er også bare for dårligt" og manglende ansvar for egen indsats, evner og liv. Det er pænt svært at irettesætte andre, når man selv begår nøjagtigt samme fejl, for det er mig selv, der har valgt at læse på uni og blive der, mig selv der har valgt at skrive et speciale og jeg har også selv valgt emne, og så må jeg altså bare bide ballerne sammen og gøre det færdigt. Hvis jeg skulle have fortrudt, så skulle den konsekvens jo være taget for længe siden. I det mindste har jeg et arbejde, der venter på mig når jeg er færdig, så jeg selv tager ansvar for min egen økonomi, fremfor at lade fagforening, samfund og  dig hænge på den, selvom jeg ville få lige så meget ud af dagpenge som af at gå på arbejde. Muligvis mere endda.

skriveøvelse dag fem? -Min dag

var alt for lang og alt for kort. Op for sent og rode rundt og finde bøger og alt var besværligt og madagsagtigt og sådan fortsatte det bare. Så kort fortalt har jeg siddet på RUC i skrækkelig mange timer og ikke fået en kæft andet ud af det end: hvad fanden laver jeg? Hvad gør jeg ved det her speciale? Hvorfor blev jeg ikke bare tømrer?

Nu vil jeg spise og sove og håbe på en bedre dag i morgen; samt mere interessante blogindlæg.

Mens vi venter

Jeg har skrevet et blogindlæg til dag 2, det om den første kærlighed. Det er bare til godkendelse, hos én, der figurerer i det, fordi jeg jeg nødig vil gøre mig utilbens med andre. I mellemtiden er jeg højst utilfreds med DSB, der igen ikke kan forstå at det der vinter dukker op og at der er koldt. Og snevejr. Jeg mener, resten af os kan godt finde ud af at se på en vejrudsigt, og tænke så langt som at vi nok bør købe et par vinterstøvler og en frakke. Men DSB? Næ nej, sneplov og salt og ekstratog og sådan? Alle ved jo det ikke sner på sporene. Det behøver vi ikke. Jeg venter bare på den dag, hvor jeg sner inde på RUC igen, så bliver det tre gange på et år, med en sommerferie imellem. Det må kunne komme i en eller anden rekordbog.

Jeg er blevet en af de forsigtige

Jeg har anskaffet mig en familieforsikring, sådan hedder det nemlig hvad enten man har en familie eller ej. Oven i købet gennem min fagforening. Der er selvfølgelig en del papirer, der lige skal underskrives og sådan, før den rigtigt gælder, men det føles meget voksent. Meget lidt ungdommeligt vovemod.

Det hjælper slet heller ikke at jeg i samme ombæring af "praktiske ting, der skal ordnes" har opsagt mit avisabonnement. Primært fordi jeg ikke finder avisen lødig nok; de skriver jo bare en værre gang livsstil og lidt sludder-for-en-sladder debat uden at komme rigtigt i dybden med det, der er interessant, altså kultur (selvfølgelig den rigtige slags kultur, altså den fine, og helst noget med bøger) og videnskab (altså den rigtige slags om de store tanker, kritisk stillingtagen til metode og konsekvenser og alt det, ikke et eller andet pjat om ænders tissemænd) og debat (igen, helst noget der handler om andet end folk der har været i fjernsynet fordi de ikke kan noget).

Jeg er simpelthen blevet alvorligt ramt af voksenhed og intellektualitis. Og nu vil jeg gå ud og motionere mit legeme lidt, købe noget frugt og en tandbørste og derefter læse en endnu ikke udgivet artikel, jeg har plaget ud af en af phd'erne på filosofi. Derefter mangler jeg bare lige at skrive specialet færdig og blive gymnasielærer, så er jeg slået ned. Hårdt og seriøst.

prioriteringsfravalg & manglende cykler

Jeg fik en betalingsserviceoversigt med posten i dag. De er normalt ikke så skræmmende, for det er kun huslejen og lidt andet småtteri sædvanligvis. Idag var ikke en sædvanlig dag, for der var altså også lige en post der hed CSA. Og det der med træning et sted, der ikke er en forening, det er lidt halvdyrt.

Grundet mine økonomiske omstændigheder som studerende (dvs. jeg er konstant på røven) er jeg dermed nu nødt til at vælge mellem at betale for at ro i Kvik eller slå på tæven i CSA. I princippet kan jeg godt betale begge dele, men det økonomiske råderum ville blive meget lille, hvis jeg faktisk gjorde det.

Især fordi nogen har valgt at låne min cykel i weekenden uden at spørge om lov, og jeg nok ikke skal regne med at de stiller den tilbage efter brug. Siden jeg ikke helt kan overskue en økonomi, der ikke ville tillade mig at købe så meget som en chokoladebar de næste mange måneder, når sådan noget sker, så må jeg altså bestemme mig for om det er sjovest at ro eller slås.

For øjeblikket hælder jeg mest til at ro, for det får jeg nok i virkeligheden også gjort mest, da det ligger lige rundt om hjørnet.

Og så er det udenfor. For hvis jeg bruger mere tid på at være lukket inde i firkantede rum, ender det sgu med at være et med gummivægge til sidst.

