fredag den 25. marts 2011

dagens visdomsord

He who joyfully marches to music in rank and file has already earned my contempt. He has been given a large brain by mistake, since for him the spinal cord would fully suffice.

Albert Einstein

torsdag den 24. marts 2011

Det gør mig glad

Listen abrupt genoptaget, for ikke at forsumpe aldeles i madopskrifter og dagsrapporter. Alt mentalt overskud går til det allersidste skriveri, så jeg kan aflevere og komme på arbejde.

Desuden trænger jeg til at minde mig selv om ting, jeg godt kan lide.
  1. Mine venner.  Dem jeg ikke har set længe, dem jeg bor sammen med, dem jeg kun har haft telefonisk kontakt med i alt for lang tid, dem der bor i udlandet og skriver sjove ting på facebook.
  2. God mad. Især bananasplit. Bananasplit er fantastisk.
  3. Vejr. Næsten alt vejr, men lige nu er sol og varme ekstra godt.
  4. Mig og farmands fjollede og alvorlige mail- og kommentarkonversationer. Subject pt: "hvor tykke er dine knæ?"
  5. At min mor har alle mulige dimser med, bare hun skal til middag, for lige at tjekke om jeg stadig synes blåt er pænt og om jeg kan li' et strikkemønster til et sjal, hun havde tænkt på at strikke.
  6. At jeg ligner mine forældre så meget. Dem begge to. Især at jeg er blevet voksen nok til at synes det er skægt.
  7. Morgenaktivitet. Løbeture i solskin. Bad i ishav. En kilometer i stræk i svømmeren. Cykelture. Snart også morgenkajak.
  8. At få ros for mine akademiske evner.
  9. Søde sms'er.
  10. Kontrolleret ild.
  11. Improviserede fællessang- og rødvinsaftener.
  12. Gode film
  13. Nye bøger i gammel hængekøje.
Jeg tror den her skal fortsættes.

tirsdag den 22. marts 2011

Nina på udflugt

Jeg nåede at se Rasmus, der med store armbevægelser, højt til loftet og tæt på virkeligheden fortalte røverhistorie om vandreture på New Zealands længste strande og højeste bjerge, Happy Island og potplantager i Caribien, krydret med øl og rødvin og mad og fotografier og kort udover hele bordet.
Jeg holdt også et oplæg om ligestilling, feminisme, filosofi og rekrutterings- og kommunikationsstrategier for 10 forbløffende interesserede studerende og undervisere på SDU, med kun let tåget hoved. Der var rigtig diskussion bagefter, og liveros og mailros, og jeg har jo faktisk lavet et speciale der kan bruges. Det var rart.
Om eftermidagen endte jeg og Kira på Odenses hyggeligste cafe i Vindegade, hvor jeg sad dagen før med Rasmus. Nu fik vi bare selskab af Rolf, der lige er fyldt 29 og lider af akut aldersparanoia. Da vi havde drukket litervis med te og snakket om kærligheden og dumme overboer og missekatte og arbejde og alt det andet, der skal vendes med venner, man ikke ser så tit, var det på tide at tage toget hjem, og både mig og Kira var så trætte af at have været ude at opleve at vi sad og sov på hinanden hele vejen hjem til København, spiste tærte og gik i seng klokken 21.30.

lørdag den 19. marts 2011

Fordelen ved at bo hos Kira

At hunlaver grøntsagstærte, kålrodsfritter og rødbede/jordskoksalat til aftensmad, mens man selv sidder og skriver oplæg som en gal. Luksus.
Jeg vaskede i øvrigt op bagefter, så der er lidt retfærdighed til.

I morgen tager jeg til Odense og leger med Rasmus hele søndagen og på mandag der det store oplægsdag på universitetet. Jeg håber virkelig ikke der sidder nogle arge anitfeminister, eller hardcore radikalfeminister. Vi skal nemlig diskutere, i håbet om at de ikke opdager at jeg snyder dem alle sammen, og virkeligheden ingenting ved og er dum og slet ikke burde gå på universitetet. Sådan følges det nemlig lidt nu. Hjælp. Jeg tager et par kilo bøger med som sutteklud og håber på det bedste. Det er jo ikke metafysik, og så længe det ikke er metafysik, plejer det at gå.

Apropos påklædning

Nina koncentrer sig, Nina er ikke sur.

Kanalrundfarten mener det, når de siger arbejdstøj. Mine overtrækkere når nærmest op til hagen. Men de er lige så varme som det par jeg havde, da jeg var fem, og næsten magen til.

onsdag den 16. marts 2011

Begær

Det er egentlig ret sjældent jeg har stort ejebegær efter ting og tøj, og shopping er efter min mening røvsygt. Da jeg holdt op med at læse dameblade, forsvandt ønskerne, og det var egentlig lidt uhyggeligt at opdage at alt det er begær efter nye ting og tøj faktisk var kunstigt fremkaldt, og egentlig noget jeg faktisk var tisseligeglad med, når bare jeg kiggede lidt den anden vej.
Efter at have boet i rygsæk i et år, opdagede jeg hvor lidt jeg egentlig behøver, og at mit behov for garderobe faktisk drejer sig om at have rent tøj nok til et par uger, og resten er stort set overflødigt, og slet ikke savnet.
Efter at have arvet mærkeligt skrammel og fine sager fra min farmor, opdagede jeg at meget ejendom kan være ret tyngende på flere måder.
Men den her kunne jeg altså godt tænke mig:

For bedre billede klik her.
Og så kunne jeg i øvrigt også godt bruge en hel masse andet, de har i den biks. Langærmede trøjer. Kortærmede. Ærmeløse. Bukser. Tights. Nogle fikse uldunderhylere - et koncept jeg indtil nu ikke har troet på, men som faktisk er muligt.
Nå, speciale fører til arbejde fører til penge fører til ting, man vil ha'.



PS. Jeg er i øvrigt en størrelse medium.

tirsdag den 15. marts 2011

Å nej! Præseniliteten slår til igen!

Jeg havde helt fortrængt at jeg har sagt ja til at holde oplæg på Odense uni om mit speciale (ja, det speciale jeg stadigvæk ikke er færdig med). Det er på mandag. Det er fedt. Det er sindssygt præstationsangstfremkaldende. Tis! Juhu!