Jeg har snart været i Finland i tre måneder. Og det er efterhånden blevet temmeligt hverdagsagtigt. Normalt går jeg jo bare på arbejde og hjem, eller til finskundervisning eller ser måske nogle mennesker. Og der har jo været et menneske jeg har set lidt mere end de andre. I har måske bemærket det. Nogle af jer ved det godt. Jeg har mødt en finsk dreng. Faktisk en finsk mand, for han er 29. Og så er man jo voksen. Og jeg kan faktisk rigtig godt lide ham. Og han kan lide mig. Nogen af jer som jeg også taler i telefon med har fortalt mig det er lidt farligt, sådan at kunne lide mænd i Finland. Det er det måske også.
Vi ved godt begge to at jeg jo skal hjem igen, og at det der med langdistanceforhold ikke er særligt nemt.
Det er jo sådan med kærlighed at der ikke findes nogle garantier. Selvom man lover hinanden at man vil elske hinanden for evigt, så ved vi allesammen godt at det ikke nødvendigvis er sandt. At det kan være der bare ikke er mere kærlighed en dag. Eller at vi kommer til at elske en anden mere. Og sådan er det bare; det er heldigvis meget sjældent fordi nogen vil andre ondt. Derfor kan det selvfølgelig sagtens gøre ondt.
Men jeg er her nu. Og han er her nu. Og det er her i Finland jeg lever, lige nu, og jeg vil ikke lade være fordi det ikke varer ved, fordi jeg ikke bliver her. Der er nok mange mennsker jeg kommer til at savne når jeg tager herfra. Men der er også mennesker jeg savner nu.
Hellere vove at leve end at fortryde at man ikke turde, fordi man var bange. Livet gør også ondt. Forhåbentligvis mere godt. Og det er ok.
Dare to live and love today, even if it might hurt tomorrow.