Dummebøder

Fordi jeg er et fjols, der kun har hovedet med på kontoret, fordi det sidder fast på kroppen, har jeg i løbet af denne måned vasket et månedskort (det fik jeg heldigvis lavet om til et nyt), tabt det nye månedskort (da der var fem dage tilbage) inkluderet su-rabatkortet, glemt en biblioteksbog i en taske og fået en gigabøde, og glemt gymnastiktøj i toget (og så tit gider jeg ikke vaske det ene par shorts, jeg har tilbage). Månedsforsættet må være husk at huske. Det andet bliver for dyrt i længden.

et nyt ideal

Jeg svømmer om søndagen. Helst den første time mellem 9 og 10, for min svømmehal ligger på Østerbro, og senere på dagen er der køsvømning. Men vi skal jo alle sammen have lov til at være der, så for at jeg ikke ligger og sprutter af vrede over alle de dumme mennesker, der svømmer i vejen for mig, står jeg hellere tidligt op. Mere harmonisk for mig og omverden.
Jeg ville bare ønske at verden også havde det sådan med alle os almindelige mennesker. Os piger, kvinder og damer, der står med store, små, lange, korte, høje, lave ben, bryster, maver og numser og i alle mulige farve- og behåringsversioner.

At der ikke gik teenagepiger rundt, krummet sammen om sig selv som et levende C med armene hængslet fast foran mave og bryst.
At der ikke stod voksne kvinder, så tynde at man kan tælle ribbenene og føntørrede og sminkede og gjorde ved i lige så lang tid som de havde svømmet. Timesvis.
De aller aller fleste af dem er jo pæne. Smukke ligefrem. Ofte i langt større grad når de står under bruseren og vasker hår, end når de utilfreds hiver sig i maveskindet foran spejlet.

Pigerne mod drengene

Sædvanligvis er jeg glad for at bo i det lille kollektiv. Bare så det er på plads. Men der er altså nogle ting som jeg er meget lidt glad for. Andre menneskers rod og opvask for eksempel. Jeg gider ikke gøre rent efter andre. Hverken venner, kærester, samboere, børn, gamle - hvis de rent fysisk ikke kan, så kan vi godt snakke om det. Ellers er det bare dovenskab, og makker, jeg kan bare godt vise dig hvordan en støvsuger virker, hvis du ikke ved det!
Jeg er ikke den eneste der er pænt træt af andres opvaskebunker, så mig og Kathrine er gået i strejke. I to uger fremover, hvoraf jeg er på skiferie i den sidste, så der skal Kathrine være standhaftig alene. Vi vasker kun op efter os selv. Vi tømmer ikke opvaskemaskinen (nu har jeg tømt og fyldt den omkring 3-4 gange sidste uge. Hvis vi skiftedes, burde det ikke være nødvendigt at jeg gjorde mere end to gange om ugen), jeg planlægger at shoppe en pigeskraldespand, og så laver vi nok ølkøleskabet om til pigekøleskab. TIl næste fællestirsdag har vi (mig og Kathrine) bestemt at vi støvsuger og vasker gulv, og måske bytter pant til ting vi mangler. Salt og sådan. Så kan drenge have deres rådne bananer i fred. Og hvis de vælger at de ikke gider gøre rent, håber jeg de får botulisme.

Om det virker? Nej, det virker ikke. De kommer ikke mirakuløst til vaske op bare fordi alting stabler sig op i køkkenet. Ikke før der mangler tallerkner. De gør nok ikke rent på badeværelset af sig selv før der er gået to måneder og man kun kan opholde sig derude iført gasmaske. Det er en demonstration. For de kommer til at opdage hvor klamt der er. Hvor meget der roder. Den ene af dem gør i hvertfald. Vi har næsten vores eget lille ordsprog her i kollektivet. "Der er nogen der roder/efterlader opvask/madrester/tomme vinflasker overalt!" Og vi ved godt hvem nogen er. Mine venner ved også godt hvem nogen er. For når man kun er fire menensker, så ved man godt hvem der roder. På et tidspunkt ender vi nok med at være tre mod en.
For tja, hvis nogen ikke gider bidrage til fællesskabet, så gider fællesskabet på et tidspunkt heller ikke længere bidrage til nogen. Et kollektiv er et samfund i miniature, og det her samfund har god, lang vilje, men hård justits når den misbruges.
Ellers er det nemlig ikke længere noget fællesskab, hvor man har valgt at bo sammen, fordi man synes at det er sjovest, men en tvungen nødvendighed, hvor man helst vil slippe af med resten og have det hele for sig selv. Og hvis det viser sig at vi er ude i det sidste, så vil jeg ikke lege med mere. Så vil jeg hellere finde et sted at bo hvor man bor sammen fordi det er sjovt, og ikke fordi det er den nemmeste måde at tørre lorten af på andre.

Selvynk & selvmedicinering

Jeg ville være verdens dårligste patient hvis jeg nogensinde skulle opereres for alvor. Og jeg ville helt klart være hende de spiste først, hvis mit fly faldt ned i Andesbjergene. Ikke fordi jeg er den med mest næring i, men så de slap for at høre på mit brok. Det gør ondt. Men det gør jo ikke uudholdelig ondt. Bare møgirriterende nive-ondt hele tiden. Og så kan jeg virkelig intet med højre arm, for den hænger fast i højre skulder. Så jeg forudseer et arrigt postoperativt alterego, der spiser for meget chokolade og ikke kan træne, og derfor brokker sig over hele verden.
Så god fredag til jer alle sammen!

Hvis du er slem, så er jeg det også

Det er ok at de hellere vil have en, der skal læse filosofi i længere tid end mig. Det er ok, de hellere vil have en, der ikke skal skrive speciale samtidig. Det er ok, de vil have nyt blod på gangen.
Men det er fandeme ikke ok, at de glemmer at skrive en mail til mig om at det er det, de har valgt at gøre.
Og jeg vil som oprør og barnlig hævn nedlægge alt mit frivillige arbejde på filosofi, og istedet finde et sted, hvor de i det mindste er i stand til at sige nej tak.
Fortrinsvis et sted hvor de er i stand til at sige tak, når man har gjort noget godt. Er der nogen der mangler en frivillig?